Ulf har støttet SOS Børnebyerne som frivillig og fadder i snart et halvt århundrede. Så da han sammen med sin kone skulle tegne et testamente, var de enige om, at en del af deres arv skulle gå til SOS Børnebyernes arbejde ude i verden.
”Selvfølgelig skulle det med i testamentet. Vi var enige om, at vores arv skulle hjælpe udsatte børn til et bedre liv,” siger Ulf og fortsætter: ”For mig handlede det også om at efterlade et godt aftryk i verden og om selv at være med til at bestemme, hvad der skal ske, når jeg ikke længere er her til at holde øje.”
Også parrets nuværende SOS-barn er betænkt i testamentet: ”Vi fik ham i 2009, og i dag er han 16 år. Vi nyder at følge med i hans udvikling via fadderrapporterne, og vi håber, at vores bidrag kan være med til at skabe rammerne for lige præcis den tilværelse, han går og drømmer om,” siger Ulf.
Vi har selvfølgelig talt med vores børn om, at vi ønsker, at en del af arven skal gå til SOS Børnebyerne,” fortæller Ulf Skjernov. Foto: Anders Bobek
Der er stadig mange danskere, der ikke har tegnet et testamente. Uden et gyldigt testamente bliver arven fordelt automatisk efter arveloven. Mange forbinder testamenteskrivning med noget besværligt og tidskrævende, men i virkeligheden kræver det blot, at du har gjort dig nogle tanker om, hvad der skal ske med din formue og ejendele, og SOS Børnebyerne hjælper dig med gratis advokathjælp.
”Jeg tror, mange bliver bremset af tanken om at skulle til møde med en advokat. Så er det sikkert både svært, dyrt og tidskrævende og så videre. Men vi havde en rigtig god oplevelse med det. Hun guidede os stille og roligt igennem det hele, og så tog det altså kun en time. Inden da snakkede vi selvfølgelig med vores børn om, at vi ønsker, at en del af arven skal gå til SOS Børnebyerne. Nu er testamentet lavet, vi behøver ikke tænke mere på det, og dét giver ro i sindet,” siger Ulf.
Ingen arveafgift
SOS Børnebyerne er fritaget for at betale boafgift til staten, og du kan derfor være sikker på, at dine penge går ubeskåret til SOS Børnebyernes arbejde for forældreløse og udsatte børn ude i verden.
Gratis hjælp fra en advokat
Hvis du vil betænke SOS Børnebyerne i dit testamente, hjælper vi dig med rådgivning og gratis advokathjælp til oprettelse af testamentet.
Vi efterkommer dine ønsker
Vi behandler et testamente med stor respekt for din sidste vilje, og vi efterlever altid dine ønsker til brug af det testamenterede bidrag. Hvis du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, så går din arv til det, du har ønsket i testamentet.
Læs om vores politik i arvesager
SOS Børnebyernes politik i arvesager
Vi er klar til at hjælpe
Har du spørgsmål til, hvordan du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, kan du kontakte Mette Sandager Löhndorf på telefon: 3378 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk.
Når du vælger at testamentere en del af din arv til SOS Børnebyerne, bør du altid orientere din familie, så de ikke bliver overraskede, når du går bort. Det er desuden vigtigt, at dit testamente er gyldigt og afspejler dine nyeste ønsker for, hvem der skal arve dig. SOS Børnebyerne har ulykkeligvis tidligere oplevet, at et ugyldigt testamente har skabt knuder for både familie og SOS Børnebyerne.