Søren og Susanne Pilmark har hjulpet børn i 20 år

Foto: Lars Just.

Søren og Susanne Pilmark på besøg i en børneby i Laos. På turen oplevede de også alternativet til en SOS-børneby, og hvordan forebyggende arbejde for udsatte familier i lokalsamfundet kan gøre en stor forskel.

På Søren og Susannes rejse til Laos med SOS Børnebyerne besøgte de blandt andet en lokal familie med to små børn. Familien bor i et lille bambus-skur, og ofte må de gå i skoven for at lede efter mad. De henter vand ved floden og ejer ikke meget mere end lidt køkkengrej og de tæpper, de sover på om natten. Mange familier i Laos lever under ekstremt fattige kår.

”Det bliver mere virkeligt, når man er der selv. Alle har set reklamerne for forskellige organisationer, der viser mennesker i nød, så det kan man måske blive immun over for. Men det er en helt anden oplevelse at stå midt i det,” fortæller Søren.

I år begynder SOS Børnebyerne at støtte udsatte familier i Laos, så vi kan forebygge, at fattigdom splitter familier ad og efterlader børn alene. Alt for mange børn i Laos kan ikke bo hos deres forældre, fordi forældrene enten er døde, migreret til andre lande i håbet om en indtægt, eller simpelthen fordi de er for fattige.

”

Den familie, vi mødte, vil få hjælp af SOS Børnebyerne i form af en gris. For grise får pattegrise, som den lille familie kan sælge. Og det vil give familien en markant forbedret hverdag, at de får den gris. Det sætter virkelig ens eget liv i perspektiv.”

Susanne Pilmark

700 børn overladt til sig selv

På rejsen besøgte Søren og Susanne også et skolehjem, hvor der bor 700 børn. Skolehjemmet er en blanding af et hjem for forældreløse børn og en kostskole for børn, hvis familier bor langt fra en skole. Her går børnene i skole om dagen og får undervisning, men om aftenen og natten er de overladt til sig selv uden voksne. Tøjvask, mad, lektier og sovetider må de selv sørge for, og de bor under kummerlige forhold.

"Der var en markant forskel på skolehjemmet og SOS-børnebyen,”

fortæller Søren Pilmark om besøget på skolehjemmet, der ligesom børnebyen også fungerer som et hjem for blandt andet forældreløse børn.

”Vi var inde på en af sovesalene, hvor sengene stod helt tæt. Der lå to syge piger alene i mørket, der lugtede mærkeligt, og det var i det hele taget ikke noget rart sted at være,” fortæller Susanne.

”Et sted som det skolehjem, vi så, er jo tit det eneste alternativ for forældreløse børn eller børn, hvis forældre ikke kan tage sig af dem,” konstaterer Søren. “Der var en markant forskel på skolehjemmet og SOS-børnebyen. Forskellen er, sagt med Beatles: ’All you need is love’ – altså den kærlighed, der er i en børneby. De får omsorg. De får kærlighed. Får man kærlighed, så er man også i stand til at give det videre og hjælpe andre,” siger Søren.

Se Søren og Susannes besøg i børnebyen

”Det fantastiske ved at være fadder for et barn er, at du får lov til at se barnet vokse op og klare sig selv. Med et fadderskab får du et synligt bevis for, at hjælpen når frem, og at du er med til at gøre en forskel," siger Søren Pilmark.

Lige nu mangler vi faddere til forældreløse og udsatte børn over hele verden

Et helt særligt møde

Søren og Susanne har støttet SOS Børnebyerne i 20 år både med bidrag og som SOS-faddere. Gennem årene har de haft fire fadderbørn, og i Laos bor deres femte fadderbarn – lille Nood på bare syv år. Ham så Søren og Susanne især frem til at møde på deres rejse.

”Vi var i børnebyen i tre dage, så vi kom lidt tættere på hinanden, efterhånden som Nood fandt ud af, at ham der den høje uden hår, han kan spille fodbold, han kan tegne og trylle mønter ud ad næsen,” siger Søren Pilmark om mødet med sit fadderbarn.

”Vi havde tuscher med som en lille gave, og så sad vi og tegnede sammen og ’talte’ lidt med hinanden gennem tegningerne. Det er en lidt sjov blanding af, at vi jo ikke adopterer ham, men alligevel hjælper ham med at få et trygt hjem, hvor han vokser op hos en familie. Det føltes rigtig rart lige at sige hej til ham,” fortæller Søren.

Nood betyder løfte

Noods forældre døde, da Nood var lille. Noods bedsteforældre tog ham og hans fire søskende til sig, men blev hurtigt klar over, at bedsteforældrene både var for gamle og for fattige til at tage sig af fem børn. De tog kontakt til de laotiske myndigheder, som derefter kontaktede børnebyens leder.

Heldigvis var der plads til søskendeflokken i børnebyen, men Noods bedsteforældre syntes, at han var for lille til at forlade dem og skifte familie endnu en gang. Dengang var han kun to år gammel. Derfor lovede lederen af børnebyen, at Nood måtte komme og bo i børnebyen efter et år hos bedsteforældrene. Bedsteforældrene gav ham navnet Nood, der betyder ’løfte’ på lao, efter det løfte, de fik af SOS Børnebyerne.

Støtter en vigtig sag

I dag bor Nood og hans fire søskende i det samme hus i børnebyen og har den samme SOS-mor. Tre gange om året rejser deres bedsteforældre til børnebyen for at besøge deres børnebørn, så de stadig kan være en familie. Mødet med både Nood i børnebyen og børnene på skolehjemmet bekræfter Søren og Susanne i, at de har støttet en vigtig sag de sidste 20 år.

”I børnebyerne er vi med til at give børn et nyt liv. En ny chance. Alternativet tør man slet ikke tænke på. Det fantastiske ved at være fadder for et barn er, at man får lov til at følge barnet vokse op og klare sig selv,” siger Susanne.