“Det glæder mig meget, at vi på trods af et turbulent år alligevel kan ende med det bedste indsamlingsresultat til dato. Det vidner om, at danskerne tror på missionen og gerne vil hjælpe. Den tro er der virkelig brug for – ikke mindst med den situation, vi ser udspille sig i Ukraine lige nu,” siger direktør i SOS Børnebyerne Danmark, Mads Klæstrup Kristensen.
For syvende år i træk kan SOS Børnebyerne Danmark fremvise et rekordhøjt indsamlingsresultatet, der ender på 274,8 millioner kroner i 2021 mod 262,9 millioner kroner i 2020.
Hent SOS Børnebyernes årsrapport 2021
Tilbage i 2020 oplevede SOS Børnebyerne en rekordhøj tilslutning af nye faddere. Faktisk hele 25% flere end året før. Den glædelige tendens fortsatte i 2021. De nye støtter slutter sig til den loyale trup af faddere og fastgivere, der år efter år sender deres støtte ud til verdens forældreløse og udsatte børn.
Men faddertilslutningen var ikke den eneste positive stigning i 2021. Arv er i de seneste år vokset markant og sidste år kom hele 52 millioner kroner fra folk, der har betænkt SOS Børnebyerne i deres testamente. Det er det højeste beløb, SOS Børnebyerne har modtaget fra testamenter nogensinde.
“Vi favner bredt i den danske befolkning. Fra skoleklasser, der samler ind til fordel for SOS Børnebyerne til ældre, der vælger at betænke os i deres testamente. Den bredde er en kæmpe styrke. Og det er for mig et rørende og motiverende bevis på, at selvom udfordringerne er mange og til tider kan virke uoverstigelige, så har danskerne håb og tillid til, at vi sammen kan skabe en bedre fremtid for verdens udsatte børn,” siger Mads Klæstrup Kristensen.