SOS-mor Adrolata fra Rwanda husker dagen, som var det i går. Den junidag i 1994, hvor hun risikerede sit eget liv for at redde sine ti SOS-børn.
To måneder inden blev den rwandiske præsident Habyarimanas fly skudt ned over hovedstaden Kigali, og det var startskuddet til det mest grufulde kapitel i Rwandas historie, nemlig folkedrabet i 1994. På kun 100 dage blev omkring 800.000 børn og voksne dræbt.
Den dengang 28-årige Adrolata havde kun været SOS-mor i børnebyen i Gikongoro i to år, men det havde været to fantastiske år. Hun havde endelig fået opfyldt sin største drøm om at hjælpe udsatte børn. Derfor var hun heller ikke et sekund i tvivl om, at hun måtte redde sine børn, da drabsmændene nærmede sig Gikongoro.
Som mor var Adrolatas allervigtigste og eneste opgave at bringe sine børn i sikkerhed. Derfor gemte hun i april og maj alle ti børn på et værelse i familiens hus, og hun lod dem ikke gå ud. Det var for risikabelt. Hun husker, hvordan børnene på grund af angsten fik mavepine og diarré.
”Vi var allesammen bange, men fordi jeg havde et ansvar for børnene, prøvede jeg at være stærk, så jeg kunne tage mig af dem,” siger Adrolata.
I juni nærmede de kæmpende styrker sig Gikongoro, og en nat steg Adrolata og børnebyens andre SOS-mødre sammen med deres børn i al hast ombord på en bus, der kørte dem til nabolandet Den Demokratiske Republik Congo. Børnene og SOS-mødrene søgte ly i børnebyen i Bukavu, hvor de endelig var i sikkerhed fra kampene i deres hjemland.
Men selvom de var i sikkerhed, følte Adrolatas ti børn sig ikke trygge. Alt var anderledes i deres nye hjem, og de talte hverken sproget eller spiste samme mad som dem. De følte sig som fremmede. Usikkerheden om, hvornår de kunne komme hjem igen, fyldte meget, og selvom Adrolata var taknemmelig over, at de var i sikkerhed, var det en ufattelig hård tid.
Efter tre måneder med uvished kunne Adrolata og de andre SOS-mødre endelig vende hjem til Rwanda sammen med deres børn. Folkedrabet var slut, og det var på tide at genopbygge deres liv. Men flere SOS-mødre turde ikke at rejse hjem til Rwanda, og derfor måtte Adrolata tage deres børn under sine vinger på hjemrejsen.
Det er desværre uundgåeligt, at der sker krig og katastrofer i verden. Når krisen rammer, sørger SOS Børnebyerne først og fremmest for at bringe børnene i sikkerhed.
Børn og familier bliver evakueret fra farlige områder, vi tilbyder nødhjælp og uddeler mad, drikke og medicin, og vi sørger for, at familier, der er blevet splittet ad, genforenes.
Det er snart 30 år siden, Adrolata flygtede med sine børn. I dag er hun stadig SOS-mor i børnebyen, hvor hun tager sig af SOS-børn, der lever med et fysisk eller psykisk handicap.
”Min store datter og min mor blev i Ukraine. Jeg bekymrer mig hele tiden for dem, men jeg var nødt til at redde
mine seks andre børn,” fortæller Tatyana.