I Ghana er skolerne nu åbne igen efter mere end ni måneders nedlukning på grund af corona. Uddannelse er børnenes bedste vej ud af fattigdom, men undervisning har i den tid været forbeholdt de få, hvis forældre havde råd til privatskolernes undervisning på nettet.
Skolenedlukningerne verden over er en stille, men stor katastrofe. Alt for mange børn har været derhjemme – enten alene, fordi forældrene måtte arbejde, eller også sammen med dem, fordi der ikke længere var noget arbejde at få. Uddannelse er børnenes bedste kort ud af fattigdom, og når først eleverne forlader skolebænken, er det svært at få dem tilbage igen. I Ghana gik et korps af frivillige lærere og SOS Børnebyerne sammen om at hjælpe børn og tilbyde dem skolegang trods coronanedlukningen.
Fotoserie: Alea Horst
Det lille fiskersamfund Glefe ligger i et af de ældste distrikter i Ghanas hovedstad, Accra. Gyderne er knap en meter brede, og her lugter af fisk. Høj gospelmusik med bankende bas drukner lyden af havet. På jorden sidder mænd og reparerer blå net. Alt virker normalt. Det eneste, der stikker ud, er alle de børn, der sidder uden for de små mudderhuse. De burde ikke være her. De burde være i skole.
250 familier havde brug for akut hjælp i en kort periode. SOS Børnebyerne hjalp dem med mad, sprit, masker osv. Herefter begyndte SOS-medarbejderne at se på, hvordan børnene kom tilbage i skole. Nogle familier fik udleveret et fjernsyn, så de kunne følge statens fjernundervisning. 14-årige Priscillas familie fik et fjernsyn. Hun følger undervisningen i 40 graders varme i husets eneste rum. Hun bruger væggen som kladdehæfte. Hun holder ved, selvom det er svært at koncentrere sig i varmen. Hendes drøm er at blive læge.
Højgravide Ablawi sørger for, at hendes børn deltager i onlineundervisningen. For dem er uddannelse den eneste vej ud af fattigdom. Selv har hun knap nok lært at skrive og regne. Men hun sidder der hver dag med sine børn og sørger for, at de følger med.
Regeringens fjernundervisning kan ikke erstatte skolen. Derfor har en gruppe frivillige lærere oprettet en nødskole i en åben bygning ved havet. Her får 50 børn undervisning. Ved ankomst bliver hænderne sprittet af, og mundbind uddeles til de børn, der ikke selv har et med. Her er mere sikkerhed end, hvis børnene legede på gaden.
Lærer Appiah gennemgår opgaven og både motiverer og roser børnene. Han vil have, at børnene fortsætter med at komme i skole. "Hvis Elisabeth ikke kommer en dag, så ved jeg, at hun skal arbejde i stedet for at gå i skole. Jeg tror, vi er med til at sørge for, at børnene ikke ender på gaden. Det er derfor, jeg er her,” fortæller han.
Nød gør folk opfindsomme. Nogle hundrede kilometer fra Glefe i Kumasi har SOS Børnebyerne og en gruppe frivillige lærere oprettet nødskoler i de tomme kirker. 712 elever fordelt på otte lokationer kan gå i skole. "Da vores skole lukkede, var der behov for en løsning. Vi skulle passe på hinanden, men børnene legede jo stadig ubeskyttet sammen på gaden. Hvad var så meningen med at lukke skolerne? Det gjorde dem bare mere udsatte," siger Joseph Yanne, projektleder for SOS-børnebyerne i Kumasi.
Mellem rækkerne af blå række plastikstole går en lærer op og ned af kirkens skib: "Mispa, ved du, hvilke vokaler der er i ordet goat?” Den ømme barnestemme, der truer med at blive opslugt af det høje rum, pipper: "o?" "Lyt lige igen", motiverer den unge lærer og tilføjer til klassen: "Bare rolig, vi kan gøre det sammen. Goat!"
