Hjælp børn i
Kenya
Om Kenya
Kenya ligger i Østafrika og er centrum for økonomi og transport. Landet har igennem en årrække oplevet økonomisk vækst, men ulighed er en stor udfordring, og Kenya er et af de lande i Afrika med den største forskel mellem rig og fattig.
Ulighed præger også forholdet mellem mænd og kvinder i Kenya, hvor kvinder er dårligere uddannede og lønnede end mænd.
Over halvdelen af befolkningen arbejder i landbruget, hvilket står for 65 procent af Kenyas eksport. Landet har gennem de seneste år været udsat for tørke, voldsomme oversvømmelser og græshoppesværme, hvilket berører millioner af kenyanere og tvinger tusindvis på flugt.
Mange flygter til byerne, men uligheden er voldsom i byområderne. Omkring 50 procent af indbyggerne i byområderne lever i ekstremt fattige slumområder, hvor rent vand og basal sanitet er en mangel.
Hjælp børn i Kenya – Vold og arbejdsløshed truer
Mange børn og unge i Kenya lever i fattigdom. De har brug for akut pleje og beskyttelse, da de er i øget risiko for at lide under familiesammenbrud, klimaskabte trusler og udnyttelse. Omkring 8,5 procent af børn i alderen 5–14 år i Kenya er engageret i børnearbejde. I nogle af de mest udsatte regioner kan andelen dog være over 30 procent. Udover det er vold mod børn også et alvorligt problem i Kenya.
Læs mere om, hvordan SOS Børnebyerne bekæmper fattigdom
Børn og unge i Kenya går ofte i overfyldte skoler, og selvom det er gratis at gå i skole i Kenya, skal forældre stadig betale uofficielle skolepenge og købe skolebøger og uniformer, som ikke alle har råd til.
Når barndommen er ovre, står unge overfor et hårdt arbejdsmarked, og mindst hver tredje unge kenyaner er arbejdsløs. På grund af tørke, mangel på jord og jobmuligheder migrerer mange unge fra landet til byen, og ender ofte i de farligste og mest underbetalte jobs.
Fakta om Kenya
- Kenya er mere end 13 gange så stort som Danmark.
- Der bor omkring 58,6 millioner mennesker i Kenya.
- Knap 1,4 millioner kenyanere lever med hiv eller aids.
- For hver 100.000 børn, der bliver født, dør 379 kenyanske kvinder på grund af komplikationer under graviditet eller fødsel. I Danmark er tallet 4.
- En kenyansk kvinde føder i gennemsnit 3,1 børn.
Faktatallene er senest opdateret juni 2026. Kilder: Verdensbanken, UNICEF, Reuters, FN/Worldometer.
SOS Børnebyerne i Kenya
SOS Børnebyerne indledte sit arbejde i Kenya i 1971 og har i dag børnebyer i Eldoret, Nairobi, Mombasa, Kisumu, og Meru. SOS Børnebyerne Danmark finansierer børnebyerne i Nairobi og Eldoret.
Børnebyen i Eldoret blev åbnet i 1990, mens børnebyen i Nairobi blev åbnet i 1973. I børnebyerne får alle børnene et trygt hjem, kærlig omsorg, kompetent støtte og en uddannelse.
SOS Børnebyerne Danmark støtter også børnebyernes unge i overgangen til voksenlivet og i at få en uddannelse, ofte på kostskole eller i anden form for ungdomsuddannelse.
Styrker udsatte familier i lokalsamfundet
Allerbedst er det selvfølgelig, når børn kan blive boende i deres egen familie. Siden 1980’erne har SOS Børnebyerne udviklet programmer, der har til formål at styrke udsatte familier i lokalsamfundene. SOS Børnebyernes familieprogrammer forebygger, at børn mister deres familie.
Støtte til udsatte familier i lokalsamfundet forebygger, at fattigdom, uvidenhed eller sygdom fører til, at forældre må opgive deres børn. Derfor undervises familierne i ernæring, hygiejne og sundhed.
Samtidig får familierne tilbud om relevant kompetenceudvikling, deltagelse i spare- og lånegrupper og på den måde mulighed for at starte indtægtsgivende virksomhed.
På den måde sikrer SOS Børnebyerne, at familierne får den rette hjælp, så de i fremtiden kan klare sig selv og passe godt på deres børn.
Fakta om børn i Kenya
- 36 procent af Kenyas befolkning er under 14 år.
- Omkring 3,6 millioner børn mangler en eller begge forældre.
- 890.000 børn har mistet en eller begge forældre til aids.
- 40 børn ud af 1.000 dør før, de fylder 5 år. I Danmark er tallet 4.
- 98 procent af børn starter i 1. klasse. Kun 84 procent fortsætter i overbygningen.
- Over 6 procent af børnene kommer aldrig i skole.
- 18 procent af alle børn under 5 år udvikler sig ikke, som de skal, på grund af moderat eller alvorlig under- eller fejlernæring.
Faktatallene er senest opdateret juni 2026. Kilder: UNICEF, United Nations, Verdensbanken og FN.
Kenya ligger på øst siden af Afrika. Landet grænser op til Etiopien, Somalia, Sydsudan, Tanzania og Uganda. Landets centrale placering har gjort det til et centrum, specielt for handel. Kenya er en tidligere britisk koloni, men fik sin selvstændighed i 1919.
Kenya har et befolkningstal på over 57 millioner mennesker. Det er ca. 10 gange så mange som i Danmark.
Kilde: FN‑estimater (via Worldometer) 2025
Kenya har en betydelig andel af befolkningen, der lever i fattigdom. I 2022 var den nationale fattigdomsrate 39,8%, hvilket betyder, at over 20 millioner mennesker ikke kunne opfylde de grundlæggende behov. Af disse lever 31,7% i fødevarefattigdom, hvilket svarer til over 16 millioner mennesker.
Kilde: Kenya Poverty Report 2022
Læs mere om Kenya
Bliv SOS-fadder
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nu