Sofias hårde start på tilværelsen
13-årige Sofia vil gerne være kunstner, musiker eller læge. Hun drømmer om at gøre noget godt for andre.
”Jeg fik selv hjælp, så jeg vil også gerne hjælpe andre mennesker,” siger Sofia.
Uden hjælp fra andre ville Sofia måske aldrig have mulighed for at realisere sine drømme – eller for at drømme overhovedet.
Sofia voksede alene op på gaden i Rwandas hovedstad Kigali. Hun sov på gaden og tiggede efter mad og småpenge. Hun spiste madrester, som hun fandt i affaldsdynger i storbyen. Da hun var omkring fem år, forbarmede en ældre kvinde sig over hende, og tog Sofia med hjem for at bo der. Men kun for en tid. Den ældre kvinde havde ikke råd eller kræfter til at forsørge Sofia, og derfor trådte de sociale myndigheder til.
En ny hverdag i børnebyen
Da hun kom til børnebyen, var det vanskeligt for Sofia at vænne sig til sin nye hverdag. Hun fortsatte med at tigge, som hun havde gjort på gaden. Nu tiggede hun bare ved familiehusene. Og sin mad gemte hun i stedet for at spise den eller dele den med andre børn.
”Hun opførte sig, ligesom hun gjorde på gaden. Hun ville gerne ud på gaden igen,” husker Sofias SOS-mor, Mediatrice.
Mediatrice viste Sofia, at det ikke var nødvendigt at gemme mad for at spise det i skjul. Der var også et måltid næste dag. Og langsomt begyndte Sofia at dele sin mad og andre ting, som hun fik, med sine SOS-søskende.
”Jeg nyder livet her, fordi jeg får alt, hvad jeg har brug for. Jeg spiser, jeg sover godt, og jeg går i skole,” siger Sofia.
Jeg nyder livet her, fordi jeg får alt, hvad jeg har brug for. Jeg spiser, jeg sover godt, og jeg går i skole
Det er aldrig for sent, og jo før, man kan få børnene i stabile rammer, jo bedre. Børn samler hele tiden erfaringer, og det gode ved det er, at børn ikke ”går i stykker” af enkelte dårlige oplevelser, men hvis bunken af dårlige erfaringer bliver meget stor, er opgaven med at komme ovenpå også tilsvarende større
Benji er den bedste til matematik
12-årige Benji har boet her i lidt under et år. Inden da boede han på gaden med sin mor. Men moren var syg, og faren kendte Benji ikke. Han måtte gå på gaden for at tigge om penge til mad, som han delte med sin mor. Nogle gange stjal han småting for at overleve.
De lokale myndigheder fandt Benji og henviste ham til SOS Børnebyerne. Nu er Benji begyndt i skole. Han er den bedste i sin klasse til matematik, og når han har fri, scorer han mange mål på fodboldbanen.
”Min drøm er at blive fodboldstjerne. Jeg vil gerne spille for Arsenal i trøje nummer syv,” siger Benji med et stort smil.
Men han tænker også stadig meget på sin mor og vil passe på hende. SOS Børnebyerne i Rwanda vil gerne integrere gadebørn som Benji i deres familier igen og gør, hvad de kan, for at støtte udsatte familier, så de på sigt selv kan tage sig af børnene. Det sker som et led i SOS Børnebyernes forebyggende indsatser.
Min drøm er at blive fodboldstjerne. Jeg vil gerne spille for Arsenal i trøje nummer syv
Bertram passer børnebyens kaniner
Bertram blev forvist fra sit hjem og overladt til sig selv på gaden. Han er sin mors førstefødte, men da moren blev skilt fra Bertrams far og giftede sig med en anden mand, sluttede Bertrams barndom brat. Den nye mand smed Bertram ud af huset og overlod ham til at tigge på gaden, og moren satte sig ikke imod den beslutning.
Da Bertram en dag kom hjem, var huset tomt. Moren og den nye mand var væk. Bertram havde ikke nogen anden familie, der kunne tage sig af ham, så han boede alene på gaden. Da han var 10 år, fandt de sociale myndigheder ham, og til sidst flyttede han ind hos SOS-mor Mediatrice.
Han fortæller stolt, at han har to kaniner, som han passer i sin fritid, og han overvejer at blive kaninavler, når han bliver stor. Hvis han da ikke skal være soldat.
”Jeg vil redde mennesker, der er i fare. Og jeg vil gerne have en uniform på,” siger Bertram med et stort smil.
Jeg bliver passet godt på her. Jeg plejede at bo udenfor, men nu sover jeg indenfor
Feline vil hjælpe andre
11-årige Feline elsker at danse traditionelle rwandiske danse med de andre børn, og hun kan godt lide at lege høvdingebold.
Men den charmerende pige i denimkjolen bærer rundt på en trist historie. Hun voksede op med sin mor og sin bror. Da moren døde, var der ikke andre til at tage sig af børnene. Feline og hendes bror boede på gaden, indtil myndighederne sendte dem på børnehjem. Uheldigvis kom de to søskende på to forskellige børnehjem, og senere mistede Feline også sin bror, da han blev syg og døde.
Traumatiseret efter sine tab kom Feline til børnebyen som 9-årig. Her har hun knyttet et tæt bånd til sin SOS-mor Mediatrice, og i hende har hun én, som hun kan dele sine tanker med. Som de andre tidligere gadebørn har hun et ønske om at hjælpe til i samfundet. Hun vil nemlig gerne være sygeplejerske.
Jeg vil gerne være sygeplejerske, fordi det er et arbejde, hvor man hjælper sårbare patienter
