Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Danmarks Indsamling 2018: Hjælp børn uden hjem

SOS Børnebyernes projekt til årets Danmarks Indsamling er i Somaliland, hvor alt for mange børn står helt alene uden forældre og uden hjem.

Danmarks Indsamling, Somaliland
Ardos familie er blandt dem, der kan få hjælp med bidrag til Danmarks Indsamling 2018. Foto: SOS Børnebyerne

For tre år siden døde Ardos mand i hendes arme. Ardo blev enke, hendes otte børn blev faderløse og livet blev meget værre fra den dag, der ikke længere var nogen til at forsørge familien.

Som kvinde i Somaliland har Ardo som så mange andre kvinder i Somaliland aldrig gået i skole, og hun har aldrig arbejdet andre steder end inden for hjemmets fire vægge. Uden nogen indkomst, må Ardo tigge for familiens overlevelse. Hun er bange for, at hun en dag må give op og overlade sine børn til andre. Det er det bedste håb for dem.

”Jeg kan ikke give dem mad. Jeg kan ikke sende dem i skole. Hvad skal jeg gøre?” siger Ardo, og tørrer tårerne væk.

Der er mange forældre som Ardo i Somaliland

Somaliland er et af de værste steder i verden at være barn. Mere end hvert tiende barn i Somaliland har mistet en eller begge deres forældre. De bliver efterladt alene på grund af sygdom og fattigdom, og i et land uden et socialt sikkerhedsnet er det en katastrofe for et barns fremtid. Børnene overlades alene til tilfældighederne i et land, præget af ekstrem fattigdom.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan forældre kan få sig selv til at forlade deres børn. Når forældre må opgive deres børn, er ekstrem fattigdom oftest årsagen. Forældrene efterlader oftest deres børn hos bedsteforældre eller naboer. De håber, at de kan finde et arbejde et andet sted og så sende penge hjem. Andre er så afkræftede, at de ikke ser anden udvej end at efterlade deres børn hos andre i et skrøbeligt håb om, at de kan tage sig af dem.

Somaliland er et af de fattigste områder i verden. En somalilænder tjener i gennemsnit 6 kroner om dagen, og over halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Kærlige hjem kræver stærke forældre

SOS Børnebyernes projekt til Danmarks Indsamling 2018 giver så mange børn som muligt et kærligt hjem og en tryg opvækst. Først og fremmest ved at forebygge, at familier splittes på grund af fattigdom. Det betyder, at hele familien får hjælp.

Forældre hjælpes med jobtræning og et mikrolån, der betyder at de kan klare sig selv og forsørge familien. Med et økonomisk overskud, kommer også et mentalt overskud. Det overskud er afsæt for undervisning i godt forældreskab – forældrene får indsigt i børnenes behov, og de lærer at støtte børnene og være stabile forældre. Børnene kommer i skole og får både venner og en uddannelse. Samtidig sørger SOS Børnebyerne for, at børnene er sunde og raske.

Et køleskab og Danmarks Indsamling gav Hawa et nyt liv

Alt dette betyder, at børnene får en tryg og sund barndom i et kærligt hjem, hvor der voksne, der støtter og forstår dem.

En ny start og en tryg opvækst for forældreløse børn

For de børn, hvor familierne er gået i opløsning enten på grund af fattigdom eller sygdom, hjælper SOS Børnebyerne med at finde en plejefamilie til børnene, enten hos deres slægtninge eller klan. Hvis det ikke er muligt, giver SOS Børnebyerne børnene et nyt hjem og en ny familie. Det sker i børnebyen i hovedstaden Hargeisa, hvor forældreløse børn får en ny SOS-mor og nye SOS-søskende, der alle er børn som dem selv.

Hjælpen for disse børn er livsvigtig. Uden omsorg fra voksne, er de overladt til sig selv i et land, der kæmper med sygdomme, fattigdom, sult og tørke.

Lørdag d. 3. februar kan du være med til at hjælpe forældreløse børn og familier som Ardos, når Danmarks Indsamling samler ind for at hjælpe børn uden hjem.

 

Læs mere om Danmarks Indsamling 2018

Somaliland i tal

  • Hvert tiende barn i Somaliland har mistet en eller begge forældre
  • Halvdelen af Somalilands befolkning er under 18 år
  • Over 11 procent af alle børn i Somaliland har mistet en eller begge forældre
  • Knap halvdelen af alle børn starter i 1. klasse i Somaliland
  • 22,5 procent af Somalias børn er underernærede, og mere end hvert fjerde barn udvikler sig ikke, som de skal, på grund af under- eller fejlernæring
  • Ikke engang halvdelen af Somalilands børn kommer i skole, og kun fem procent er vaccinerede mod sygdomme som polio, mæslinger, stivkrampe eller difteri – det betyder, at hvert femte dødsfald blandt børn i Somaliland skyldes en sygdom, vi knapt tænker på herhjemme
  • Den primære dødsårsag for kvinder i den fødedygtige alder skyldes problemer under graviditet eller barsel på grund af FGM – female genital mutilation

 

Kilde: UNICEF’s ”State of the World’s Children,” Verdensbanken, UNDP, 2010 Somaliland Child Rights Situation Analysis eller CIA’s ”The World Fact Book.”