
På SOS Børnebyernes socialcenter i Mykolaiv arbejder psykologerne blandt andet med børns angst for bomber og for at falde i søvn.
Foto: Katerina Ilievska
Når luftalarmenerne lyder, kan børnene kramme en, de er glade for – eller en bamse, en dukke eller et kæledyr og sige:
’Du er bange, men jeg er lige her sammen med dig.’
Det lærer psykologer i SOS Børnebyernes socialcenter i Mykolaiv i Ukraine de børn, de arbejder med. For børnene er bange. De er bange for bomber, for at deres familie falder fra hinanden, og for at deres forældre bliver skilt.
Angsten giver børnene mave- og hovedpine, de græder, og nogle børn begynder at stamme, andre stopper helt med snakke.
På socialcentret arbejder psykologerne med både børn og forældre, især mødre. Individuelt med børnene og gruppeworkshops med de voksne.
”Vi bruger forskellige metoder som eventyrterapi, musikterapi, sandterapi og allermest kunstterapi,” siger psykolog Olena Nadieina.

Foto: Katerina Ilievska
Eventyrterapi
Et af de børn, Iryna Shlychek-Verba arbejder med, er en pige, der er meget bange for mørke, fordi de fleste luftangreb sker om natten. Pigen tør ikke gå hen til beskyttelsesrummet om natten, og selv de sjældne nætter, hvor der ikke er luftangreb, kan hun kun sove, når hun er sammen med sin mor.
”Vi bruger eventyrterapi til at hjælpe hende. Hun finder på historier, der ender godt. Vi kan se på hende og hører også fra hendes mor, at hun får det bedre af det,” siger Iryna Shlychek-Verba.
”Børn siger bogstaveligt talt til os: ’Jeg vil gerne have nogle venner’
Ingen sociale fællesskaber
Mange børn i Ukraine har ingen venner. De seneste tre års krig har betydet, at de er isoleret derhjemme. Mødrene går på arbejde, mens fædrene er i krig.
Derhjemme sidder børn alene på smartphonen, både når de skal se underholdes, og når de skal undervises.
Mange børn i Ukraine ved slet ikke, hvordan man leger.
”De kender kun smartphones – internettet er deres liv. Vores børn lever på deres telefon,” siger Iryna Shlychek-Verba.
Mindre børn har aldrig gået i børnehave eller vuggestue. Lidt større børn har aldrig gået i skole.
”Først kom pandemien og så det her. De her børn ved ikke, hvordan det er at gå i skole, hvordan det er at være i et klasselokale og socialisere med jævnaldrende. De ved ikke, hvordan det føles at være en del af et fællesskab,” siger Olena Nadieina.
”Vores børn har ikke en barndom. De har simpelthen ikke en barndom. Vores børn er blevet tvunget til at blive voksne alt for hurtigt – mentalt svarer en 10-årig til en 16-årig, fordi med far i krig og mor på arbejde, skal de tage sig af deres mindre søskende,” supplerer Iryna Shlychek-Verba.
De kender kun smartphones – internettet er deres liv. Vores børn lever på deres telefon
Ønsker sig venner
På socialcentret mødes børn med andre børn.
”Børn siger bogstaveligt talt til os: ’Jeg vil gerne have nogle venner’,” siger Olena.
På centret får børnene undervisning, de leger, socialiserer og får venner. Og selvom tiderne er svære lige nu, har psykologerne håb for børn i Ukraines fremtid.
”Så længe der er fagpersoner, der kan hjælpe de ukrainske børn til at få en lykkelig barndom, så længe forældrene søger støtte, så længe der er ressourcer og muligheder, er der håb for fremtiden. Det er altafgørende, at vi bliver ved med støtte børn i Ukraine,” siger Olena Nadieina.
Hjælp Ukraine
Bliv SOS-fadder i Ukraine og hjælp børn og unge ramt af krig.
Bliv SOS-fadder i Ukraine