Lubov arbejder for Ukraines børn: “Livet er bedre, når man hjælper”

Lubov har arbejdet på SOS Børnebyernes hovedkontor i Kyiv-regionen siden 2016. Her fortæller hun om arbejdet, krigen og den motivation, det giver at være med til at hjælpe børnene.

Mere end bare et arbejde

“For mig er mit arbejde mere end bare et arbejde. Det er en mission.

I mine første måneder på jobbet græd jeg næsten hver dag efter at have hørt børnenes baggrundshistorier. Det var et chok for mig. Et andet chok var situationen for familierne i vores forebyggende arbejde. Efter at have hørt og set så mange hjerteskærende historier, indså jeg, at jeg egentlig ikke har nogen problemer. Jeg forstod, at jeg er et lykkeligt menneske, og at jeg har en chance for at hjælpe andre.

På mit kontor har jeg billeder af børnene fra vores børneby. Når jeg føler mig nedtrykt, kigger jeg på dem og minder mig selv om, hvorfor og for hvem jeg arbejder. Jeg er meget stolt af alle de resultater, vi har opnået og stadig opnår”.

Da krigen kom

“Klokken 4 om morgenen fik jeg et opkald fra Olena Kripak (programdirektør for Kyiv-regionen, red.). “Lubov, sover du? Krigen er begyndt!”, sagde hun. Vi var i chok. Vi hørte eksplosioner. Efter at have fået styr på min familie tog jeg på kontoret. Olena og et par andre kolleger kom også. Vi skulle sikre dokumenter og computere. Vi ringede også til alle medarbejdere for at sikre, at alle var i sikkerhed. Ærligt talt tror jeg ikke, vi forstod, hvad der skete. Vi troede, det hele ville vare et par dage. I løbet af den næste uge gik situationens alvor op for os. Det var en hård tid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg på det tidspunkt forblev så rolig indeni. Set i bakspejlet tror jeg, at min familie og vores hjem var en stor motivation. Vi havde næsten lige købt hus. Det er ikke stort, men det er hyggeligt og charmerende – og det er vores hjem. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ‘Åh nej, skal vi flytte igen?! Aldrig i livet!'”

Livet er bedre, når man hjælper

“Takket være mine børn, min mand og en kollega, der boede hos os, klarede vi os. Jeg tog dagligt på arbejde i børnebyen. Vi gjorde rent, holdt det pænt og ryddeligt. Vi tjekkede op på de familier, vi støtter udenfor børnebyen, og leverede mad til dem.

Jeg forstår faktisk ikke, hvordan jeg gjorde alt det, jeg gjorde. Jeg er ikke særligt stærk eller modig. Om jeg var bange? Det ved jeg snart ikke. Det var en vanvittig tid, helt sikkert. Nu kan jeg sige: Gudskelov er vi i live, og måske gjorde vi noget rigtigt.

Før krigen tænkte jeg nogle gange, at livet var kedeligt. Men på grund af krigen er vi begyndt at sætte pris på hver morgen, hvert øjeblik og hvert eneste menneske. Alle mine oplevelser, især dem hos SOS Børnebyerne, får mig til at se, hvordan livet er bedre, når man hjælper andre mennesker”.