Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

I takt med, at corona fik fodfæste over hele verden, begyndte den mangeårige succes med at reducere global fattigdom at vakle. For første gang i 20 år begyndte fattigdom på verdensplan at stige.  På baggrund af tal fra Verdensbanken vurderer Oxfam i en ny rapport, at 263 millioner mennesker vil blive skubbet ud i fattigdom alene i 2022, og at der dermed er omkring 860 millioner mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen på verdensplan.

SOS Børnebyernes præsident var i sidste uge på besøg hos SOS Børnebyerne Danmark, og han er bekymret for situationen lige nu.

”Over de sidste to år har vi tabt uendeligt meget. Børn har mistet læring og skolegang, mental sundhed blandt både børn og voksne har fået et alvorligt knæk, jobsituationen er usikker. Det kommer oveni klimaforandringerne, der viser sig gennem stigende temperaturer og tørke, og læg så dertil de stigende fødevarepriser,” siger Dereje Wordofa, præsident for SOS Børnebyernes 137 landeorganisationer.

Sultkatastrofe truer på Afrikas Horn

Ud af de 860 millioner mennesker, der vil leve under fattigdomsgrænsen ved udgangen af 2022, vurderer Oxfam desuden, at 827 millioner af dem vil være undernærede.

Netop underernæring er lige nu scenariet på Afrikas Horn, hvor en kombination af den værste tørke i 39 år, stigende priser på mad og brændstof, grundet krigen i Ukraine samt et jobmarked i ruiner efter corona tilsammen udgør en potentiel sultkatastrofe i Etiopien, Kenya og Somalia. World Food Programme vurderer, at godt seks millioner mennesker i Somalia sulter i ekstrem grad. Det er godt 40 procent af landets befolkning. Af de seks millioner er godt 1,4 millioner af dem børn, der er i alvorlig fare for fejlernæring.

”Krigen i Etiopien, tørken i Somalia og Kenya påvirker utroligt mange mennesker. Alle organisationer såvel som FN og regeringer forsøger lige nu at sikre fødevarer, beskyttelse af børn og beskyttelse af folks ejendom så godt som muligt. Men der er et meget stort spænd mellem behovet, og de midler vi har til at hjælpe. Lige nu kommer der ikke så mange midler fra verdenssamfundet, som vi har brug for,” siger Dereje Wordofa.

“Ingen regn, ingen høst” – læs mere om situationen på Afrikas Horn

 

Stigende priser udfordrer verdens fattige

Sådan defineres fattigdom

Verdensbanken definerer fattigdom og ekstrem fattigdom ud fra en generel dagsindkomst.

– Grænsen for fattigdom er på knapt 23 kroner at leve for om dagen, svarende til cirka 460 kroner om måneden.

–  Grænsen for ekstrem fattigdom er på knapt 13,5 kroner om dagen, svarende til cirka 270 kroner om måneden.

Mad bliver dyrere

De stigende fødevarepriser gør det endnu sværere for verdens fattigeste at få råd til mad. På blot et år er priserne steget voldsomt. Herunder priseksempler fra Etiopien:

– En liter madolie plejede at koste 75 birr (10 kroner). Nu koster det 235 birr (32 kroner).

– Et kilo hvede kostede 17 birr (2,25 kroner). Nu koster det 45 birr (6 kroner)

Vi har et særligt ansvar for børnene

SOS Børnebyerne samarbejder med andre organisationer om, hvor vi kan sætte ind bedst muligt for at forhindre en sultkatastrofe, men som børneorganisation har SOS Børnebyerne også en særlig forpligtelse overfor børn og deres familier.

”Vi skal sikre, at familierne får hjælp, så alle er sunde, mætte, går i skole og har en stabil indkomst. Børns beskyttelse er den allerhøjeste prioritet, de skal ikke bare overleve, de skal trives og udvikle sig. Det gælder både på Afrikas Horn og i resten af verden, og det er den udfordring vi står over for nu. Vores mål er at mindske børns sårbarhed, så de vokser op med tryghed og stabilitet,” siger Dereje Wordofa, præsident for SOS Børnebyernes føderation.

Du kan hjælpe børn i Afrika truet af sult og tørke – bliv SOS-fadder i dag

Hjælp børn på Afrikas Horn

Du kan hjælpe udsatte børn og familier i Afrika, der er truet af sult og tørke – bliv SOS-fadder i dag.

Du kan også støtte SOS Børnebyernes katastrofefond og give et bidrag til at hjælpe udsatte børn og familier gennem den nuværende krise.