Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form
Find svar på dine spørgsmål her

Ofte stillede spørgsmål

Hvorfor testamentere til SOS Børnebyerne?

For mange kan det at oprette testamente være med til at give fred i sindet, og det er en måde at sikre, at ens sidste vilje bliver opfyldt, den dag man ikke er her mere. Mange af dem, der testamenterer til SOS Børnebyerne, har været faddere eller støttet vores arbejde på anden vis. Der er også en del mennesker uden nær familie, som ønsker, at SOS Børnebyerne skal arve det, de efterlader sig. SOS Børnebyerne er taknemmelige for den store tillid, vi bliver vist gennem testamentariske gaver. Vi har i løbet af de sidste 70 år hjulpet over fire millioner forældreløse og udsatte børn – blandt andet takket være testamentariske gaver.

Hvad koster det at oprette et testamente?

Når du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og hjælp af en advokat til at skrive testamentet. Omkostningen til advokatens salær er skattepligtig. Vi fortæller gerne meget mere om og rådgiver dig i, hvordan din arv kan give forældreløse og udsatte børn en gave for livet.

Kontakt Mette Sandager Löhndorf på telefon: 3373 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk, hvis du vil vide mere.

Er det besværligt at oprette et testamente?

Det er en fordel, at du har gjort dig tanker om, hvordan du ønsker, at din arv skal fordeles, inden du kontakter en advokat. Det vil herefter i langt de fleste tilfælde være ganske ligetil for en advokat at udarbejde dit testamente. I de fleste tilfælde kan det drøftes via et telefonmøde, så du behøver altså ikke at møde personligt op på advokatkontoret.

Du kan med fordel downloade og udskrive vores tjekliste til oprettelse af testamente, som du kan udfylde forud for telefonmødet eller et fysisk møde med en advokat. Tjeklisten klæder dig på til mødet, og kan give advokaten et overblik over din formue og ønsker til fordeling af arven.

Hvor meget kan jeg bestemme over i mit testamente?

Arveloven bestemmer, at din ægtefælle, børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn og adoptivbørn (livsarvinger) som minimum skal arve 25% af det, de ville have arvet, hvis du ikke havde oprettet testamente. Det kaldes tvangsarv. De resterende 75%, som betegnes som friarven, kan du selv råde over.

Efterlader du dig hverken ægtefælle eller livsarvinger, kan du frit råde over hele formuen, når du skriver testamente.

Læs mere om tvangs- og livsarvinger samt tvangsarv og friarv her

Eller læs om arverækkefølgen her

Hvad er en fremtidsfuldmagt?

En fremtidsfuldmagt giver dig mulighed for at bestemme, hvem der skal varetage dine personlige og økonomiske forhold, hvis du en dag ikke længere selv er i stand til det. Det kan f.eks. være en nær pårørende som en ægtefælle, børn, søster eller en betroet ven, som får ret til at træffe beslutninger på dine vegne.

Mange vælger at oprette en fremtidsfuldmagt samtidig med et testamente for at sikre, at deres ønsker bliver fulgt, både mens de er i live og efter de er gået bort.

Hvis du overvejer at oprette en fremtidsfuldmagt, opfordrer vi til at søge vejledning hos en advokat, så du kan sikre dig, at den opfylder alle lovkrav og er i overensstemmelse med dine ønsker.

Er SOS Børnebyerne med i Det Gode Testamente?

Ja, SOS Børnebyerne er med i Det Gode Testamente, som er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at bidrage til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.

Du kan føle dig tryg ved de organisationer, der er med i Det Gode Testamente. Alle er medlemmer af brancheforeningen ISOBRO.

Har du spørgsmål?

Christine Wammen Sørensen, Arvekoordinator