Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form
Arv og testamente

Ofte stillede spørgsmål

Kan SOS Børnebyerne arve efter mig?

Ja, der er flere danskere, som vælger at betænke SOS Børnebyerne og andre velgørende organisationer.  Det er nødvendigt at oprette et testamente, hvor ens ønsker fremgår. For at et testamente er gyldigt, skal det være skriftligt og underskrives af en notar eller af to uvildige vidner som skal være fyldt 18 år og ikke er betænkt i testamentet. Vidnerne må ikke være gift, samlevende eller nært beslægtede med de personer, der betænkes i testamentet.

SOS Børnebyerne anbefaler, at dit testamente bliver underskrevet hos notaren. Med notarens bekræftelse af din underskrift kan der nemlig ikke sås tvivl om ægtheden af dit testamente. Samtidig registreres dit testamente i Centralregistret for testamenter, og skifteretten får automatisk besked, når du dør, modsat et vidnetestamente, som ikke bliver registreret eller opbevaret et officielt sted. Et notarpåtegnet testamente er din garanti for, at dit testamente bliver fundet frem og dine sidste ønsker opfyldt.

Læs mere om notartestamenter ved skifteretten på domstolenes hjemmeside

Kontakt testamenteansvarlig, Mette Sandager Löhndorf, på telefon: 3373 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk, hvis du overvejer at betænke SOS Børnebyerne i dit testamente.

Du kan også læse mere om mulighederne for at betænke SOS Børnebyerne i dit testamente her

Er det besværligt at oprette et testamente?

Det er en fordel, at du har gjort dig tanker om, hvordan du ønsker, at din arv skal fordeles, inden du kontakter en advokat. Det vil herefter i langt de fleste tilfælde være ganske ligetil for en advokat at udarbejde dit testamente. I de fleste tilfælde kan det drøftes via et telefonmøde, så du behøver altså ikke at møde personligt op på advokatkontoret.

Du kan med fordel downloade og udskrive vores tjekliste til oprettelse af testamente, som du kan udfylde forud for telefonmødet eller et fysisk møde med en advokat. Tjeklisten klæder dig på til mødet, og kan give advokaten et overblik over din formue og ønsker til fordeling af arven.

Kan man begunstige velgørenhed på sine pensions- og forsikringsordninger?

I mange tilfælde er det muligt at begunstige en velgørende organisation på pensions- og forsikringsordninger.

Normalt går pensions- og forsikringssummer uden om et dødsbo, og du kan ikke direkte i et testamente bestemme, hvem dine pensioner og forsikringer skal tilfalde. Ønsker du derfor selv at bestemme, hvem dine ordninger skal tilfalde, skal du tage kontakt til dit pengeinstitut, pensions- og forsikringsselskab.

Nogle vælger både at betænke SOS Børnebyerne i deres testamente og som begunstiget på sine pensions- og forsikringsordninger. Andre vælger alene at begunstige os i deres pensions- og forsikringsordninger.

Reglerne for, hvem du selv kan vælge som begunstiget til at arve dine ordninger, afhænger af, om der er tale om en fradragsberettiget eller ikke-fradragsberettiget ordning.

Læs mere om mulighederne og reglerne her

Vi anbefaler, at du tager kontakt til dit pengeinstitut, pensions og forsikringsselskab for at høre nærmere om de gældende regler for de forskellige slags pensioner og forsikringer, samt hvilken betydning det har for din situation.

Hvorfor er det en god idé at oprette et testamente?

Med et testamente sikrer du, at din sidste gave ender der, hvor du ønsker. Et testamente kan også være med til at forhindre misforståelser og konflikter mellem dine efterladte, og det kan give ro i sjælen. Uden et testamente bliver dine penge fordelt efter arveloven.

Læs mere om, hvorfor det kan være en god idé at oprette et testamente

Er SOS Børnebyerne med i Det Gode Testamente?

Ja, SOS Børnebyerne er med i Det Gode Testamente, som er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at bidrage til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.

Du kan føle dig tryg ved de organisationer, der er med i Det Gode Testamente. Alle er medlemmer af brancheforeningen ISOBRO.

Har du spørgsmål?

Mette Sandager Löhndorf, Testamenteansvarlig