Solidaritetsgryden i Peru

Modstand mod sult og nød

Det startede under coronapandemien i 2020. I månedsvis var landet tvunget i hi. Skoler og arbejdspladser lukkede, og særligt den fattigste del af befolkningen gik på kort tid fra ikke at have alverden til intet af have overhovedet.

Pludselig begyndte hvide flag lavet af poser på pinde eller knækkede kosteskafter at dukke op foran husene. Det begyndte i slummen i Lima, men bredte sig som en steppebrand til det meste af landet. Det var udsatte familiers råb om hjælp – et hvidt flag fortalte, at der i denne husstand ikke var mere mad.

De hvide flag begyndte også at dukke op i en lille landsby i Perus bjerge. Men her blev et symbol på overgivelse forvandlet til et symbol på modstand mod sult og nød og pandemiens jerngreb. Seks af byens kvinder satte sig for at åbne et suppekøkken, der kunne mætte de sultne nabobørn og deres familier. De kaldte køkkenet Olla Solidaria – solidaritetsgryden.

Solidaritetsgryden var en succes fra dag et. En nabo stillede et lokale til rådighed for køkkenet. Her tog spisegæsterne plads efter tur. Maden blev ofte tilberedt på bål, fordi der ikke var råd til gas. Køkkenvagterne gik på skift mellem de frivillige, et lokalt firma donerede store gryder og andre køkkenredskaber, og madplanen på væggen varierede, alt efter hvad der var til rådighed på markedet, eller hvad der blev doneret. På en almindelig dag under nedlukningen kunne de frivillige i køkkenet mætte omkring 150 børn og 100 voksne.

Laura stod ofte selv i kø for at hente mad til sin familie, der kun havde farens sparsomme indkomst at leve for. Under nedlukningen kom Laura ikke i skole. For at følge med i undervisningen var Laura nødt til at bruge sin fars telefon. Det var nemlig dér, hendes lærer sendte dagens opgaver. Men Lauras far tog sin telefon med på arbejde hver dag, og derfor kunne hun kun lave lektier, når han havde fri om søndagen.

Det eneste måltid for mange

For Marco var udfordringen en anden. Han havde en telefon, men ingen strøm derhjemme. Så hver dag måtte han betale to sol for at få ladet sin mobil op for derefter at gå op på byens højeste punkt for at fange signalet og læse sine lektier på appen Whatsapp.

”Jeg vil gerne have en uddannelse og blive ingeniør eller advokat, så jeg kan hjælpe min familie. Derfor blev jeg ved med at tage derop, selvom det er besværligt og kostede penge,” siger Marco.

Som altid i kriser og katastrofer er det børnene, der bliver hårdest ramt, fordi deres ret til uddannelse og sundhed er i fare.

Suppekøkkener som dette er ikke et nyt folkeværn mod kriser i Peru. Tilbage i 1980’erne, hvor en økonomisk krise sendte store dele af landet i knæ, organiserede folk sig også og spiste sammen i større grupper for at strække madressourcerne.