Mistede alt i krigen: Ganna kæmper videre for sin søns fremtid

Familien mistede alt

Ganna havde netop fået et lærerjob, hvor hun kunne undervise online og passe sin lille søn Vanya, da familiens hjem i det nordlige Ukraine blev sønderbombet i et raketangreb. Skolen, hvor Ganna var ansat, blev også ramt, og Ganna og hendes mand og søn måtte flygte. De havde intet tilbage.

Familien flyttede ind hos en ven, og Vanya startede i børnehave. Ganna håbede at skabe lidt normalitet, men kort efter holdt Vanya op med at tale. “Først troede jeg, det var på grund af det nye miljø. En læge mente, det kunne være stress fra angrebene og alle flytningerne. Men en børnehavepædagog sagde, det ikke var stress,” fortæller Ganna.

SOS Børnebyerne trådte til med støtte til familien. Efter mange måneder med undersøgelser fik Vanya diagnosen autisme. Samtidig forlod Gannas mand familien, og hun og Vanya stod alene tilbage.

Mor og søn får hjælp og støtte

“Det skulle egentlig have været en kortvarig støtte, men det blev klart, at vi måtte hjælpe dem i længere tid,” siger Khrystyna, som er socialarbejder hos SOS Børnebyerne.

SOS Børnebyerne sørgede for lægeundersøgelser, og Vanya får både individuel og gruppebaseret psykologhjælp. Han ser også en talepædagog og en socialpædagog. Vanya bliver urolig i mørke, kolde rum som kældre og beskyttelsesrum, og han bliver angst, når hans rutiner bliver afbrudt. Men Ganna fortæller, at han er holdt op med at være bange for andre mennesker: “Før kiggede han ikke folk i øjnene. Nu siger han hej og taler med folk”.

Ganna har også fået behandlinger hos en psykolog og en psykoterapeut, og SOS Børnebyerne har hjulpet hende med at tage kurser i syning.

“Syning var min barndoms hobby, som jeg lærte af min bedstemor. Nu er det en indtægtskilde,” siger Ganna. Hun syr tøj og laver vinterhuer, som hun sælger online.

Håb om en ny morgen

“Hvordan jeg har det? Tja, jeg er i live”, siger Ganna. Der er ingen tvivl om, at hun og Vanya har været meget igennem, men de holder modet oppe hos hinanden.

Vanya leger med sine biler på gulvet. Uden at kigge op siger han: “Du er fantastisk, mor.” Ganna smiler. “Uden Vanya ville jeg ikke kunne være så stærk. Når nætterne er urolige, og der for eksempel er angreb, lægger han sig ind til mig og hvisker: ‘Det bliver snart morgen.’ Jeg håber også på en ny morgen – for mig og Vanya.”