
Født i krig, opvokset med kærlighed
Karam har boet i SOS Børnebyernes teltlejr i Gaza, siden han blev fundet alene som spæd. Hans mor var blevet såret i krigen og døde ved fødslen, og han har ingen familie tilbage.
“Da han kom til mig, var han så lille og stille. Jeg kunne mærke, hvor bange han var — han græd næsten ikke, men kiggede bare rundt med sine store øjne. Jeg holdt ham tæt og hviskede: Du er tryg nu,” fortæller hans SOS-mor, Mama Basma.
“Der var selvfølgelig også svære dage. Nætter hvor han ikke ville sove, eller hvor han blev syg, og jeg sad vågen. Men hvert lille smil fik bare kærligheden til ham til at vokse”, siger Mama Basma.
“Det er ikke kun mig, der opfostrer ham. Hele børnebyen har hjulpet til. De andre omsorgspersoner har hjulpet mig, de ældre børn leger med ham. Han har bragt os alle sammen på en måde, vi ikke har følt i årevis”, tilføjer hun.
I dag er Karam heldigvis sund og rask — og stærkt knyttet til sin SOS-mor.
Fælles fejring af liv og styrke
Karams 1-års fødselsdag i slutningen af april blev fejret af alle i lejren. Der er ikke mange midler, men Mama Basma arrangerede en fest for sine egne penge. Hun fandt pynt, lavede særlig mad, bagte en simpel kage og og gav Karam fint, rent tøj på til lejligheden.
Børnene klappede og dansede og sang for Karam. I nogle få timer lettede krigens tunge skygge, og alle fik lov at feste sammen og håbe for en stund.
“Vi fejrede Karam som en prins, fordi han er et barn, og børn fortjener fest. Det var ikke bare hans liv, vi fejrede. Det var vores fællesskabs styrke”, siger Mama Basma.
Et lille håb for fremtiden
Der er i øjeblikket ingen information om Karams biologiske familie. Hvis sikkerhedssituationen forbedres, og plejefamilier igen bliver en mulighed, er der håb om, at en passende familie en dag kan tage sig af ham. Indtil da vokser og udvikler Karam sig i SOS Børnebyernes teltlejr.
Han har fået sine første fire tænder, er begyndt at tage sine første skridt og har for nylig sagt sit første ord: Mama.