
SOS-mor Adrolata fra Rwanda husker dagen, som var det i går. Den junidag i 1994, hvor hun risikerede sit eget liv for at redde de ti børn, hun tog vare på i børnebyen.
To måneder inden blev den rwandiske præsident Habyarimanas fly skudt ned over hovedstaden Kigali, og det var startskuddet til det mest grufulde kapitel i Rwandas historie, nemlig folkedrabet i 1994. På kun 100 dage blev omkring 800.000 børn og voksne dræbt.
Den dengang 28-årige Adrolata havde kun været SOS-mor i børnebyen i Gikongoro i to år, men det havde været to fantastiske år. Hun havde endelig fået opfyldt sin største drøm om at hjælpe udsatte børn. Derfor var hun heller ikke et sekund i tvivl om, at hun måtte redde børnene, da drabsmændene nærmede sig Gikongoro.
Som mor var Adrolatas allervigtigste og eneste opgave at bringe børnene i sikkerhed. Derfor gemte hun i april og maj alle ti børn på et værelse i familiens hus, og hun lod dem ikke gå ud. Det var for risikabelt. Hun husker, hvordan børnene på grund af angsten fik mavepine og diarré.
”Vi var allesammen bange, men fordi jeg havde et ansvar for børnene, prøvede jeg at være stærk, så jeg kunne tage mig af dem,” siger Adrolata.
Når krig og katastrofer rammer
Det er desværre uundgåeligt, at der sker krig og katastrofer i verden. Når krisen rammer, sørger SOS Børnebyerne først og fremmest for at bringe børnene i sikkerhed.
Børn og familier bliver evakueret fra farlige områder, vi tilbyder nødhjælp og uddeler mad, drikke og medicin, og vi sørger for, at familier, der er blevet splittet ad, genforenes.
Læs mere om, hvordan vi hjælper børn i Ukraine, her.
Min egen mor var også passioneret omkring at tage sig af udsatte børn, og jeg tror, at jeg imiterer hende
Flugt i nattens mulm og mørke
I juni nærmede de kæmpende styrker sig Gikongoro, og en nat steg Adrolata og børnebyens andre SOS-mødre og børn i al hast ombord på en bus, der kørte dem til nabolandet Den Demokratiske Republik Congo. Børnene og SOS-mødrene søgte ly i børnebyen i Bukavu, hvor de var i sikkerhed.
Men selvom de var i sikkerhed, følte børnene sig ikke trygge. Alt var anderledes i deres nye hjem, og de talte hverken samme sprog eller spiste samme mad. De følte sig som fremmede. Usikkerheden om, hvornår de kunne komme hjem igen, fyldte meget. Selvom Adrolata var taknemmelig over, at de var i sikkerhed, var det en ufattelig hård tid.
Efter tre måneder med uvished kunne Adrolata og de andre SOS-mødre endelig vende hjem til Rwanda sammen med børnene. Folkedrabet var slut, og det var på tide at genopbygge deres liv. Men flere SOS-mødre turde ikke at rejse hjem til Rwanda, og derfor måtte Adrolata tage deres børn under sine vinger på hjemrejsen.
Fra 10 til 30 børn
Da Adrolata forlod Rwanda, var hun SOS-mor for ti børn. Men kort efter hun vendte hjem igen, voksede familien til en flok på hele 30 børn. Rigtig mange havde mistet deres forældre eller var blevet adskilt fra dem under folkedrabet. Der var et enormt behov for omsorg til børn, der stod alene.
Nu gjaldt det for Adrolata om at genskabe et trygt hjem og en hverdag for alle børnene. Familiens senge og møbler var blevet stjålet under folkedrabet, så Adrolata måtte starte helt forfra. Mens hun forsøgte at skabe trygge rammer for familien, fik børnene psykologhjælp for at bearbejde deres traumer.
Langsomt begyndte Adrolata og børnenes hverdag at tage form. De børn, Adrolata flygtede med, endte også med at vokse op, komme tilbage i skole og stifte deres egne familier.
”Jeg har taget mig af mange børn, og jeg har set dem vokse op. Jeg er lykkelig over at være lykkedes med det,” siger Adrolata, som i dag er 55 år. I løbet af sin tid som SOS-mor har hun opdraget 53 børn, og hun er langt fra færdig med sin mission.
”Det er mit job at tage mig af udsatte børn, og jeg kan ikke sige nej til nogen. Min egen mor var også passioneret omkring at tage sig af udsatte børn, og jeg tror, at jeg imiterer hende,” siger Adrolata stolt.
På flugt i skrivende stund
Adrolata husker flugten, som var det i går, men for ukrainske Tatyana sker det lige nu. Tatyana er SOS-plejemor for seks børn, der ikke kan vokse op i deres biologiske familie. Derfor er det hende, som har forælderansvaret for de små.
Da de russiske tropper invaderede Ukraine, spåede Tatyana, at der var en grufuld periode i vente. Hun vidste, at hun måtte bringe sine plejebørn i sikkerhed med det samme. Trods den usikre situation holdt hun hovedet koldt, pakkede en kuffert med de mest nødvendige ting og drog sammen med sine plejebørn afsted mod den polske grænse. Det lykkedes hende at skåne børnene og få dem ud af Ukraine, uden de hørte eksplosionerne.
En stor familie delt i to
Tatyana har selv en voksen datter, men hun har altid drømt om at have en stor familie. Den drøm var grunden til, at hun blev plejemor hos SOS Børnebyerne.
Men da krigen i Ukraine brød ud, stod Tatyana over for sit livs hårdeste beslutning. Skulle hun blive i Ukraine med sin biologiske datter og mor, eller skulle hun få sine seks plejebørn i sikkerhed i Polen?
Selvom beslutningen var hård, var den ikke svær. Som mor var det Tatyanas pligt at bringe børnene i sikkerhed. Men det betød også, at drømmen om den store familie nu er krakeleret, og familien er splittet ad.
”Min store datter og min mor blev i Ukraine. Jeg bekymrer mig hele tiden for dem, men jeg var nødt til at redde mine seks andre børn,” siger Tatyana og fortæller, at hendes datter er blevet i Ukraine for at forsvare landet mod de russiske soldater.
SOS-plejemor Tatyana og hendes seks børn har sammen med andre ukrainske flygtninge fået et midlertidigt hjem i børnebyen i Bilgoraj i Polen. Ligesom Adrolata er Tatyana taknemmelig for at være kommet i sikkerhed, men usikkerheden om, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og hvordan de efterladte har det, tynger hende.
Læs meget mere her
Støt børn ramt af katastrofer
Med dit bidrag kan vi hjælpe, der hvor det gør mest ondt ❤️
Giv et bidrag