Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Forebyggende arbejde / Fædreklub giver albanske mænd et nyt syn på at være far
Kulturelle normer kan gøre det svært for albanske mænd at snakke om deres problemer og forstå vigtigheden i de blødere sider af forældreskabet. Det vil SOS Børnebyerne i Albanien komme til livs med en fædreklub, der får flere fædre til at tage aktiv del i deres børns liv.
For mange af mændene rundt om det lyse bord hos SOS Børnebyerne i Albanien er det ikke emner, de er vant til at sætte ord på, som socialrådgiveren, der står foran dem, beder dem tage stilling til. For det kan for eksempel handle om, hvordan du bliver en god far, eller hvordan du kommunikerer med børn – og den slags blødere emner er der mange steder i Albanien ikke tradition for, at mænd tager stilling til.
Men det skal der laves om på, for det er afgørende for deres børns trivsel og udvikling.
Derfor lancerede SOS Børnebyerne i Tirana i Albanien i 2010 den første såkaldte fædreklub – en klub for fædre, hvor de mødes regelmæssigt med en mandlig socialrådgiver og snakker om deres problemer og bliver undervist i godt forældreskab.
En af fædrene rundt om bordet er Zenel. Han var en af klubbens allerførste medlemmer og blev en del af den på grund af problemer forbundet med alkohol. Hans misbrug ledte til, at han holdt op med at tage sig af sine børn og ikke kommunikerede med sin kone.
”Efter de første par måneder i klubben ændrede jeg mig – i en positiv retning. Mine venner lagde også mærke til det, og det fik dem til at sige til sig selv, at: ‘Hvis Zenel kan finde tilbage på rette spor, så kan vi også’,” fortæller Zenel.
Min største drøm er, at jeg får mit eget hus, hvor mine børn kan bo. Et hjem til hele min familie.
SOS Børnebyerne har siden 2004 arbejdet med sårbare familier i Albanien, hvor vi har hjulpet og guidet forældre, så familierne kan klare sig selv og blive sammen. Med tiden tegnede der sig dog et mønster af, at fædrene ofte ikke deltog i forbindelse med rådgivning og andre aktiviteter, og de ansatte i SOS Albanien fik derfor idéen til et program kun målrettet fædre.
Efter at havde besøgt forskellige familier, snakket med fædre i deres hjem og fået et indtryk af, hvilken slags støtte, fædrene havde brug for, åbnede SOS Børnebyerne i 2010 dørene til den allerførste fædreklub. Dengang bød de syv mænd indenfor – og mange er fulgt siden.
Arbejdet med fædreklubben har vist, at klubben som en bonus giver mændene et netværk og et sammenhold, de også dyrker udenfor SOS Børnebyernes mure. For eksempel mødes de og hjælper hinanden med praktiske ting – også efter, at de ikke længere er en del af SOS Børnebyernes forebyggende indsats.
I dag er det ofte Zenel, der leder møderne i fædreklubben. Men vigtigst af alt er han tilbage til at være far for sine børn og til at være der for dem, blandt andet ved at hjælpe dem med deres lektier. Han og hans kone samarbejder nu om at sælge køkkenudstyr på et lille marked. Men drømmene for fremtiden stopper ikke der for den albanske far:
”Jeg har store drømme for min familie. Den største er, at vi får et godt liv, og at jeg får mit eget hus, hvor mine børn kan bo. Et hjem til hele min familie.”
Som fadder for et barn eller en SOS Børneby, er du med til at give udsatte børn en ny chance i livet med masser af omsorg og kærlighed.
Støt nu