”
Det vigtigste er, at vi har hinanden
“
Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Forebyggende arbejde / Det vigtigste er, at vi har hinanden
I Peru er det ikke let at være alenefar, og fædre, der er alene med deres børn, bliver ofte set ned på i lokalsamfundet. Juan er far til to drenge, og gennem SOS Børnebyernes forebyggende arbejde for fædre får den lille familie både social og økonomisk støtte.
Miguel på 10 år og Carlos på 6 var helt små, den dag deres mor ikke kom hjem. Drengene bor i en landsby i Peru sammen med deres far. Da moren pludselig forlod dem, blev hverdagen hård for den lille familie.
Det er ikke så let at være eneforsørger i Peru, og når det er manden, som bliver forladt, bliver han set ned på. Det er nemlig ikke almindeligt, at mænd tager sig af deres børn alene. Mange alenefædre oplever at blive holdt udenfor i lokalsamfundet, mister deres selvværd, og hverdagen bliver hurtigt ensom. Sådan var det også for Juan, da hans kone forlod ham og han blev alene med sine to sønner.
Miguel er delvis lammet og har sproglige udfordringer, og lille Carlos blev mobbet på grund af medfødt læbe-ganespalte, som han skulle opereres for. Juan håbede længe, at drengenes mor ville vende tilbage, så de kunne være en familie igen. Forældrene havde lånt penge for at få lægehjælp til drengene, og Juan stod nu alene tilbage med regningerne og ansvaret. Men det vigtigste for ham var, at han kunne blive ved at være sammen med sine drenge.
I et samfund, hvor mænd traditionelt ikke tager sig af børn og husarbejde, og hvor vold i hjemmet er almindeligt, kan det være svært at finde sig til rette i rollen som god alenefar. Der mangler gode rollemodeller for, hvad det vil sige at være en tilstedeværende og tryg far.
For at ændre den negative spiral og give flere børn en tryg opvækst har SOS Børnebyerne i Peru søsat initiativet “Aktivt faderskab”, hvor fædre kan få hjælp og støtte. Her får fædrene værktøjer, de kan bruge i hverdagen og samspillet i hjemmet, og det skaber en større bevidsthed om, hvad det vil sige at have et sundt familieforhold. Fædrene får støtte til at tale om, hvordan de har det, tage ansvar og blive omsorgsfulde forældre. Over 300 fædre har gennemført programmet.
Far Juan og hans sønner er én af de familier, som har fået hjælp. Juan har både fået økonomisk støtte og vejledning i, hvordan han skal tale om følelser med sine børn og tage sig af deres forskellige behov.
SOS Børnebyerne har fundet en lærer til Miguel, som skal hjælpe ham med hans sproglige udfordringer og forbedre hans motorik. Familiens hus er ved at blive udvidet med et ekstra rum, så de får et køkken. Juan kan godt lide at lave mad og synes, det er vigtigt, at familien spiser aftensmad sammen. Han fortæller, at SOS Børnebyernes støtte motiverer ham til at være en bedre far og være sammen med sine børn så meget, han kan.
Juan er taknemmelig for støtten, og han og børnene ser lysere på fremtiden. “Trods al den modgang, vi har haft, holder vi sammen”, siger han stolt.
SOS Børnebyerne hjælper nogle af verdens mest udsatte børn.
Vi styrker sårbare familier, og vi hjælper børn, der har mistet omsorgen fra deres forældre.