Vil du vide mere?
Ofte stillede spørgsmål
For mange kan det at oprette testamente være med til at give fred i sindet, og det er en måde at sikre, at ens sidste vilje bliver opfyldt, den dag man ikke er her mere. Mange af dem, der testamenterer til SOS Børnebyerne, har været faddere eller støttet vores arbejde på anden vis. Der er også en del mennesker uden nær familie, som ønsker, at SOS Børnebyerne skal arve det, de efterlader sig. SOS Børnebyerne er taknemmelige for den store tillid, vi bliver vist gennem testamentariske gaver. Vi har i løbet af de sidste 70 år hjulpet over fire millioner forældreløse og udsatte børn – blandt andet takket være testamentariske gaver.
Arveafgift, i dag kaldet boafgift, er en afgift til staten, som boet skal betale af arven.
Afgiften afhænger af boets størrelse, men også hvilken relation man havde til afdøde.
Afdødes ægtefælle eller registrerede partner skal ikke betale boafgift.
Alle andre personer skal betale 15% i boafgift til staten af det, der overstiger bundfradraget. Derudover skal der for visse personer betales en eventuel tillægsboafgift på 25%.
Tillægsboafgiften beregnes som 25% af arven, dog sådan at den beregnede boafgift på 15% fratrækkes i arven, før tillægsboafgiften beregnes. Derved bliver den samlede afgift ikke 40%, men 36,25%.
SOS Børnebyerne er, som mange andre velgørende organisationer, fritaget for at betale boafgift til staten. Det betyder, at det beløb, der testamenteres til os, går ubeskåret til vores arbejde for udsatte og forældreløse børn. Se listen over afgiftsfritagede organisationer
Arveloven bestemmer, at din ægtefælle, børn, børnebørn, oldebørn, tipoldebørn og adoptivbørn (livsarvinger) som minimum skal arve 25% af det, de ville have arvet, hvis du ikke havde oprettet testamente. Det kaldes tvangsarv. De resterende 75%, som betegnes som friarven, kan du selv råde over.
Efterlader du dig hverken ægtefælle eller livsarvinger, kan du frit råde over hele formuen, når du skriver testamente.
Læs mere om tvangs- og livsarvinger samt tvangsarv og friarv her
Testamenteskrivning er ikke raketvidenskab. Men det er heller ikke hverdagskost for de fleste af os. Du tror måske, at det er besværligt og dyrt at skrive testamente, men i virkeligheden kræver det blot, at du har gjort dig nogle tanker om, hvad der skal ske med din formue og ejendele og får det skrevet ned.
Hvis du skal til et fysisk møde eller telefonmøde med en advokat om oprettelse af testamente, kan du med fordel downloade og udskrive vores tjekliste, som du kan udfylde forud for mødet. Tjeklisten klæder dig på til mødet, og kan give advokaten et overblik over din formue og ønsker til fordeling af arven.
Det er vigtigt, at dit testamente er entydigt og underskrevet korrekt for at være gyldigt. Derfor anbefaler vi, at du rådfører dig med en advokat. Når du betænker SOS Børnebyerne i dit testamente, kan du få gratis rådgivning og hjælp af en advokat til at skrive testamentet.
Vi fortæller gerne meget mere om den gratis juridiske hjælp og rådgiver dig i, hvordan din arv kan give forældreløse og udsatte børn en gave for livet. Kontakt Mette Sandager Löhndorf på telefon: 3373 0293 eller mail: msl@sosbornebyerne.dk, hvis du vil vide mere.