Facebook-fundraisers, sms-donationer, flyers i postkasser og familiers egne indsamlinger online.
Da den fysiske del af SOS Børnebyernes landsindsamling blev aflyst, fandt danskerne nye måder at bakke op om indsamlingen. I alt blev der samlet 1,4 millioner kroner ind til SOS Børnebyernes arbejde med forældreløse og udsatte børn.
”Vi er glade for den store opbakning fra danskerne, der vendte situationen til noget positivt og fandt på nye og andre måder at støtte op om landsindsamlingen. Situationen taget i betragtning, er vi tilfredse med årets resultat,” siger Mads Klæstrup Kristensen, direktør i SOS Børnebyerne.
På grund af udviklingen i smittetallene og nye anbefalinger fra regeringen, der blev præsenteret på et pressemøde i Statsministeriet, besluttede SOS Børnebyerne at aflyse den fysiske del af landsindsamlingen blot to dage inden, at tusindvis af indsamlere skulle på gaden med indsamlingsbøtten.
”Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at vi måtte aflyse den fysiske del af landsindsamlingen, men i disse tider er det særligt vigtigt, at vi holder afstand og passer godt på hinanden. Heldigvis var vores indsamlere og mange støtter hurtige til at omstille sig – og det er vi taknemmelige for,” siger Mads Klæstrup Kristensen.
Omkring 3.500 danskere havde meldt sig som indsamlere den 20. september for at samle ind til den i forvejen udskudte landsindsamling.
Ude i verden er det selvsamme coronakrise, der gør årets indsamling ekstraordinær nødvendig.
”Verdens udsatte børn kan ikke komme i skole, og samtidig betyder nedlukningen, at deres familiers indtægt forsvinder. Det sætter børnene i en ekstremt sårbar situation, og de har hårdt brug for vores hjælp. Med pengene fra årets indsamling kan vi hjælpe flere af de børn, som corona rammer hårdest,” siger Mads Klæstrup Kristensen.
Landsindsamlingen i 2020 skulle oprindeligt have være afholdt søndag den 17. maj, men blev i første omgang udskudt på grund af Danmarks corona-nedlukning i foråret.
Til SOS Børnebyernes landsindsamling i 2019 var der 4000 indsamlere på gader, og der blev samlet knap fire millioner kroner ind til verdens forældreløse og udsatte børn.
Coronakrisen betyder, at fattigdommen rundt om i verden bliver endnu større, og de børn, der allerede lever en udsat tilværelse, bliver hårdest ramt.
Familier, der i forvejen lever i fattigdom, risikerer nu helt at miste sin indtjening, og familierne risikerer at gå fra hinanden.
Så står børnene alene tilbage. Uden nogle voksne, der tager sig af dem. De har brug for os mere end nogensinde før.