Teenagerne samler sig i en cirkel og gør en støvet gårdsplads i Faridabad i Indien til deres scene.
“De går i jeans, og de snakker om matematik. Hvem vil nogensinde gifte sig med en pige, der går i skole?,” vrænger 15-årige Meena og griner intrigant til de andre.
Meena spiller en nysgerrig nabo, der konstant sladrer om unge piger og deres moral.
Teaterstykket er en del af børneparlamentets gadeteater-program, der er faciliteret af SOS Børnebyerne i Greenfields i Indien.
Gadeteaterprogrammet hjælper unge med at italesætte og bearbejde temaer i deres lokalområde – for eksempel børnearbejde, alkoholisme og ordblindhed.
Sluk for sladderen
En anden teenager i stykket spiller en ansat fra myndighederne. Han henvender sig til de sladrende naboer og spørger, om de har nogle døtre, de vil skrive op til at gå i skole. Han fortæller dem, at skolegang er gratis, og at det er den eneste måde at sikre deres børn uafhængighed og en god fremtid.
Kvinderne hvisker sammen og ser ikke overbeviste ud.
Stykket ender med, at de unge skuespillere synger en sang om, at skolegang er den eneste måde, man kan sikre piger et langt og lykkeligt liv. Sangen opfordrer også publikum til ikke at lytte til sladder.
Børn står sammen
Meena, der har skrevet manuskriptet til stykket, fortæller, at det er inspireret af hendes egne oplevelser og opvækst. Da hun og hendes søster begyndte i skole, sladrede kvinderne i deres nabolag om, at de gik i skoleuniform, og de gjorde grin med pigernes mor og sagde, at ingen ville gifte sig med hendes døtre.
“Jeg bor i et meget tilbagestående område – hvis en pige for eksempel går i jeans eller snakker med en dreng, begynder hele nabolaget at sprede rygter om hende. De fleste piger på min alder vil bare væk herfra på grund af den måde, mange tænker på,” fortæller Meena.
Børneparlamentet og gadeteatret har hjulpet Meena og mange andre børn og unge med at sætte ord på deres oplevelser.
“Jeg har lært at snakke med andre på en respektfuld måde og at sige min mening uden at være genert eller alt for selvbevidst,” siger hun.
“Da vi børn mødtes og diskuterede forskellige ting i det område, vi bor i, fik vi en følelse af, at vi faktisk kan ændre nogle af de ting, vi ikke kan lide. Alting virkede bare nemmere, når vi gjorde det sammen,” siger hun.
