Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Kender du 70/30-modellen?

Betænker du SOS Børnebyerne med 30% af din arv og beder os om at betale bo- og tillægsboafgiften for de øvrige arvinger*, vil de modtage en større arv, end hvis du testamenterede hele beløbet til dem.

Med brug af denne model har du således mulighed for at sikre dine arvinger, som skal betale både bo- og tillægsboafgift, mere i arv og samtidig betænke velgørenhed.

I videoen til højre forklarer vi dig hvordan, og viser et eksempel på beregningen.

*Gælder ikke for livsarvinger og forældre, men for dem, som bliver beskattet med 36,25% i bo-, og tillægsboafgift. Det kan f.eks. være , niecer, nevøer, søskende* eller en god ven.

*I maj 2024 vedtog Folketinget en lovændring, som betyder, at søskende fra 1. januar 2027 fritages for at betale tillægsboafgift på 25%. Søskende skal således herefter kun betale 15% i boafgift.

Arv og testamente

Ofte stillede spørgsmål

Er det besværligt at oprette et testamente?

Det er en fordel, at du har gjort dig tanker om, hvordan du ønsker, at din arv skal fordeles, inden du kontakter en advokat. Det vil herefter i langt de fleste tilfælde være ganske ligetil for en advokat at udarbejde dit testamente. I de fleste tilfælde kan det drøftes via et telefonmøde, så du behøver altså ikke at møde personligt op på advokatkontoret.

Du kan med fordel downloade og udskrive vores tjekliste til oprettelse af testamente, som du kan udfylde forud for telefonmødet eller et fysisk møde med en advokat. Tjeklisten klæder dig på til mødet, og kan give advokaten et overblik over din formue og ønsker til fordeling af arven.

Hvad sker der med min arv, hvis jeg ikke har et testamente?

Hvis du ikke skriver testamente, bliver din formue og ejendele fordelt efter arvelovens regler. Her arver ægtefælle eller livsarvinger automatisk alt – arveklasse 1. Har du ingen ægtefælle eller livsarvinger, arver dine forældre eller deres børn eller dine niecer og nevøer – arveklasse 2. Har du ingen slægtninge i arveklasse 1 og arveklasse 2, arver eventuelle bedsteforældre eller deres børn, men ikke fjernere livsarvinger – dvs. dine kusiner og fætre og deres børn i arveklasse 3.

Er der ingen arvinger efter loven eller et oprettet testamente, tilfalder din formue staten.

Læs mere om arveklasserne

Hvad koster det at oprette et testamente?

Når du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og hjælp af en advokat til at skrive testamentet. Omkostningen til advokatens salær er skattepligtig. Vi fortæller gerne meget mere om og rådgiver dig i, hvordan din arv kan give forældreløse og udsatte børn en gave for livet.

Kontakt Mette Sandager Löhndorf på telefon: 3373 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk, hvis du vil vide mere.

Hvordan arbejder SOS Børnebyerne med testamenter og arvesager?

SOS Børnebyernes testamenteansvarlige, Mette Sandager Löhndorf, tager den indledende snak med dem, som ringer ind. Det er altid en spændende snak, hvor folk fortæller om deres liv og deres bevæggrund for at betænke SOS Børnebyerne. Hvis man ønsker at gå videre i processen, tilbyder vi hjælp fra en advokat. Når man betænker SOS Børnebyerne i sit testamente, dækker vi advokatens salær. Omkostningen til advokatens salær er skattepligtig.

SOS Børnebyerne betaler for omkostningerne til oprettelse af testamenter, som giver udtryk for en reel hensigt om at begunstige organisationens formål.

SOS Børnebyerne betaler derfor ikke omkostningerne til oprettelsen af et testamente, hvis indsættelsen af SOS Børnebyerne er betinget, f.eks. af at andre arvinger er døde. SOS Børnebyerne betaler heller ikke, hvis testamentet er udformet således, at SOS Børnebyerne kun modtager arv, såfremt arven til de øvrige arvinger reelt forøges. Arven må f.eks. ikke være betinget af, at der fortsat er lovhjemmel til at benytte 70/30-modellen eller lignende.

Læs mere om, hvordan du kan betænke SOS Børnebyerne i dit testamente samt muligheden for få gratis advokathjælp

Her kan du læse mere om SOS Børnebyernes politik i arvesager

Kan man begunstige velgørenhed på sine pensions- og forsikringsordninger?

I mange tilfælde er det muligt at begunstige en velgørende organisation på pensions- og forsikringsordninger.

Normalt går pensions- og forsikringssummer uden om et dødsbo, og du kan ikke direkte i et testamente bestemme, hvem dine pensioner og forsikringer skal tilfalde. Ønsker du derfor selv at bestemme, hvem dine ordninger skal tilfalde, skal du tage kontakt til dit pengeinstitut, pensions- og forsikringsselskab.

Nogle vælger både at betænke SOS Børnebyerne i deres testamente og som begunstiget på sine pensions- og forsikringsordninger. Andre vælger alene at begunstige os i deres pensions- og forsikringsordninger.

Reglerne for, hvem du selv kan vælge som begunstiget til at arve dine ordninger, afhænger af, om der er tale om en fradragsberettiget eller ikke-fradragsberettiget ordning.

Læs mere om mulighederne og reglerne her

Vi anbefaler, at du tager kontakt til dit pengeinstitut, pensions og forsikringsselskab for at høre nærmere om de gældende regler for de forskellige slags pensioner og forsikringer, samt hvilken betydning det har for din situation.

Har du spørgsmål?

Mette Sandager Löhndorf, Testamenteansvarlig