Sådan hjælper vi Sådan arbejder vi for at beskytte børnene
Når SOS Børnebyerne overtager forældremyndigheden for udsatte og forældreløse børn, følger der et uendeligt stort ansvar. Ansvaret for, at børnene vokser op i trygge og kærlige rammer, ligger på vores skuldre. Herunder kan du læse mere om, hvordan vi arbejder for at beskytte børnene.
Børnene kender deres rettigheder
I SOS-børnebyerne får børnene undervisning i børns rettigheder, rigtig og forkert opførsel mellem børn og mellem børn og voksne. De lærer, hvordan man kan afværge konflikter børnene i mellem, og de lærer og trænes i, hvordan de kan få hjælp, hvis en voksen eller et andet barn gør en ked af det eller gør en fortræd.
De lærer også, hvordan de kan bruge SOS Børnebyernes whistle blower-ordning – læs mere længere nede på siden.
De ansatte kender børnenes rettigheder
Ansatte i SOS Børnebyerne, der arbejder med børnene, gennemgår et undervisningsforløb og træning i børns rettigheder, og hvordan de overholdes. Når man ansættes i SOS Børnebyerne underskriver man organisationens Code of Conduct, der bekendtgør, at man følger det pågældende lands love og SOS Børnebyernes universelle retningslinjer for børns beskyttelse. Code of Conduct er et omfattende guide- og regelsæt for, hvad der er ordentlig og acceptabel opførsel som ansat i SOS Børnebyerne. Ligesådan skal alle medarbejdere overholde Sexual Misconduct Regulation, som skal forebygge og beskytte imod seksuel chikane, udnyttelse og overgreb.
Alle medarbejdere forpligter sig altså til at følge de principper for børnebeskyttelse, der er formuleret af FN samt SOS Børnebyernes egne politikker og guidelines, der inkluderer Code of Conduct og vores regler for beskyttelse af børn i SOS Børnebyernes varetægt.
Læs vores Child and Youth Safeguarding Policy (engelsk) her.
Alle medarbejdere informeres også om Røde Kors’ og Røde Halvmånes Code of Conduct for ngo’er, der arbejder med katastrofehjælp.
Medarbejdere i SOS Børnebyerne skal screenes
SOS Børnebyerne har en fast politik om, at kandidater til stillinger i SOS Børnebyerne skal screenes omhyggeligt i ansættelsesprocessen. Før man kan begynde at arbejde med børn i en børneby, skal der foretages et grundigt baggrundstjek, og hvis det er muligt i det pågældende land, skal der også indhentes også en straffe- og/eller børneattest.
Hvis SOS Børnebyerne hyrer midlertidigt personale i bl.a. katastrofesituationer, kræver det, at man som kandidat til jobbet kan fremvise en ren straffeattest – kan man ikke det, bliver man ikke en del af SOS Børnebyernes nødhjælpsindsats.
SOS Børnebyerne udstationerer ikke danskere, men benytter lokal arbejdskraft for at sikre dedikerede medarbejdere, der kender området og befolkningen godt. Vi udsender som hovedregel heller ikke frivillige, der kan arbejde på vores projekter i kortere eller længere perioder.
I SOS Danmark indhentes der børneattester på alle medarbejdere og kontor-frivillige, der er på vores kontor mere end en dag om ugen, og en ny attest indhentes cirka hvert andet år for de medarbejdere, der rejser ud og besøger børnebyerne eller andre projekter.
Åbenhed om vores arbejde
I SOS Børnebyerne Danmark fortæller vi åbent og ærligt om vores arbejde – også om de tilfælde, hvor det ikke er gået, som man kunne ønske. Vi ønsker at være åbne omkring de udfordringer og det store ansvar, der følger med, når man som SOS Børnebyerne overtager forældremyndigheden for udsatte og forældreløse børn.
På denne side kan du læse om de sager om fx korruption, omsorgssvigt, krænkelser og lignende, vi kender til i SOS Børnebyerne i Danmark.
En whistle blower-ordning for både børn og voksne
SOS Børnebyerne oprettede i 2018 en såkaldt whistle blower-ordning, som både børn og voksne har fri og nem adgang til. SOS Børnebyernes whistle blower-ordning ligger online på SOS Børnebyernes internationale site, tilgængelig for alle, og er oprettet for at sikre, at børn og unge nemt og fortroligt kan anmelde sager om misbrug, upassende opførsel eller mistanker om korruption. Modtagerne af henvendelserne er SOS Børnebyernes hold af specialister i beskyttelse af børn – herunder både psykologer og jurister – som behandler henvendelserne og sikrer, at der sættes ind over for den specifikke anklage.
Både børn og ansatte kan, helt anonymt og uden frygt for, at deres anmeldelse strander et sted ubehandlet, indberette sager via ordningen. Det kan være sager om misbrug, upassende opførsel eller mistanker om korruption.
Andre kan også indberette sager ved at bruge disse formularer:
Mistanke om korruption kan indberettes via denne form.
Mistanke om brud på børns beskyttelse kan indberettes via denne form.
Både børn og voksne er undervist i at indberette alle bekymringer, ligesom alle børn og voksne ved, hvilken ansat i deres lokalområde, der sidder med det specifikke ansvar for børnebeskyttelse.
Vi handler på anklager og beskytter børnene
Er der mistanke eller rettet beskyldninger mod en medarbejder i en børneby, bliver vedkommende midlertidigt suspenderet og fjernet fra børnebyen, mens sagen undersøges. Der iværksættes først en intern undersøgelse for at bekræfte mistanken, og dernæst indkaldes relevante eksterne teams. Afhængig af sagens karakter og loven i det pågældende land indkaldes myndigheder og/eller politi hurtigst muligt for at undersøge anklagerne.
De børn, der er berørte af situationen, modtager intensiv psykolog- og krisehjælp så længe, de har behov for det.
Vi fortæller åbent om de tilfælde, hvor det ikke er gået, som vi kunne ønske
Selvom vi gør vores yderste for at beskytte børnene i vores varetægt, opstår der indimellem ulykkelige sager, hvor det ikke er lykkedes os at beskytte børnene godt nok. Derfor må vi konstant kigge indad og gøre alt, hvad vi kan, for at være bedst muligt rustet til at sikre beskyttelse af børnene.
Det sker blandt andet gennem rapporter udarbejdet af uafhængige eksperter, risikoanalyser, løbende undervisning og uddannelse af børn og ansatte i netop dette tema samt udvikling af procedurer for, hvordan vi handler på de ulykkelige sager, hvor børns beskyttelse ikke har været tilstrækkelig.
Vi fortæller åbent om de de tilfælde, hvor det ikke er gået, som vi kunne ønske, og disse sager kommunikeres direkte til faddere og bidragydere i de pågældende lande samt her på hjemmesiden.
Ja tak, jeg vil gerne modtage SOS Børnebyernes nyhedsbrev
"*" indikerer påkrævede felter
Støtter du allerede SOS Børnebyerne, men modtager du ikke vores nyhedsbrev, kan du opdatere din e-mail her: link
SOS Børnebyerne passer godt på dine personoplysninger, og vi behandler dine personoplysninger i overensstemmelse med den gældende databeskyttelsesforordning og databeskyttelseslov. Du kan læse mere om vores databehandling og dine rettigheder i vores persondatapolitik.