Børn i Ukraine ved ikke, hvordan man leger

Når luftalarmenerne lyder, kan børnene kramme en, de er glade for – eller en bamse, en dukke eller et kæledyr og sige:

’Du er bange, men jeg er lige her sammen med dig.’

Det lærer psykologer i SOS Børnebyernes socialcenter i Mykolaiv i Ukraine de børn, de arbejder med. For børnene er bange. De er bange for bomber, for at deres familie falder fra hinanden, og for at deres forældre bliver skilt.

Angsten giver børnene mave- og hovedpine, de græder, og nogle børn begynder at stamme, andre stopper helt med snakke.

På socialcentret arbejder psykologerne med både børn og forældre, især mødre. Individuelt med børnene og gruppeworkshops med de voksne.

”Vi bruger forskellige metoder som eventyrterapi, musikterapi, sandterapi og allermest kunstterapi,” siger psykolog Olena Nadieina.

Ingen sociale fællesskaber

Mange børn i Ukraine har ingen venner. De seneste tre års krig har betydet, at de er isoleret derhjemme. Mødrene går på arbejde, mens fædrene er i krig.

Derhjemme sidder børn alene på smartphonen, både når de skal se underholdes, og når de skal undervises.

Mange børn i Ukraine ved slet ikke, hvordan man leger.

”De kender kun smartphones – internettet er deres liv. Vores børn lever på deres telefon,” siger Iryna Shlychek-Verba.

Mindre børn har aldrig gået i børnehave eller vuggestue. Lidt større børn har aldrig gået i skole.

”Først kom pandemien og så det her. De her børn ved ikke, hvordan det er at gå i skole, hvordan det er at være i et klasselokale og socialisere med jævnaldrende. De ved ikke, hvordan det føles at være en del af et fællesskab,” siger Olena Nadieina.

”Vores børn har ikke en barndom. De har simpelthen ikke en barndom. Vores børn er blevet tvunget til at blive voksne alt for hurtigt – mentalt svarer en 10-årig til en 16-årig, fordi med far i krig og mor på arbejde, skal de tage sig af deres mindre søskende,” supplerer Iryna Shlychek-Verba.