Mød en testator Ulf og Esben
Ulf og SOS Børnebyerne går mange årtier tilbage. Det var allerede i hans studietid, at den dengang noget mindre organisation gjorde sit indtog. Siden da har den været mere eller mindre fast inventar, og Ulf har gennem årene været engageret både som fadder, frivillig og leder af lokalgruppen i Halsnæs. SOS Børnebyerne har en særlig plads i Ulfs hjerte af én eneste grund – nemlig de børn, der får støtte:
“Når jeg ser et barn på gaden på 3-4 år med sin far eller mor i hånden, så tænker jeg jo ‘for dælen da, det er jo det det hele handler om’. De skal jo have nogle voksne omkring sig, som de kan se op til. De skal have noget omsorg.”
En let beslutning
Sammen med sin kone har Ulf også haft et fadderbarn i Eritrea siden 2009. Han er i dag omkring de 20 år og sender hvert år til jul en hilsen til Danmark. Julehilsen varmer altid, men for Ulf og hans kone er det langt fra en forventning og heller ikke det vigtigste. For dem er det det store billede, og hvordan SOS Børnebyerne kan gøre livet bedre for så mange børn som muligt.
Det er også i høj grad det, der lå til grund for parrets beslutning om at betænke både deres egne børn, børnebørn og SOS Børnebyerne i deres testamente:
“Der er såmænd ikke nogen stor historie. Og jeg synes heller ikke, det er noget, vi skal sættes op på en pedistal for at have gjort. Vi gjorde det bare, fordi det synes vi, at man bør. Jeg har svært ved at finde argumenter imod at støtte udsatte børn.”
Beslutningen faldt altså Ulf og hans kone naturlig og let. Men hvad siger familien så til at skulle dele arven med en organisation? For Ulfs søn Esben – der repræsenterer den ene halvdel af en søskendeflok på to – har den beslutning i hvert fald ikke givet anledning til at stille spørgsmålstegn ved hans forældres sidste gave.
“Når jeg ser et barn på gaden på 3-4 år med sin far eller mor i hånden, så tænker jeg jo ‘for dælen da, det er jo det det hele handler om’. De skal jo have nogle voksne omkring sig, som de kan se op til. De skal have noget omsorg.”
Kun glæde tilovers for forældrenes valg
Hos Esben har SOS Børnebyerne haft en mere anonym plads, som ét af de mange gode formål han har valgt at støtte i ny og næ. Det ændrer dog ikke ved hans grundlæggende opfattelse: Hans forældres arv er hundrede procent hans forældre anliggende. Hvordan de vælger at fordele, hvad der måtte blive tilbage, er helt og aldeles op til dem.
Når det er sagt, så har Esben kun glæde tilovers for beslutningen om også at tilgodese SOS Børnebyerne:
“Jeg ser det i hvert fald ikke som noget, der fragår mig. Sådan kunne man jo godt vælge at se på det. Men sådan har jeg det ikke. Tværtimod. Der er nogen, der giver en gave på vegne af mig.”
Ulf selv og hans kone havde heller ingen bekymringer for, at der ville komme ugler i mosen hos børnene over deres beslutning. Og derfor gjorde de heller ikke stort nummer ud af skulle overbringe beskeden om deres beslutning.
“Jeg tror bare, I fortalte os det sådan lidt uformelt, at nu var der styr på testamentet, og at I havde valgt at gøre sådan og sådan. Og så var det jo fint med os,” mindes Esben.
Ulf nikker eftertænksomt: “Ja, det var ikke så meget mere i det. Men jeg kan da også godt lide tanke om, at jeg kan være med til at sætte et positivt aftryk på noget, efter at jeg er død. Og så det er jo dejligt, at børnene og børnebørnene kan acceptere det og positivt sige: ‘Ja, det gjorde vores forældre og bedsteforældre’.”