12-årige Amira har bredt et tæppe ud på gulvet i det halvtomme hus i Damaskus i Syrien. Hun skriver koncentreret i et stilehæfte og kigger kun hurtigt op for at konsultere med den håndfuld skolebøger, der ligger spredt ud som en vifte foran hende.
Mange børn vil sikkert sukke genkendende af situationen, men for Amira er lektietiden et lille mirakel. Hun er startet i SOS Børnebyernes skoleprojekt i Damaskus, der gør det muligt for børn at blive på skolebænken i stedet for at skulle arbejde.
Amiras familie er fra Deir Ezzor i det nordlige Syrien. Her boede hun med sine forældre og to brødre, da krigen brød ud i 2011. I de efterfølgende år rykkede kampene tættere og tættere på Deir Ezzor, og i 2015 blev situationen så usikker, at Amiras far, Ahmad, valgte at flytte sin familie ind til Damaskus.
Flytningen gjorde situationen mere sikker, men fordi antallet af fordrevne familier i Damaskus voksede og voksede, oversteg udgifterne til husleje og leveomkostninger, hvad Ahmad og hans kone kunne tjene. Hvis familien også skulle have mad på bordet, måtte de tre børn bytte skolebænken ud med arbejdshandsker.
”Det var mit livs sværeste beslutning. Jeg følte mig så hjælpeløs, da jeg så andre børn gå i skole, mens jeg vidste, at mine børn var på vej til arbejde,” siger Ahmad.
I et helt år forsøgte børnene at tjente penge til familiens overlevelse ved at sælge plastikposer til butikker i Damaskus. De kom trætte hjem, havde smerter i ryggen, blev hurtigt sure eller kede af det. Ahmad og hans kone var konstant bekymrede for deres børns helbred. Ikke kun på grund af den ændrede opførsel, men også for faren ved at lade deres børn gå alene rundt i en storby som Damaskus.
”Jeg tænkte tit på, hvad der ville ske, hvis de en dag for vild eller gik ind i et farligt område, hvor der måske ville falde et missil,” siger Amiras mor, Manar.
I september 2016 begyndte SOS Børnebyerne et skoleprogram i Damaskus, der skulle få 500 børn væk fra børnearbejde og tilbage på skolebænken. Der er på nuværende tidspunkt 130 børn i programmet, og tre af dem er Ahmads. For at dække den manglende indtjeningen modtager Ahmad hver måned økonomisk støtte fra SOS Børnebyerne til mad, skoleuniformer, blyanter og hæfter.
”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er, når jeg står op om morgenen og sender mine børn i skole. Da de arbejdede, var det som at vågne op til et mareridt hver dag. Nu ved jeg, at mine børn hver dag gør noget godt for deres fremtid,” siger Manar.
12-årige Amira er også glad. Hun arbejder hårdt for at indhente den tabte skoletid, hun vil nemlig gerne være lærer, når hun bliver stor. Hun husker tilbage på den dag, hvor hendes far meddelte dem, at de skulle tilbage i skole.
”Da vi fik beskeden, løb jeg hele rundt i hele nabolaget og fortalte mine venner, at vi kunne følges i skole dagen efter.”
