“Jeg lærte mig selv at danse traditionelle somaliske danse, så jeg kunne optræde og tjene penge tilmin familie,” fortæller 27-årige Hibo Ali, der bor i et lille lysegult hus med sin familie i udkanten af Somalilands hovedstad, Hargeysa.
Da hun blot var en stor pige på 15, var hun nødt til at adoptere sine syv søskende, efter at hendes far myrdede hendes mor. Hibo og hendes søskende blev dermed en del af de 11 procent af børn i Somaliland, der har mistet en eller begge forældre.
”Vi overlevede ved, at jeg optrådte til bryllupper og dimissionsfester. Som danser kunne jeg tjene omkring 60 kroner per arrangement – hvis jeg var heldig. Men det er jo ikke hver dag, at folk bliver gift, så jeg var også nødt til at tigge penge af naboerne,” fortæller Hibo.
Et spraglet tørklæde indrammer hendes ansigt. Sjalet er himmelblåt, sart lyserødt og korngult og skinner let, som var det lavet af silke. En sød duft af røgelse hænger i luften. Hibo brænder røgelse af på familiens dabqaad – et lille ildsted i ler, som somaliere tænder op for, når de får gæster. Hun fortæller sin livshistorie iført et lille, høfligt smil.
”Jeg var bange for, at fjerne slægtninge ville komme og tage vores hus og mine søskende og bruge dem som
husslaver, så jeg valgte at adoptere dem.” Hibo tjente lige præcis nok til, at familien kunne overleve. De måtte tit gå sultne i seng, og både Hibo og hendes søskende var nødt til at droppe ud af skolen.
Hverdagen er i dag helt anderledes lys for Hibo og hendes familie. For lidt over to år siden fik hun et mikrolån på 3.000 kroner af SOS Børnebyerne. Pengene blev investeret i et køleskab, så hun kunne sælge kolde sodavand og flasker med vand.
”De penge, jeg har tjent på at sælge sodavand, har jeg brugt på at købe en kageovn og endnu et køleskab. Nu sælger jeg både kiks, tyggegummi, mel og en masse andre ting i min lille butik,” fortæller Hibo med et kæmpe smil.
Det er tydeligt, at hun er stolt, når hun fortæller om sin købmandsbutik. På butiksfacaden har hun malet farverige reklamer for nogle af sine varer; løg, mel, gulerødder – og så har hun malet et billede af et kæmpe køleskab, så det er tydeligt, at hun sælger kolde vand.
Få kilometer fra den lille, lysegule købmandsforretning bor 40-årige Sofia Ismail med sine seks niecer og nevøer. Sofia og børnene bor i et telt lavet af gamle jeans, tørklæder og t-shirts. Sofia adopterede nevøerne og niecerne, efter at hendes søstre ikke længere kunne tage sig af dem.
Hendes ene søster døde af et hjerteanfald, og den anden fødte tre børn med handicap, så Sofia var nødt til at træde til, for at familien kunne overleve. For få måneder siden blev Sofia enke, da hendes mand døde af tuberkulose.
”Min svoger sender os lidt penge, så vi har råd til mad, og så hjælper min bror. Min bror er ikke gift og har endnu ikke børn, så jeg gruer for den dag, hvor han finder sig en kone og får sine egne børn,” fortæller Sofia.
Da Sofias mand fik tuberkulose, havde de ikke råd til den livsvigtige lungemedicin. ”Vi stod over for valget om enten at købe mad eller medicin. Det er en frygtelig situation at stå i. Hvordan vælger man mellem medicin til sin mand og mad til sine børn?,” spørger Sofia med et stift blik. Fugerne i hendes ansigt er tydelige mærker efter et hårdt liv og får hende til at se femten år ældre ud.
Uden for Sofias pjaltede telt vokser et par halvnøgne træer. Tørken har sat sig i rødderne. Farverige plastikposer hænger som kunstige blomster og farver det ellers brune landskab. Hargeysa kæmper med massive
affaldsproblemer, og når vinden hvirvler en plastikpose op i et træ, er der ingen, der fjerner den igen.
”Vi kalder dem Hargeysas blomster,” fortæller Sofia. Sofia kæmper en hård kamp. Men hendes historie er langt fra ualmindelige her desværre, og behovet for hjælp overstiger, hvad SOS Børnebyernes forebyggende arbejde kan rumme. Sofias håb og drømme for en bedre fremtid er dog ikke helt slukkede.
Fire af hendes børn går i skole, og tjener hun bare 12 kroner mere om måneden, har hun råd til, at endnu et barn bruger dagen foran skolens tavle. Der går stadig et par år, før det sjette barn er gammel nok til at modtage undervisning.
”Jeg håber, at jeg en dag vil være i stand til at sende alle børnene i skole, og så drømmer jeg om at starte min egen lille tøjbutik. Jeg har brug for at lære at sy, og så har jeg brug for et lån, så jeg kan købe stof, sytråd og måske en symaskine.”
Vi stod over for valget om enten at købe mad eller medicin. Det er en frygtelig situation at stå i. Hvordan vælger man mellem medicin til sin mand og mad til sine børn?
Tilbage i den lille gule købmandsforretning står Hibo og sludrer med sine naboer. Flere af hendes søskende er i dag flyttet hjemmefra. En af hendes brødre arbejder som tømrer, og hun har en søster, der læser til sygeplejerske. Men 75 procent af alle unge i Somaliland er arbejdsløse, og det gælder også for en del af hendes søskende.
Derfor er det Hibo, der forsørger dem. Selv er hun blevet gift og er nu mor til fire børn. Hendes mand er chauffør, men kan for tiden ikke arbejde, efter at han skadede sin arm i et trafikuheld.
Foruden mikrolånet på de 3.000 kroner betaler SOS Børnebyerne børnenes sundhedsudgifter, skoleuniformer, skoletasker og diverse skoleredskaber, men på sigt er det meningen, at familien skal klare sig selv. SOS Børnebyerne sørger dog ikke kun for, at Hibos børn kommer på skolebænken.
”Jeg har været på kursus i, hvordan man starter sin egen forretning, og hvordan man profitoptimerer,” siger Hibo og fortsætter: ”Jeg drømmer om at udvide min forretning og renovere mit hus. Og så håber jeg, at jeg kan sende mine børn på universitetet. De skal have de muligheder for et godt liv, som jeg aldrig fik.”
Somaliland ligger i den nordvestlige del af Somalia, som Somaliland stadig formelt er en del af.
11% af alle børn i Somaliland har mistet en eller begge forældre, og i hovedstaden Hargeysa lever omkring
3000 børn på gaden.
Kilde: SOS Børnebyerne og FN.
