Læs Simons afsnit her:

Simon: “You don’t have to go to prison to know what it feels like, but you can be living in this world and feel trapped like a prison, and that prison is addiction.”

Lasse Dein: Stemmen, du hører, er Simons. I Simons barndomshjem er der ikke plads til at være barn – eller at være glad. Den mindste lyd eller bevægelse resulterer i, at Simon bliver slået. Så da Simon kommer på universitetet og endelig kan gøre, hvad han vil, bliver festerne og vennerne hans helle. Men til festerne er der alkohol. Og masser af weed.

Over hele verden rammes unge af udfordringer med deres mentale sundhed. Jeg hedder Lasse Dein, og jeg har fået æren af at præsentere den her podcast. Du lytter til Lydløs – en podcastserie hvor fem unge fra Kenya fortæller deres historie.

Lasse Dein: De medvirkende kæmper med alt fra misbrug og overgreb til sorg og ensomhed. Men de har alle fået det bedre, efter de har mødt andre unge i samme situation som dem. De har mødt hinanden gennem projektet ‘Leave No Youth Behind’, der organiserer og støtter unge i Kenya, der har det svært. Projektet er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida.

SOS Børnebyerne har ringet til Simon, der har fortalt sin historie over telefonen. Bagefter har en skuespiller,  indtalt Simons historie på dansk. Det er dét, du skal høre nu. Inden vi hører Simons historie, vil jeg lige sige, at der i afsnittet bliver talt om vold mod børn og misbrug.

Skuespiller: Jeg sidder og øver skalaer på klaveret i et meget pænt middelklassehjem. 10 år gammel, og meget usikker på alting. Det er min plejebror, der lærer mig at spille, og jeg har aldrig oplevet noget som det her før. Det er nyt for mig, at jeg må lave lyde, spille musik og fylde noget i rummet. Jeg får en helt ny følelse indeni, når jeg sidder der og øver mig på at spille. Jeg tror ikke, jeg er helt klar over, hvad det er, der sker i mig, udover at jeg bliver glad og stolt. 

Simon: “Playing the piano makes me feel so happy, it makes me feel like David in the bible who was playing harp.” 

Skuespiller: Men i dag ved jeg, at det var følelsen af at kunne sænke skuldrene. At jeg ikke skulle være på vagt, når jeg sad der ved tangenterne. At klaveret skabte en verden, hvor der var plads til mig. Helt anderledes end hos mine rigtige forældre.  

Allerede dengang var jeg glad for at spille klaver, men jeg ville aldrig have gættet på, at det blev mit klaverspil, der redder mit liv. Klaveret – og så en tandløs kvinde på 109 år. 

Simon: “Hello, my name is Simon, I am 29 years old and this is my story.“

Skuespiller: Jeg hedder Simon. Jeg er musiker, men jeg kommer slet ikke fra et hjem med klaver. Jeg begyndte mit liv i et slumområde i Kenya. Hele mit liv har jeg kæmpet med mig selv, mine tanker og følelser. Da jeg var 23, mistede jeg kontrollen over mit eget liv, men det vender vi tilbage til, for du skal først lige høre lidt mere om mig, og hvordan jeg er vokset op. 

Så. Mit barndomshjem er beskidt. Ikke særlig rart at være i. Der er hele tiden mennesker ud og ind af huset. Mine forældre skændes konstant, og de slås. Også foran mig og mine søskende. Det gør mig så ked af det, og jeg er bange for dem. Mine forældre er alkoholikere. De drikker hjemmebrændt, og hvad de ellers kan få fat i.  

Simon: “My real parents they would beat me very harshly, roughly then explain later.” 

Skuespiller: Derhjemme bliver jeg råbt ad, slået og truet, hvis jeg stiller et spørgsmål eller rører ved noget. Så jeg har gjort mig så lille og stille som muligt, så mine de ikke lægger mærke til mig. 

I tredje klasse forsvinder min far en dag, og jeg har ikke set ham siden. Hvis jeg så ham i dag, ville jeg ikke genkende ham. Jeg kan kun huske, at jeg nogle gange sad på hans skuldre, og at han tog med mig i biografen. 

Min mor møder en ny mand, min stedfar. Men det er præcis det samme. De drikker, slås og slår os. En dag truer min stedfar min mor med en kniv, jeg stiller mig mellem dem, og min stedfar skrider. Efter den dag er jeg konstant på vagt, og prøver at regne ud, hvad der vil få ham til at eksplodere, og hvad han vil gøre. Hverken min mor, far eller stedfar er sikre voksne at være i nærheden af.  

Men ét sted er der helle for mig. Jeg har en gruppe af venner i slummen, hvor jeg kan være mig selv. I den gruppe er jeg udadvendt, fortæller historier, cracker jokes, spiller spil, spiller fodbold. Vi taler aldrig om, hvad der sker hjemme hos mig. Men vi taler heller aldrig om, hvad der sker hjemme hos de andre. Vi løber bare ud i markerne, væk fra det hele og leger. Vi ved alle sammen godt, hvad der sker hjemme hos os, vi behøver ikke tale om det. 

Simon: “It wasn’t easy, but II was ever only happy being in school with my friends. But when I came home, I was a very different person, and I would keep quiet and not talk much. But with my friends I was happy and joyous.”

Skuespiller: Jeg kommer i pleje da jeg er 10 år, og Nu tænker du nok, at det er godt, så er alt godt igen. Men faktisk så stikker jeg tit af fra plejefamilien og løber hjem til min mor. Jeg løber de 1-2 kilometer hele vejen hjem. Jeg taler aldrig med min plejefamilie om, hvor meget jeg savner hende. Der er jo en grund til, at jeg er hos dem. Men din mor vil altid være din mor, uanset hvordan hun behandler dig. Jeg er der ikke så længe, jeg skal bare lige se hende og sige hej. Så løber jeg tilbage til mine plejeforældre igen. 

Simon: “I was brought up by her. Your mother is just your mother no matter how she is, and I would miss her. I just wanted to see her.” 

Skuespiller: Min plejefamilie har jeg stadig kontakt med i dag, det er de bedste mennesker, og de opdragede mig med kærlighed, ikke vold. Jeg boede hos min dem i to år, så tre år på kostskole, og så vil jeg gerne på universitetet, på drama- og musiklinjen.  

Men for at komme ind skal jeg til audition. Jeg spiller selvfølgelig klaver, og det er mit klaverspil, som gør at jeg kommer ind på universitetet.  

Jeg kan SÅ tydeligt huske at starte på universitetet. Mit første møde med frihed. For første gang bestemmer jeg selv. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg står op. Jeg læser en bog, når jeg har lyst. Jeg vasker mit tøj, når det lige passer mig. Bestemmer om jeg vil gå til time eller pjække. Jeg elsker det!  

På drama- og musiklinjen er der alle de her fede typer på holdene. Alle er kreative, spiller musik, skriver og optræder. Jeg vil gerne være venner med dem, og vi har jo samme passion, så jeg tænker, at vi skal klart være venner. Vi hænger ud, og jeg føler, jeg allerede har fået nogle rigtig gode venner – de er mit nye helle.

Der er et stærkt fællesskab. Bare ikke lige et fællesskab om musik og drama, sådan som jeg tror. Det viser sig, at det er noget andet, der holder gruppen så tæt sammen.  

Efter nogle måneder bliver jeg tilbudt at flytte ind i et hus sammen med nogle af mine venner fra universitetet. Vi flytter ind i den her overdådige lejlighed i en dyr opgang. Vi har endda fået to computere af skolen, så vi kan producere vores egen musik. Vi bor seks i lejligheden, og vi har optur over stedet. Der går lige et par uger, og så går det op for mig, at alle mine roomies er afhængige af stoffer.  

Der har selvfølgelig været fester, hvor jeg ser dem ryge og drikke, men jeg tænker ikke over det, det er jo bare fester. Men i lejligheden viser det sig, at alle er på noget døgnet rundt. 

Mine roomies tilbyder mig alkohol og stoffer, når der er fest. ”Kom nu, Simon, prøv det, det er det bedste.” Og så prøver jeg at ryge weed. Og helt ærligt: Det er virkelig, virkelig godt! So good. Med de sug fra bong’en tjekker jeg bare ud, og går ind i en anden verden. Som om jeg er gledet ind i det her bløde, venlige rum, hvor der er fred og ro.  

Simon: “The moment I tried it, I felt, to be sincere, I felt it was very, very good. I was in another world.” 

Skuespiller: Festerne kører på repeat dag ud og dag ind. Både i lejligheden og på klubben. Vi har en ven, der leverer shishas med pot til en af de mest populære klubber ved universitetet, og gennem ham får vi fri bar på klubben. Vi fester mandag til søndag. Hver uge. Vi ryger pot i sishas, drikker whiskey, øl og danser med alle kvinderne på dansegulvet. De spiller reggae og dancehall og den slags, og vi danser til det hele. Lejligheden bliver mere og mere klam. Folk på stoffer er ikke så gode til at gøre rent. 

Og jeg bliver afhængig. 

Afhængighed er et fængsel, som ingen andre kan forstå, før de selv har været der. Når du er misbruger, skaber du dit eget fængsel, hvor stofferne er det, der tilbageholder dig. Du kan ikke spise uden stoffer, du kan ikke bevæge dig uden stoffer, du er låst inde i et misbrug for at kunne fungere. 

Mens jeg er på universitetet, er det meningen, at min mor skal sende mig penge. Men hver gang jeg ringer for at bede om nogen, råber og skriger hun ad mig i telefonen. Hun sviner mig til i stedet for at hjælpe, og det ripper op i alt det gamle, så jeg stopper helt med at ringe. 

Det er der med at skaffe penge til stoffer, dét er det sværeste. Selv misbrugere uden jobs har penge til stoffer, og det du gør er, at du sælger alt, du ejer. Jeg sælger løbende mine sko, mit tøj, mine bøger, min telefon. Og til sidst løber jeg tør for ting, jeg kan sælge. Mine venner betaler for mig et stykke tid. Men de kan ikke blive ved med at dække mit misbrug så længe. Jeg dumper mine eksaminer, dropper ud af universitetet og flytter hjem til min mor.   

Så nu er jeg 22 år, jeg har et misbrug, jeg har ingen penge, jeg er droppet ud, har ikke noget job og jeg bor hjemme hos min mor. Min stedfar er for øvrigt forsvundet. Ikke lige drømmen, vel? Men det kan faktisk godt blive værre end det. Min mor dør af leversvigt i 2018, kort tid efter, at jeg er flyttet hjem. Jeg sad hos hende, da hun døde. Jeg er ulykkelig og ensom og isolerer mig selv. Ingen hjælper mig gennem sorgen. 

Efter min mors død flytter jeg i min egen lejlighed, og jeg begynder at sælge stoffer sammen med en ven for at få penge til husleje og mad – og til mit eget misbrug. Mit misbrug bliver værre. Meget værre. Jeg kommer med i en dansegruppe. Jeg håber, at dans måske kan ændre mit liv. Jeg danser og danser i to år, og mit liv bliver bare værre og værre. 

I al den tid jeg sørger over min mor og ryger længere og længere ud i misbrug, spiller jeg klaver, når jeg kan komme til det. Klaverspillet er en stor del af mig, og det har det været lige siden opholdet hos mine plejeforældre.  

(Simon spiller klaver)

Da min plejebror flyttede ud dengang, fortsatte jeg med at lære mig selv så meget som muligt. Jeg kunne lide at lære mig selv ny musik, og hvis der var en akkord, jeg ikke kendte, blev jeg helt opslugt af at prøve at finde den på tangenterne. Hvis jeg fandt den, blev jeg så glad og stolt. Som barn blev jeg tit rost for mit klaverspil, og jeg begyndte at tænke, at dét her, det er mit instrument. Jeg var så passioneret omkring det, som kun en tween kan være. Det er jeg egentlig stadig. Alle steder jeg spillede som barn, sagde de: ”Kom igen og spil for os, Simon”.  

Og det er faktisk klaveret, der bliver min redningsvest, da jeg i 2020 er så langt ude, at jeg ikke længere kan bunde. 

Så i januar 2020 får min ven mig lokket med hen i sin kirke. Han har faktisk forsøgt at få mig med i over et år, men jeg har ignoreret ham indtil nu. Jeg beslutter mig for at tage med, så jeg kan se, hvad det er, han vil fortælle mig. Den søndag spiller jeg klaver i kirken. Jeg er åbenbart bedre end den pianist, de allerede har ansat, så de tilbyder at jeg kan spille fast i kirken.  

I over halvandet år spiller jeg klaver i kirken. Søndag efter søndag. Jeg sidder der ved klaveret med mine mega-lange dreadlocks, guldkæde, læderbukser, helt tynd og helt skudt af på weed, mens jeg spiller salmer for Gud og menigheden i den her fine kirke med mosaikgulve og blomsterbede over det hele.  

(Klaverspil slutter)

I kirken beder jeg til Gud: ”Kære Gud, tag alkoholen fra mig.” Men jeg nævner aldrig alt det, jeg ryger – det elsker jeg for meget. 

Præsten i kirken hedder Wilson. Han ser præcis, hvad jeg kæmper med, men han dømmer mig ikke. Han ser det gode i mig. Han får mig til at tro på gud. Når man begynder at tro på de højere magter, begynder man lige så stille at tro på sig selv.  

Efter at have spillet halvandet år i kirken, tager jeg en dag med min ven ud til en af de ældre, spirituelle ledere i vores by. Jeg tror, hun er 109 år. Hun har ingen tænder mere. Hun siger, hun var i live under 1. Verdenskrig, men det ved jeg ikke, om jeg tror på.  

Hun ved ikke noget om os, da vi kommer. Hun kender os ikke. Vi kommer en søndag efter kirken, og i min lomme har jeg faktisk en bong og weed. Mens vi sidder i hendes lille hus, siger hun pludselig:  

”Kære børn. Lov mig én ting. Tag aldrig, aldrig nogensinde stoffer. Rør aldrig, aldrig nogensinde alkohol. Det vil ødelægge jeres liv.” 

Jeg bliver med det samme sådan rigtig ryger-paranoid. ”Hvorfor siger hun det? Hun ved ikke noget om mig, hvorfor siger hun det der? Ikke engang min ven ved, hvad jeg har i lommen.” Det føles som om, hun ser lige igennem mig, ser alt det, der gør ondt i mig. Jeg får sådan en mærkelig overbevisning: Hun har ret. Jeg skal følge hendes råd. 

Da vi går derfra, sniger jeg min bong og mit weed op af lommen, uden at min ven opdager det. Jeg føler mig stadig lidt afsløret fra før. Jeg smider det hele i den første skraldespand, vi kommer forbi, uden at nogen ser det. Og siden den dag, har jeg hverken røget eller drukket. Ikke én gang. 

Et par dage senere holder jeg et møde med mig selv, og jeg siger til mig selv: ”Der er flere år, jeg ikke har levet endnu, end år jeg har levet. Jeg vil ikke ødelægge mit liv. Jeg vil ikke dø ung. I det øjeblik, jeg beslutter mig for, at jeg vil ændre mit liv – dér begynder jeg at hele. Altså, lidt efter lidt. 

Så. Som barn lærte jeg, at andre ikke kan håndtere mine følelser. Når jeg viste følelser, slog mine forældre mig. Overgangen fra dét og til at gå i gruppeterapi med andre unge fra Leave No Youth Behind-projektet og behandle min sorg, og vrede og depression foran og sammen med andre, har været vild.  

Jeg har endelig lært, at mine følelser ikke skræmmer andre væk, mine følelser gør ikke andre vrede på mig. Det bedste ved gruppeterapi er, at du bliver sat fri fra alle de tanker, der har gjort dig ondt. Det næstbedste er, at du opdager, at du er ikke alene. Og du kan lære af andre, der har haft det svært som dig. Du kan lære dem noget. Du bliver inspireret, finder mod. Du er fri. 

Leave No Youth Behind-projektet, er som et hjem for mig. Vi er så mange unge med de samme ar, men på baggrund af forskellige oplevelser. Gennem projektet kan vi mødes og finde forståelse og støtte hinanden. 

Den her proces har ændret mig fuldstændigt. Jeg var et stille barn, og jeg var så bekymret og vred hele min ungdom, så fyldt op af alle de års sorg. I dag er jeg kun stille, hvis jeg keder mig. Hvis mine tanker igen bliver tunge og bekymringer trænger sig på, så opsøger jeg min gruppe. Når vi mødes, så snakker vi, og når jeg taler med dem, føler jeg mig så lettet. Jeg ved, at jeg kan klare mig uden dem, men de hjælper mig meget, og jeg elsker, at vi er blevet tætte.  

Jeg lever faktisk af at spille klaver i dag. Jeg spiller stadig i kirken, og jeg er klaverlærer. Når jeg spiller, forbinder det mig på eller anden måde til mig selv. Jeg sidder tit ved mit klaver og spiller, hvad jeg føler. Det er ikke rigtig musik, der er ikke noder eller noget, men jeg spiller bare, hvad der er indeni – og så er jeg fri. 

Lasse Dein: I afsnittet blev der talt om vold i hjemmet og stof- og alkoholmisbrug. Hvis du har brug for hjælp eller rådgivning i forbindelse med vold, kan du døgnet rundt ringe anonymt til Lev Uden Vold på 1888. Hvis du har brug for hjælp i forbindelse med stof- eller alkoholmisbrug, kan du døgnet rundt ringe anonymt til Dansk Misbrugsbehandling på 70 10 03 03. Du er aldrig alene.

Du har lyttet til Lydløs, der er produceret af Filt for SOS Børnebyerne med støtte fra Danida. Dette afsnit er indtalt af Christopher Nallo og tilrettelagt af Marie Vidø og Lisbeth Svalgaard, redaktør er Louise Witt-Hansen, og Hjalte Lehmann har stået for lyddesign. Jeg hedder Lasse Dein.