
Forside / Sådan hjælper vi / Et trygt hjem / Hvad er en børneby? / Tryghed, drømme og gode rollemodeller
Priya kom til børnebyen i Indien sammen med sine to biologiske søstre, da hun var bare 6 år gammel. Siden da er hun vokset op med tryghed og plads til håb og store drømme.
I dag er Priya 15 år gammel og bor sammen med både sine biologiske søstre og fem SOS-søstre. For hende er de ikke blot søstre, men en tæt familie, der har givet hende den kærlighed og omsorg, hun har brug for, for at vokse og tro på sig selv.
En af hendes største drømme er at blive hjertekirurg – en ambition, der bl.a. viser hendes passion for at hjælpe andre og gøre en forskel.
Priya har ikke kun store drømme – hun har også et stort kreativt talent. Hun elsker nemlig at tegne, og hun er virkelig dygtig til det. Hun bruger tegningerne til at udtrykke sig, drømme og finde ro.
Når biologiske søskende får et nyt hjem i en SOS-børneby, sørger SOS Børnebyerne så vidt muligt altid for, at børnene bliver sammen.
Sammen kan søskende nemlig bedst bearbejde og værne om deres fortid og opbygge en fælles fremtid.
I Priyas familie skal børnene hjælpe til med at lave mad. Det synes hendes SOS-mor Manisha er vigtig læring, når børnene engang skal stå på egne ben.
Priya kan heldigvis godt lide at være med sin SOS-mor i køkkenet, og hun håber altid, at de skal lave enten nudler, pizza eller burgere. Det er dog sjældent på menuen, da de oftere laver klassiske indiske retter som for eksempel karryretten Shahi Paneer.
Priyas SOS-mor betyder noget ganske særligt for hende. Det er hos hende, at hun finder allermest ro, støtte og tryghed, og hun elsker, når de alle er samlet i huset om aftenen.
Men børnebyens leder Santosh har også en ganske særlig plads i hendes hjerte. Han er en god rollemodel og faderfigur, når nu der ikke er nogen mænd eller drenge i familien. Han er god til at give hende vejledning og følelse af tryghed.
Med store drømme, tryghed og en kærlig familie er Priya godt på vej mod at skabe sig en lys fremtid.
Som fadder er du med til at give børn som Priya den tryghed, støtte og omsorg, ethvert barn har brug for, for at vokse op med tro på sig selv, håb og drømme for fremtiden.
SOS Børnebyerne hjælper børn og unge verden over. Vi støtter familier, der lever under svære vilkår, og vi hjælper børn og unge, der har mistet deres forældres omsorg.
Sådan kan du støtte