Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Når katastrofen rammer / Ekstrem monsunregn skaber oversvømmelser i Sydasien
Hver sommer oplever man kraftige regnskyl i det sydlige Asien, når monsunregnen sætter ind. Men de seneste år har nedbørsmængderne i blandt andet Indien og Pakistan været ekstreme, og det har skabt voldsomme oversvømmelser. SOS Børnebyerne tager del i indsatsen for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der har måttet forlade deres hjem på grund af vandmasserne - både under og efter katastrofen.
I sommeren 2023 begyndte monsunregnen som sædvanligt at falde over Delhi i Indien, men denne gang oplevede man særligt voldsomme regnskyl. Vandet i floden Yamuna, der løber gennem Delhi, steg til det højeste niveau i over 40 år, og mange fattige kvarterer tæt på floden stod fuldstændig under vand.
SOS Børnebyerne deltog sammen med andre organisationer og lokale myndigheder i den nødhjælpsindsats, der straks blev iværksat for at hjælpe de tusindvis af mennesker, der måtte forlade hus og hjem.
Medarbejdere fra SOS Børnebyerne besøgte ramte familier for at vurdere deres behov, og der er efterfølgende blevet uddelt SOS-nødhjælpspakker til over 300 familier med hjælp fra lokale frivillige.
For at give børn en pause fra de barske omstændigheder og få lov at være børn og slappe af for en stund, oprettede SOS Børnebyerne desuden et børnevenligt område med mulighed for at lege eller få undervisning.
Leg og trygge rammer kan nemlig hjælpe børnene med at bearbejde deres traumatiske oplevelser, så de er bedre rustet til at vende tilbage til deres normale tilværelse – når vandstanden falder.
“Jeg husker, at regnen uophørligt silede ned. Jeg har aldrig set noget lignende”, siger landmand og familiefar Abdul fra Pakistan om sidste års sommermonsun. “Jeg gik i seng i håb om, at det ville holde op, men da jeg vågnede, var huset allerede oversvømmet. Vandet steg så hurtigt”.
En ekstrem regnsæson førte i 2022 til, at en tredjedel af Pakistan stod under vand. SOS Børnebyerne hjalp tusindvis af mennesker med mad, medicin og hygiejneartikler, mens oversvømmelserne stod på.
Saad Afzal fra SOS Børnebyerne i Pakistan, som arbejder direkte med berørte familier, fortæller, at mange mennesker nu kæmper for at genopbygge deres hjem og erstatte deres tabte ejendele. De psykiske eftervirkninger udfordrer også.
“Traumet ved at miste sit hjem, sine ejendele og sit levebrød kan være svært at overvinde, og mange ofre for oversvømmelser rammes af psykiske problemer,” siger Saad Afzal og understreger, at børn er i særlig risiko. SOS Børnebyerne har derfor organiseret forskellige rekreative aktiviteter for at hjælpe børn i oversvømmelsesramte områder med at slappe af og mindske stress.
På trods af udfordringerne har landmanden Abdul har ikke mistet modet. “Vi har lært at stå sammen som lokalsamfund og hjælpe hinanden”, siger han.
Giv et bidrag til SOS Børnebyernes katastrofefond her
Så kan vi også rykke ud næste gang, en katastrofe rammer.
Med dit bidrag kan vi hjælpe, der hvor det gør mest ondt ❤️
Giv et bidrag