Viktors søn døde i krig

Viktors krigstraume kan ikke ses udenpå, han bærer det indeni

Da bomber begynder at falde natten til den 24. februar 2022, ringer Viktor klokken fem om morgenen til sin ældste søn, Mykhailo, der bor og arbejder i Kyiv.
”Krigen er begyndt. Skynd dig hjem,” lyder beskeden fra far til søn.

I Kyiv forlader folk byen i hobetal, og vejene ud er spærrede af lange bilkøer fuld af mennesker, der prøver at flygte. Først da klokken er fem om eftermiddagen, når Mykhailo frem efter at have brugt 12 timer på at tilbagelægge de godt 70 kilometer mellem Kyiv og sit barndomshjem.

Forsvundet

Den 3. marts tager Mykhailo afsted mod forstadsbyen Borodyanka for at slutte sig til forsvarsgruppen. Men han kommer ikke tilbage om aftenen.

”Se, Mykhailo tog det her billede. Det er fra den dag, han forsvandt,” siger Viktor og viser et billede af en brandbil med knust forrude på sin telefon.

”Mykhailos store kærlighed var fotografi. Han fotograferede alt. Han begyndte med at fotografere aftenhimlen og sluttede med billeder af krigen her.”

Mykhailo bliver først fundet den 24. april.

”De fandt ham i en massegrav. Politiet sagde, at hans ben var som gelé. De sagde, at de russiske soldater havde kørt hans ben over, mens han var i live og ved bevidsthed. Da de gravede ham op, opdagede de, at han havde prøvet at lave en årepresse og forbinde sine ben. Han var meget slemt forslået, og de havde stukket ham.”

Psykologhjælp fra SOS Børnebyerne i Ukraine

Chokket og savnet påvirker hele familien meget, og i dag får de psykologhjælp af SOS Børnebyerne på et socialcenter i Borodyanka i Ukraine.

Her er blandt andet hjælp til familier berørt direkte af krigen, herunder hjælp til at finde bolig, vinterhjælp, børnevenlige områder, psykologhjælp til børn og voksne og undervisning.

”Den måde vi er blevet mødt på her, er højt værdsat og betyder meget for os. Vi får hjælp til undervisning af vores yngste, og vi får også psykologhjælp. Her er rart at være. De har sagt til mig, at jeg bare skal sige, hvad jeg har brug for, så vil de forsøge at hjælpe,” siger Viktor.