Naaila var kun syv år gammel, da hun under tragiske omstændigheder mistede hele sin familie. Hendes mor døde, da hun fødte Naailas lillebror. Den lille dreng var ikke stærk nok til at overleve, og Naaila fik aldrig mulighed for at holde sin lillebror. Kort efter forlod faren også Naaila, som nu var helt alene tilbage.
Naailas historie er barsk, men desværre ikke unik. Man regner med, at der på verdensplan er mellem 140 og 220 millioner børn, der enten har mistet eller er i fare for at miste en eller begge deres forældre.
SOS Børnebyerne står klar til at hjælpe de børn, der ikke har andre. Børn som Naaila.
Efter farens forsvinden i 2016, boede hun kortvarigt hos nogle nonner i et lokalt kloster. Men da hun blev syg med malaria, tog klosteret kontakt til SOS Børnebyerne, og Naaila fik et nyt og permanent hjem i børnebyen.
I dag er hun 13 år. Hun går i skole, og i sin fritid spiller hun basket med de andre unge i børnebyen. Hun har talent for det og håber på at komme på Ugandas landshold en dag, så der bliver øvet hver dag. Naailas fortid er mørk, men hendes fremtid ser lys ud. Hun har fået en ny familie med en kærlig SOS-mor.
Selvom hun aldrig fik mulighed for se sin biologiske lillebror vokse op og lege med ham, så har hun på sin vis taget revanche i børnebyen. Her har hun nemlig syv SOS-søskende – tre søstre og hele fire brødre.