Kamala kender navnene på alle børnene i SOS-børnebyen i Sanothimi i Nepal, og alle børnene ved, hvem hun er. De sidste tre år har hun nemlig arbejdet som sygeplejerske i børnebyen.
Men Kamala er ikke nogen helt almindelig sygeplejerske, for udover at sørge for, at børnene har det godt, så har hun også et meget nært forhold til dem alle. Og de stoler på hende. En af grundene til det er, at hun selv ved, hvordan det er at miste forældreomsorgen.
For 26 år siden blev Kamala født, og det var begyndelsen på en hård og trist barndom. Da hun var tre år gammel, forlod hendes far familien, og dengang stod Kamalas mor alene med alt ansvaret.
Men ulykken stoppede desværre ikke der. Uden nogen uddannelse så Kamalas mor ingen anden mulighed end at flytte til Nepals hovedstad, Katmandu, for at få et arbejde. I fire år boede Kamala sammen med sin mor og søster på gaden. Hun kan stadig huske de lange nætter, hvor hun kun turde at falde i søvn, hvis der var en gadehund i nærheden, som passede på hende og hendes familie.
Kamalas fortælling er desværre ikke unik. I nogle af de små landsbyer i Nepal er det stadig sådan, at fædre foretrækker drengebørn frem for piger. Det kan ulykkeligvis føre til, at faren forlader familien, hvis ikke han får en søn. Og det var tilfældet i Kamalas familie.
"Vi kunne ikke få de mest basale ting. Vi kunne ikke spise, når vi var sultne, og vi kunne ikke gå i skole, selvom vi havde lyst," fortæller Kamala.
Foto: Nina Ruud
Coronakrisen øger presset på mange SOS-børnebyer verden over, og derfor har der også været ekstra meget at se til for Kamala de sidste par måneder i form af tests og oplysning om hygiejne og smitterisiko. Indtil videre har Sanothimi ikke oplevet nogen smittede.
Kamala har valgt at bosætte sig i SOS-børnebyen, så hun altid er tæt på børnene. De fleste kommer til hende med ting ondt i hovedet, feber eller lignende, men Kamala ved af personlig erfaring, at en mavepine ikke altid kommer, fordi der er noget fysisk galt. Derfor bruger hun lang tid på at tale med børnene.
”Det er ofte svært at vide præcis, hvad de fejler, fordi børnene her jo er påvirket af tabet af deres mor eller far eller begge forældre. De kommer til mig, også selvom de måske ikke altid har brug for det. Nogle gange skal der ikke mere end en lille hovedpine til, at et barn kommer forbi. De vil bare gerne have det godt igen,” siger hun.
Når Kamala ikke er travlt optaget af at passe på og underholde børnebyens mange børn, kan man næsten være sikker på, at hun går rundt i gaderne og fodrer de vilde hunde. Alle andre er bange for hundene, men ikke Kamala. Det var nemlig vilde hunde, som var grunden til, at hun følte sig tryg om natten, da hun boede på gaden.
