Natalia drømmer nu om en fremtid som frisør takket være support fra medarbejderne i Xellia Pharmaceuticals.
20-årige Natalia bor i Eldoret i Kenya hos sin mor i et lille toværelses hus sammen med hendes datter og syv yngre søskende. Hendes far forlod familien fra den ene dag til den anden for år tilbage. Det samme gjorde faderen til hendes eget barn.
Som eneforsørger og den ældste i søskendeflokken har Natalia et stort ansvar for at bidrage til husholdningens økonomi. Uden nævneværdig skolegang og uddannelse, har det dog været umuligt for hende at finde fast arbejde. Og indtægterne fra diverse småjobs med rengøring og madlavning er små og ustabile.
Men nu tør Natalia at drømme om en lysere fremtid, hvor hun er i stand til at sørge for sin familie. Takket være økonomisk støtte fra medarbejderne i den danske medicinalvirksomhed Xellia Pharmaceuticals, der ved fælles indsats har samlet 174.000 kroner ind, kan SOS Børnebyerne nu hjælpe hende med et individuelt tilrettelagt jobparatheds-og iværksætterforløb, som skal sikre et anstændigt arbejde og en stabil lønindtægt.
I første omgang er planen for Natalia, at hun uddanner sig som frisør. Derefter vil hun åbne sin egen hår- og skønhedssalon, hvor hun kan dyrke sin passion og sit talent for mode og stil. SOS Børnebyerne bakker hende og hendes familie op hele vejen, fortæller International Chef i SOS Børnebyerne, Camilla Torp Olsen.
”SOS Børnebyerne er med fra start til slut og sikrer både relevant uddannelse, iværksætterhjælp og mentor-assistance. På den vis kan vi nu hjælpe hende – og andre udsatte unge – til et anstændigt og selvforsørgende liv, hvor hun og familien ikke skal leve i skyggen af konstant økonomisk uro. På den måde sikrer vi et trygt hjem for børnene med omsorg, skolegang, mad på bordet og overskud til nærvær og omsorg,” siger Camilla Torp Olsen.
Medicinalvirksomheden Xellia Pharmaceuticals producerer lægemidler til bekæmpelse af alvorlige infektioner og har siden 2015 støttet SOS Børnebyernes arbejde i Kenya som strategisk partner. Medarbejderinvolvering er et helt centralt element i samarbejdet, og Xellias mere end 1.700 ansatte har i 2018 samlet 230.000 kroner ind til SOS Børnebyerne, hvoraf de 174.000 kroner er øremærket indsatsen for at ruste udsatte unge i Eldoret til jobmarkedet.
Med støtten fra medarbejderne i Xellia Pharmaceuticals vil 30 udsatte unge komme i et individuelt jobparatheds- og iværksætterforløb i Eldoret i Kenya.
Natalia er blot en af 30 særligt udvalgte unge i en udsat og sårbar livssituation i Eldoret, der nu kan se frem til en nødvendig håndsrækning for at blive rustet til jobmarkedet som følge af donationen fra Xellias medarbejdere. SOS Børnebyerne tilbyder alle et individuelt tilpasset forløb, som passer specifikt til deres situation og talent. I særlige tilfælde ydes også støtte til mad, gratis medicin og lægehjælp og adgang til låne-spare-grupper, som giver økonomisk trængte familier mulighed for at spare op og tage små lån, som for eksempel kan bruges til at starte egen virksomhed.
Læs mere om SOS Børnebyernes samarbejde med Xellia:
Xellia-medarbejder: “At se børn på den her måde. Det river ens hjerte itu”
Xellia Pharmaceuticals: “Vi har en fælles mission om at redde liv”
37 procent af befolkningen i Kenya lever under den internationale fattigdomsgrænse, som er 1,90 US $ om dagen. Derudover er 9 ud af 10 arbejdsløse kenyanere under 35 år gammel. Den høje arbejdsløshed og manglende forretningsmuligheder og adgang til startkapital til opstart af virksomheder tvinger desperate unge ud i kriminalitet, prostitution, spil og stofmisbrug.