Noy går ofte sulten i seng – nu giver en symaskine familien håb

Der er gang i den lille landsby Koknoi fra morgenstunden. Stemningen er livlig og varm, og gaderne vrimler med børn, der løber og leger på bare tæer. Luften er tæt, og solen varmer allerede kraftigt. Her lugter af brændt plastik, og overalt ligger der skrald, rustne ting og sække med affald. På en mindre losseplads står en støvet jernvogn med hundredvis af plastikflasker, spændt fast med et grønt net. I Koknoi arbejder de fleste familier med at samle, sortere og sælge plastik. Det gælder også for mor Somkhouan og far Bounchan. 

De bor med deres lille datter, Noy, i et hus bygget af træbjælker, metalplader og bambus. Bag den lave trædør er hjemmet kun lyst op af en hvid pære uden skærm. Huset består af ét fælles soveværelse og et lille køkken.  

I soveværelset ligger Noy på maven og laver lektier i en lille lyserød notesbog. Værelset har madrasser som senge og tæpper på gulvet. Loftet er utæt, og mellem blikpladerne er der små sprækker, hvor sollyset trænger ind. 

Noys forældre må arbejde i døgndrift 

Somkhouan og Bounchan lever til daglig af at samle plastikaffald, som de sælger videre til skrothandlere. Det er primært Bounchan, der står for indsamlingen, mens Somkhouan hjælper med at sortere affaldet og tager sig af de huslige pligter. 

For Bounchan begynder arbejdet typisk kl. 17, når skraldebilerne ankommer, og det slutter først kl. 02 om natten. Om dagen gør han affaldet klar til salg sammen med Somkhouan, hvilket betyder, at han stort set arbejder døgnet rundt. Nogle gange er begge forældre nødt til samle plastik om natten, og Noy bliver deres datter passet af andre familier i landsbyen. 

Trods hårdt arbejde er familiens indtægt stadig så lav, at de ofte mangler penge til mad. Når plastikindsamlingen ikke giver nok, må Somkhouan og Bounchan derfor arbejde i rismarker eller samle brænde for at tjene lidt ekstra. Og hvis det stadig ikke rækker, må de gå til naboer og bede om hjælp for at få råd til mad.  

Fattigdom gør Noys skolegang usikker 

For Somkhouan og Bounchan er noget af det sværeste ved hverdagen, at de ikke kan sikre en stabil skolegang for deres datter. For selvom skolen i Koknoi er offentlig, koster det stadig et månedligt gebyr at gå der.  

Forældrene prioriterer Noys skolegang højt, men når økonomien presser dem, må hun hjælpe til med arbejdet. 

I Laos er det derudover normalt, at forældre giver deres børn penge med i skole til at købe frokost og små snacks. Oftest har Somkhouan og Bounchan ikke råd til at give Noy penge med, og det gør, at hun føler sig forkert – og nogle dage har hun slet ikke lyst til at tage i skole.  

En symaskine giver håb om en bedre fremtid

Gennem SOS Børnebyernes forebyggende indsatser i Laos får Somkhouan en symaskine, stof og materialer samt vejledning i, hvordan hun kan få adgang til lokale sykurser. Kurserne skal hjælpe hende med at udvikle sine færdigheder og med tiden blive skrædder.

I dag kan Somkhouan kun sy dørmåtter og tæpper, men hun drømmer om at blive professionel og sy alt fra trøjer og nederdele til kjoler og saronger. Symaskinen vil give hende mulighed for at tjene en ekstra indkomst, og fordi arbejdet kan udføres hjemmefra, sikrer det, at hun samtidig kan passe sin datter.  

Somkhouan og Bounchan tror på, at symaskinen vil forandre deres liv til det bedre: “Nu kan vi endelig arbejde os hen imod en bedre fremtid for vores datter,” siger Somkhouan. 

Familien giver ikke op 

Somkhouan og Bounchan drømmer om, at Noy en dag færdiggør en videregående uddannelse og får et bedre liv, end de selv har haft: “Vi ønsker os, at vores datter skal få succes i livet,” fortæller Somkhouan.  

For familien handler fremtidsdrømmene ikke om rigdom. Alt, hvad de ønsker, er et fast arbejde, glæde i hverdagen og at forblive sammen som familie: “Vi kommer til at kæmpe med alt, hvad vi har, og vi giver aldrig op. Det skal nok lykkes,” siger Bounchan. 

SOS Børnebyerne bekæmper fattigdom. Her kan du læse hvordan.