“Mine børn har brug for hjælp”

“Vi var hjemme, da krigen begyndte”, fortæller Lilia. “Vi troede, det ville vare et par dage eller en måned, men luftangrebene blev bare ved og ved. Vi gemte os i kælderen. Det var der, Alina begyndte at stamme”.

Lilia og hendes mand Ihor er forældre til to piger, otteårige Alina og 13-årige Dana. Før krigen i Ukraine begyndte, havde familien et helt almindeligt liv med eget hus og stabile jobs. Men de boede i en grænseregion, hvor kraftige bombardementer og luftangreb var hverdagskost. Det blev for farligt at blive, og familien måtte rykke sig selv op med rode og prøve at starte forfra et nyt sted. Det var ikke en nem opgave.

Kampen for at komme på fode igen

Den første tid i familiens nye lejelejlighed var vanskelig. Far Ihor fandt arbejde, men tjente ikke særligt mange penge. For Lilia var det svært at få fodfæste efter flugten. Hun kæmpede med stress og traumatiske oplevelser fra krigen, samtidig med at hun ikke kunne finde et job. Hjemmet manglede møbler og udstyr, men der var ikke mange midler at gøre godt med.

Børnene var stærkt påvirkede af det, de havde været igennem. De startede i skole og børnehave, men også de havde det svært. Alina havde blandt andet udviklet taleforstyrrelser og maveproblemer efter familiens mange ophold i beskyttelsesrum, mens Dana trak sig fra sociale fællesskaber og var ramt af følelsesmæssig ustabilitet og vredesudbrud.

Forandringen begyndte med et opkald

En dag hørte Lilia ved et tilfælde, at SOS Børnebyerne måske kunne hjælpe familien, og besluttede at gøre forsøget. “Jeg ringede, og socialrådgiveren Natalia tog telefonen. Hun havde en varm og venlig stemme. Det betød meget for mig”, husker Lilia.

Efter telefonsamtalen blev familien inviteret til en samtale hos SOS Børnebyerne. Her blev det klart, at hele familien havde brug for omfattende støtte, og de blev derfor optaget i et længerevarende forløb med hjælp til både børnene, forældrene og familiens hverdag.

Skræddersyet støtte til børnene

SOS Børnebyerne tilbød Alina og Dana individuel psykologhjælp, som hjalp dem med at bearbejde deres oplevelser fra krigen.

Samtidig fik pigerne mulighed for at få skræddersyet hjælp til netop de udfordringer, de hver især kæmpede med. Alina fik hjælp fra en talepædagog, og Dana fik tilbudt individuelle samtaler med en socialpædagog, hvor hun gradvist fik det bedre.

Begge piger begyndte også at deltage i sociale aktiviteter med andre børn for at give dem et trygt fællesskab med jævnaldrende og nye venskaber. Især Alina blev glad for gruppeaktiviteterne med venner, lege, te og snacks. Langsomt begyndte familien at mærke forandringen.

“Vores børn begyndte at tale, gå ture, de blev roligere, gladere og mere afslappede,” fortæller Lilia.

Nyt netværk og et stærkere fundament

Som en del af støtteforløbet fik Lilia og Ihor hjælp til praktiske ting som møbler, køkkenudstyr og sengetøj for at kunne skabe et trygt og stabilt hjemmemiljø for pigerne. Samtidig blev begge tilbudt hjælp til kompetenceudvikling med det resultat, at de nu så småt tjener penge nok til at kunne forsørge familien.

Lilia fik psykologhjælp, og hun og Ihor og kom med i en støttegruppe for forældre, hvor de kunne dele erfaringer med andre familier. Særligt arbejdet med forældrekompetencer blev vigtigt for både Lilia og Ihor i en tid, hvor familien skulle skabe en ny hverdag.

I begyndelsen var Ihor skeptisk over for støttegruppen. Han havde ikke lyst til at deltage. “Ser du, ingen har nogensinde givet os noget. Min mand var helt chokeret over hjælpen fra SOS Børnebyerne, og det var faktisk en af grundene til, at han besluttede at give støttegruppen en chance,” forklarer Lilia.

Med tiden tøede Ihor op og blev glad for at være del af det nye netværk med andre forældre. Han blev en af de mest aktive deltagere i forældregruppen og anbefaler den i dag til venner og bekendte.

Lilias håb for fremtiden

Traumer, krig og problemer forsvinder ikke med et trylleslag, men på trods af fortsatte udfordringer er familien et bedre sted i dag. Når Lilia ser tilbage, er hun ikke i tvivl om betydningen af den hjælp, hun og hendes familie har fået.

“Når jeg tænker på den psykologiske, moralske og praktiske støtte, vi har fået, kan jeg sige: SOS Børnebyerne hjælper hele familien. Og alle har brug for hjælp fra andre”, siger hun.

I dag håber Lilia allermest på en tryg og stabil fremtid for sine børn. “Mit største ønske for mig og min familie er enkelt: fred, et roligt liv sammen og et godt helbred”, slutter hun.