På trods af den humanitære krises omfang bliver der ikke talt meget om Sudan i nyhedsmedierne. De daglige udfordringer, indbyggerne står overfor, får meget lidt spalteplads. Men rundt om i landet ses konsekvenserne tydeligt.
En usikker opvækst for børn i Sudan
For børn har konflikten betydet, at alt det, der tidligere var velkendt, er blevet ødelagt. Børnenes skolegang og rutiner er blevet erstattet af usikkerhed og ustabilitet.
“Jeg savner min skole og mine venner mest,” siger 16-årige Amona.
Børn i forskellige aldre beskriver, hvordan de savner sikre omgivelser og kæmper med de store forandringer i deres hverdag. Mange bekymrer sig om deres fremtid. De ved ikke, om de vil kunne fortsætte med at gå i skole eller nå deres mål.
“Min største bekymring er ikke at vide, hvad der kommer til at ske,” siger 15-årige Logman.
Samtidig forsøger børnene trods alt at finde små øjeblikke af glæde gennem leg, venskab og fællesskab, fortæller deres omsorgspersoner.
SOS-mødre giver omsorg midt i krisen
Efter at familierne blev tvunget til at forlade Khartoum, har SOS-mødre og andre omsorgspersoner måttet tilpasse sig helt nye forhold, mens de samtidig gør deres bedste for at give børnene tryghed og stabilitet.
“Stedet er et andet, men børnene har stadig brug for samme omsorg og opmærksomhed,” forklarer SOS-mor Somaia.
SOS-mødrene beskriver, hvordan børn viser tegn på angst, tilbagetrækning og vanskeligheder med at tilpasse sig nye omgivelser. Derfor har de arbejdet på at genopbygge daglige rutiner, styrke relationer og skabe trygge miljøer, hvor børnene kan føle sig set og passet på.
Unges fremtid sat på pause
For mange unge har konflikten haft store konsekvenser for deres livsforløb og forsinket overgangen til voksenlivet. Uddannelser er blevet sat på pause, og fremtidsplaner udskudt.
“Min uddannelse er blevet afbrudt flere gange. Jeg er blevet tvunget til at sætte mine planer på pause,” siger en af de unge.
Samtidig påtager mange unge sig et større ansvar derhjemme. De støtter deres søskende og hjælper familien med at håndtere hverdagens udfordringer. De unge peger typisk på ustabilitet, arbejdsløshed og mangel på muligheder som deres største problemer. Men på trods af alt det svære udtrykker mange stadig håb for fremtiden.
En generation risikerer at gå tabt
SOS Børnebyerne i Sudan har udvidet deres indsats med både livsvigtig nødhjælp, genopretning af basale ydelser og langsigtet støtte til lokalsamfund. Siden konfliktens begyndelse har fokus været på børns sikkerhed og kontinuitet i omsorgen, herunder flytningen fra børnebyen i Khartoum til sikrere områder, psykosocial støtte og genforening af adskilte familier. Men behovene overstiger fortsat de midler, der er til rådighed.
Millioner af børn er ramt af krisen – over 13 millioner har brug for humanitær bistand. Konsekvenserne rækker langt ind i fremtiden, og uden vedvarende indsats risikerer Sudan en generationskrise. Tre år inde i konflikten er budskabet klart: Sudan må ikke blive glemt.
Livsvigtig hjælp til 180.000 mennesker
I 2025 nåede SOS Børnebyernes indsats omkring 180.000 mennesker i Sudan med både akut nødhjælp og langsigtet støtte.
- Akut humanitær bistand:
Over 55.000 familier modtog kontant støtte, mad og hygiejnepakker. - Rent vand og sanitet:
Reparation og sikring af vandforsyninger forbedrede sundhed og sikkerhed for sårbare og internt fordrevne. - Børnevenlige områder:
Børn fik adgang til trygge rammer med leg, e-læring og psykosocial støtte. - Uddannelse og fremtid:
Afprøvning af digital undervisning, opgradering af erhvervsuddannelse og træning for at øge unges chancer for at få en indkomst.

Vi hjælper børn med traumer

I krig og katastrofer er børnevenlige områder altid en integreret del af SOS Børnebyernes indsats.
Læs om, hvordan vi hjælper børn med krigs- og katastrofetraumer her.
Læs mere om, hvordan vi hjælper
Bliv SOS Nødhjælper
Som SOS Nødhjælper er du med til at hjælpe børn ramt af krige og katastrofer.
Støt nu