Åbenhed er en mærkesag for SOS Børnebyerne i Danmark
I SOS Børnebyerne Danmark fortæller vi åbent og ærligt om vores arbejde – også om de tilfælde, hvor det ikke er gået, som man kunne ønske.
Vi fortæller som udgangspunkt om de sager, vi får kendskab til i den danske afdeling af SOS Børnebyerne, når vi ved nok, til at kunne give en korrekt fremstilling af sagen. Det er ikke alle sager, der vil blive lagt offentligt frem, da der i sager om misbrug af børn kan være hensyn til barnets ret til privatliv, der vejer tungere end vores princip om åbenhed. Vi oplyser aldrig i hvilken børneby, sagen har fundet sted, ligesom vi aldrig oplyser navnene på de involverede.
I tilfælde af korruption eller uhensigtsmæssig håndtering af midler kan sager falde under en nedre grænse, hvis der er tale om småbeløb. Hver sag ligger tilgængelig på hjemmesiden i et år.
Se vores politikker og rapporter
SOS Børnebyernes Code of Conduct for medarbejdere
SOS Children’s Villages Child and Youth Safeguarding Policy
Læs mere om, hvordan vi beskytter børn under katastrofearbejde
Child Safeguarding Annual Report 2023/2024
Vores politik for anti-korruption og bedrag
Anti-Fraud and Anti-Corruption Guidelines
Børn og unge i anbringelse kan være særligt udsatte
Anbragte børn og unge kan have traumer, fordi de har været udsat for eller været vidne til vold, overgreb eller svigt, enten i deres egne familier eller i tidligere anbringelser. Det betyder desværre, at nogle børn og unge i anbringelser kan være særligt sårbare.
En anden konsekvens kan være, at børn og unge, der ikke får tilstrækkelig hjælp til at bearbejde traumer som følge af vold og overgreb, vil være i risiko for selv at udøve vold og overgreb. Derfor skal vores medarbejdere i SOS Børnebyerne være fagligt og socialt rustede til at forebygge og bryde den negative sociale arv. Det er vigtigt, at vores medarbejdere, der arbejder professionelt med omsorg for børn og unge og varetager deres opvækst og hverdag, har redskaberne til at håndtere udadreagerende adfærd med indsigt og omsorg og for eksempel ikke selv tyr til verbal eller fysisk vold.
Generelt er der tale om svære sociale dynamikker og dermed en øget risiko for børn og unge, der er anbragt uden for familien. Det er også tilfældet i Danmark, og det er en velkendt faktor i arbejdet med børn og unge, der lever i socialt udsathed. Dette er også et vilkår for SOS Børnebyerne, der dermed har en særlig udfordring sammenlignet med andre børneorganisationer, fordi vi i nogle tilfælde har ansvar for børn og unges opvækst og trivsel 24 timer i døgnet, hele året rundt.
Derfor må vi konstant kigge indad og gøre vores yderste for, at vi er bedst muligt rustet til at sikre beskyttelse af børn og unge. Det sker blandt andet gennem rapporter udarbejdet af uafhængige eksperter, risikoanalyser, undervisning af børn, unge og voksne i deres rettigheder, ret til beskyttelse og for de voksne også ansvar samt at vi har procedurer for, hvordan vi handler på de tilfælde, beskyttelsen af børn og unge ikke har været tilstrækkelig.
SOS Børnebyernes whistle blower-kanal
SOS Børnebyerne oprettede i 2018 en whistleblower-kanal, som både børn, unge og voksne har fri og nem adgang til. Kanalen er tilgængelig for alle på SOS Børnebyernes internationale site, og er oprettet for at sikre, at børn og unge nemt og fortroligt kan anmelde sager om misbrug, upassende opførsel eller mistanker om korruption
Andre kan også indberette sager ved at bruge disse formularer:
Mistanke om korruption kan indberettes via denne form.
Mistanke om brud på børns beskyttelse kan indberettes via denne form
Aktuelle sager i SOS Børnebyerne
Namibia – juni 2025
I Namibia har der været flere tilfælde af brud på børns beskyttelse. Det involverer sager om omsorgssvigt og utilstrækkelig håndtering af sager om beskyttelse af børn og unge. Det nationale kontor for SOS Børnebyerne i Namibia har været oplyst om anklagerne i flere år uden at reagere på det.
I en børneby har der været et højt antal af teenagegraviditeter, og flere af de unge, der har været gravide, har ikke fået den hjælp og støtte, som de har haft brug for.
Generelt har børnebyen i en periode ikke ydet tilstrækkelig følelsesmæssig og psykosocial støtte og vejledning til børn og unge i SOS Børnebyerne i Namibias varetægt. Flere unge er blevet reintegreret med deres biologiske familier uden ordentlig forberedelse, planlægning eller tilpas efterværn. Ligeledes har manglende vejledning og støtte ført til, at flere børn og unge har afbrudt deres skolegang.
Alle de berørte børn og unge har modtaget psykologhjælp og støtte til at bearbejde det, er er blevet udsat for, og der er udarbejdet individuelle handlingsplaner i samarbejde med børn og unge, der skal hjælpe dem godt videre i livet.
Der er lagt en handlingsplan for den pågældende børneby for styrke procedurerne for beskyttelse af børn og unge og forhindre at noget lignende sker igen. Alle medarbejdere i den pågældende børneby og på SOS Børnebyerne i Namibias nationale kontor har fået indskærpet SOS Børnebyernes politikker og retningslinjer for beskyttelse af børn. Der er ligeledes udviklet særlige guidelines for støtte og rådgivning til børnebyen unge for at sikre bedre håndtering af teenagegraviditeter.
Østrig – juni 2025
I 2023 er der konstateret brud på børns beskyttelse i SOS Børnebyerne i Østrig. Det drejer sig om en sag, hvor en medarbejder har begået seksuelle overgreb mod to børn. Medarbejderen var omsorgsperson for de berørte børn og er blevet beskyldt for at have begået seksuelle overgreb mod børnene flere gange.
Sagen blev anmeldt af et af de berørte børn i 2023 og blev efterfølgende anmeldt til politiet, samt de lokale myndigheder for børn og unge. I politiets efterforskning kom det frem, at et andet barn også havde været udsat for seksuelle overgreb begået af den samme medarbejder.
De berørte børn modtager individuel psykologhjælp og støtte for at bearbejde det, de har været udsat for. SOS Børnebyerne i Østrig har arbejdet tæt sammen med myndighederne og eksterne eksperter i børnebeskyttelse, som er sat på sagen for at vedvarende støtte de berørte børn.
Sagen kom for retten i 2024, hvor den anklagede blev fundet skyldig og fik en dom på to år og seks måneders fængsel.
I retten kom det frem, at en anden medarbejder havde kendt til sagen måneder forud for anmeldelsen, hvilket har ført til disciplinære foranstaltninger, herunder en vurdering af medarbejderens ydeevne og yderligere undervisning i børns beskyttelse.
Nicaragua – juni 2025
I Nicaragua har der i 2024 været flere sager om brud på børns beskyttelse.
To af sagerne involverer brud på børns beskyttelse på to forskellige skoler administreret af SOS Børnebyerne i Nicaragua. Sagerne involverer to medarbejdere, der er beskyldt for upassende opførsel og uønsket seksualiseret sprog overfor elever.
SOS Børnebyerne har siden anmeldelsen informeret forældrene til de berørte børn, og oplyst dem om deres muligheder for at anmelde sagen. I begge sager har forældrene valgt ikke at anmelde sagen til myndighederne. SOS Børnebyerne har i begge tilfælde indberettet sagerne til undervisningsministeriet i landet.
De to medarbejdere er suspenderet og arbejder ikke længere på skolerne.
En anden sag drejer sag drejer sig om beskyldninger om seksuelt overgreb begået af en medarbejder mod en ung person. En undersøgelse af sagen fandt ikke beviser for seksuelt overgreb, men der blev fundet beviste tilfælde, hvor den pågældende medarbejder havde udvist upassende adfærd og brudt SOS Børnebyernes Code of Conduct. På baggrund heraf blev medarbejderen afskediget.
Alle berørte børn og unge har fået individuel psykologhjælp for at bearbejde deres oplevelser.
Rwanda – juni 2025
I Rwanda har en medarbejder har begået seksuelle overgreb mod fire børn i en længere periode fra 2020 frem til 2023.
Sagen blev anmeldt anonymt via SOS Børnebyernes whistleblower-ordning, hvorefter medarbejderen blev suspenderet, og en intern undersøgelse igangsat. Undersøgelsen bekræftede anmeldelsen, og medarbejderen er nu permanent opsagt.
SOS Børnebyerne har anmeldt sagen til myndighederne, som varetager den videre efterforskning. Efter anmeldelsen har gerningspersonen foretaget flere anonyme chikanerende opkald til ofrene. Ofrene har løbende fået støtte til at håndtere opkaldene, som nu er stoppet. Gerningspersonen er efterfølgende forsvundet og myndighederne står for eftersøgningen af gerningspersonen.
Alle berørte børn modtager individuel psykologhjælp og støtte for at bearbejde deres oplevelser. Støtten vil fortsætte, så længe børnene har brug for det.
SOS Børnebyernes regionale kontor for Østafrika har været involveret siden anmeldelsen. De har overfor ledelsen i den pågældende børneby indskærpet vigtigheden af at overholde organisationens rapporteringsansvar, så lignende sager opdages og rapporteres hurtigere i fremtiden.
Alle børn, unge og medarbejdere på alle SOS Børnebyernes lokationer i Rwanda har efterfølgende deltaget i et forløb, hvor de har lært om voksnes ansvar for at beskytte børn og unge, og om, hvordan SOS Børnebyernes medarbejdere har pligt til at passe på dem. Herunder også, at de har ret til at få hjælp, hvis de skulle blive udsat for noget ubehageligt. Medarbejderne i den pågældende børneby har dertil arbejdet på at skabe tryg dialog med børn og unge om deres rettigheder i tilfælde af uønsket seksualiseret opmærksomhed.
Costa Rica – juni 2025
Gennem en længere periode har der været flere sager om brud på børns beskyttelse i en børneby i Costa Rica. Sagerne omhandler tre medarbejdere, som i perioden 2021 til 2024 har begået seksuelle overgreb og udvist upassende seksuel adfærd overfor børn og unge i børnebyen i Costa Rica.
Sagerne involverer fire børn og unge. De berørte børn og unge modtager vedvarende psykologhjælp for at bearbejde det, de har været udsat for, og der er lavet individuelle handlingsplaner for at hjælpe de berørte godt og sikkert videre i livet.
De pågældende medarbejdere er blevet afskediget. Alle sager er løbende blevet overdraget til myndighederne, der står for den videre efterforskning.
Alle blivende medarbejdere i børnebyen har fået indskærpet SOS Børnebyernes retningslinjer for beskyttelse af børn og unge. Der har siden sagerne været et særligt fokus på at lære børn og unge om deres ret til omsorg, tryghed og beskyttelse, og at de voksne, de omgås, har pligt til at passe godt på dem. Dertil har børn og unge har lært om, hvordan de kan få hjælp, hvis der sker brud på deres beskyttelse.

SOS Børnebyerne arbejder i 136 lande og territorier verden over fra Norge til Namibia. Siden SOS Børnebyernes grundlæggelse i 1945 har vi hjulpet mere end fire millioner børn. Lige nu vokser omkring 65.000 forældreløse og udsatte børn og unge op i en SOS-familie.
Foto: Gunter Bieringer