Hvem kan jeg vælge, skal arve mine pensions- og forsikringsordninger?
Reglerne for, hvem du selv kan vælge som begunstiget til at arve dine ordninger, afhænger af, om der er tale om en fradragsberettiget eller ikke-fradragsberettiget ordning.
Ved fradragsberettigede ordninger kan velgørende organisationer ikke indsættes som begunstiget. Såfremt en velgørende organisation skal modtage midlerne fra ordningen, vil det derfor som udgangspunkt kræve, at du ophæver begunstigelsesklausulerne, således at udbetalingen sker til dit dødsbo. Det betyder, at der skal træffes en udtrykkelig bestemmelse over for pensions- og/eller -forsikringsselskabet om, at der ikke skal være indsat en begunstiget. Samtidig vil det kræve, at du har oprettet et testamente, hvori du har indsat en velgørende organisation som arving, før denne – via arv fra selve dødsboet – kan få del i udbetalingen af ordningerne.
Står begunstigelsen som ”nærmeste pårørende” modtager en velgørende organisation kun, hvis du har indsat denne i dit testamente, og ordningerne tilfalder arvinger efter testamente, som nærmeste pårørende i punkt 4 ovenfor, dvs. at du hverken skal efterlade dig ægtefælle, registreret partner, samlever eller livsarvinger.
Ved ikke-fradragsberettigede ordninger kan man selv bestemme, hvem man vil indsætte som begunstiget. Her kan man f.eks. indsætte en velgørende organisation eller personer både uden for og inden for den nævnte kreds i “nærmeste pårørende”.
Kontakt dit pengeinstitut og/eller pensions- og forsikringsselskab
Vi anbefaler, at du tager kontakt til dit pengeinstitut, pensions- og forsikringsselskab for at høre nærmere om de gældende regler for de forskellige slags pensioner og forsikringer, samt hvilken betydning det har for den enkeltes situation.
Vil du vide mere?
Ofte stillede spørgsmål
SOS Børnebyernes testamenteansvarlige, Mette Sandager Löhndorf, tager den indledende snak med dem, som ringer ind. Det er altid en spændende snak, hvor folk fortæller om deres liv og deres bevæggrund for at betænke SOS Børnebyerne. Hvis man ønsker at gå videre i processen, tilbyder vi hjælp fra en advokat. Når man betænker SOS Børnebyerne i sit testamente, dækker vi advokatens salær. Omkostningen til advokatens salær er skattepligtig.
SOS Børnebyerne betaler for omkostningerne til oprettelse af testamenter, som giver udtryk for en reel hensigt om at begunstige organisationens formål.
SOS Børnebyerne betaler derfor ikke omkostningerne til oprettelsen af et testamente, hvis indsættelsen af SOS Børnebyerne er betinget, f.eks. af at andre arvinger er døde. SOS Børnebyerne betaler heller ikke, hvis testamentet er udformet således, at SOS Børnebyerne kun modtager arv, såfremt arven til de øvrige arvinger reelt forøges. Arven må f.eks. ikke være betinget af, at der fortsat er lovhjemmel til at benytte 70/30-modellen eller lignende.
Læs mere om, hvordan du kan betænke SOS Børnebyerne i dit testamente samt muligheden for få gratis advokathjælp
Her kan du læse mere om SOS Børnebyernes politik i arvesager
Med et testamente sikrer du, at din sidste gave ender der, hvor du ønsker. Et testamente kan også være med til at forhindre misforståelser og konflikter mellem dine efterladte, og det kan give ro i sjælen. Uden et testamente bliver dine penge fordelt efter arveloven.
Læs mere om, hvorfor det kan være en god idé at oprette et testamente
Testamenteskrivning er ikke raketvidenskab. Men det er heller ikke hverdagskost for de fleste af os. Du tror måske, at det er besværligt og dyrt at skrive testamente, men i virkeligheden kræver det blot, at du har gjort dig nogle tanker om, hvad der skal ske med din formue og ejendele og får det skrevet ned.
Hvis du skal til et fysisk møde eller telefonmøde med en advokat om oprettelse af testamente, kan du med fordel downloade og udskrive vores tjekliste, som du kan udfylde forud for mødet. Tjeklisten klæder dig på til mødet, og kan give advokaten et overblik over din formue og ønsker til fordeling af arven.
Det er vigtigt, at dit testamente er entydigt og underskrevet korrekt for at være gyldigt. Derfor anbefaler vi, at du rådfører dig med en advokat. Når du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og hjælp af en advokat til at skrive testamentet.
Vi fortæller gerne meget mere om den gratis juridiske hjælp og rådgiver dig i, hvordan din arv kan give forældreløse og udsatte børn en gave for livet. Kontakt Mette Sandager Löhndorf på telefon: 3373 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk, hvis du vil vide mere.
En fremtidsfuldmagt giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det. Det kan f.eks. være en nær pårørende som en ægtefælle, børn, søster eller en betroet ven, som får ret til at træffe beslutninger på dine vegne.
Mange vælger at oprette en fremtidsfuldmagt samtidig med et testamente for at sikre, at deres ønsker bliver fulgt, både mens de er i live og efter de er gået bort.
Hvis du overvejer at oprette en fremtidsfuldmagt, opfordrer vi til at søge vejledning hos en advokat, så du kan sikre dig, at den opfylder alle lovkrav og er i overensstemmelse med dine ønsker.