Læs Samiras afsnit her:

Samira: “The first thing I saw on the phone was a wrecked car, that had an accident. And my mother’s shoe on top of it.” 

Lasse Dein: Stemmen, du hører, er Samiras. Hun mister sin mor i en trafikulykke, da hun er teenager. Siden den dag kæmper hun med at bearbejde sorgen over sin mors død og med at føle sig helt alene.  

Over hele verden rammes unge af udfordringer med deres mentale sundhed. Jeg hedder Lasse Dein, og jeg har fået æren af at præsentere den her podcast. Du lytter til Lydløs – en podcastserie hvor fem unge fra Kenya fortæller deres historie.

Lasse Dein: De medvirkende kæmper med alt fra misbrug og overgreb til sorg og ensomhed. Men de har alle fået det bedre, efter de har mødt andre unge i samme situation som dem. De har mødt hinanden gennem projektet ‘Leave No Youth Behind’, der organiserer og støtter unge i Kenya, der har det svært. Projektet er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida.

SOS Børnebyerne har ringet til Samira, der har fortalt sin historie over telefonen. Bagefter har en skuespiller,  indtalt Samiras historie på dansk. Det er dét, du skal høre nu. Inden vi hører Samiras historie, vil jeg lige sige, at der i afsnittet bliver talt om selvmord. Hvis du har tanker om selvmord, så ring til Livslinien på 70 201 201.

Samira: “Hi everyone, I am Samira from Mombasa, Kenya.”

Skuespiller: Jeg hedder Samira, og jeg er 23 år. Jeg vokser op i Kenyas hovedstad Nairobi. Min far dør, da jeg er to år, så ham husker jeg ikke. Min mor gifter sig med en ny mand, min stedfar, og sammen får de mine søstre. Men han drikker for meget, og de skændes og slås foran os børn. Det er ikke et sundt sted at være barn, men det er jo der, jeg har tag over hovedet. Til sidst går min mor fra ham. 

Min mor er en god mor. Hun knokler i sit job som ekspedient i en tøjbutik i et storcenter og med forskellige side hustles som catering for at tage sig af mig og mine søstre, og vi mangler ikke noget. Hun giver os alt det, vi nogensinde kan ønske os.  

Samira: “But I used to love Christmas. because the store where she was selling clothes they would give the workers clothes on sale.”

Skuespiller: Jeg elskede jul. Her får min mor 70 procent rabat i den butik, hun arbejder i, så hun køber en MASSE tøj til os. I juledagene sidder vi sammen i sofaen hjemme i lejligheden og ser gyserfilm og nigerianske film. Min mor er kæmpe fan af nigerianske film.  

Vi har et godt forhold, min mor og jeg – i hvert fald indtil jeg kommer i puberteten. Men det er en anden historie.  

Samira: “So she just went and dressed, I remember I was like ‘Mom don’t go today, don’t go today, mom!’ But she was like ‘Ah, I have to go’, so she was already dressed:”

Skuespiller: Min mors sko er helt nye. Kridhvide Converse hightops med en rød stribe langs sålen. Den lørdag morgen for otte år siden tager hun dem på sammen med et par jeans og sin grønne fodboldtrøje fra Gor Mahia F.C. Det er en kenyansk fodboldklub, som min mor er kæmpe fan af. De skal spille kamp mod AFC Leopards i en by to timer væk fra, hvor vi bor, og min mor skal se den sammen med nogle venner.  

Samira: “‘The match of today is a very important match, and my friends are even coming over to pick me up.'”  

Skuespiller: Mens min mor gør sig klar, sidder jeg i stuen og ser film og spiser rester sammen med mine to lillesøstre. Dagen inden har vi hjulpet min mor med at lave mad til et catering-job, så vi har masser af mad derhjemme. Jeg prøver at overtale min mor til at blive hjemme og hygge sig med os. ”Mor, lad være med at tage af sted i dag, lad være med at tage af sted,” siger jeg. ”Du kan altid se en kamp en anden dag.” Men min mor vil afsted, og hendes ven er allerede kommet for at hente hende i sin bil. 

Det sorte hår danser om hendes skuldre, da hun løber ned ad opgangen fra vores lejlighed på sjette sal i sine hvide sko.  

Samira: “That is how she left the house: ‘Bye bye I see you tomorrow.’ ‘Ok, bye.’ Then she went.”   

Skuespiller: Det er den sidste gang, jeg ser hende.

Den lørdag, hvor min mor er ude at se fodboldkamp, vågner min lillesøster pludseligt midt om natten. Hun er tre år gammel, tror jeg. Hun vækker mig, for vi sover på det samme værelse. Min lillesøster kalder med sin lyse stemme på min mor. “Mor, mor, mor”, mens hun græder.

Samira: “I was asking like why is she crying now, what time is, and I look at the time and it’s three in the morning.”

Skuespiller: Hun beder mig om at tænde lyset, men al strømmen er gået. Der er helt mørkt i lejligheden, og min mor er ikke kommet hjem endnu. Jeg siger til min søster, at hun skal være stille og lægge sig til at sove igen. 

Næste morgen vågner jeg ved 9-tiden og ringer til min mor. Der er forbindelse, men hun tager ikke telefonen.  

Jeg kan ikke lave mad til mine søstre, for der er stadigvæk ikke strøm. Jeg går ud på opgangen for at finde en nabo, der måske kan få fat på min mor, og jeg bliver overrasket over at møde min mormor og tante, der er på vej hjem til os. De vil snakke med os, siger de. Men først giver de mig penge til at løbe ned i en butik i nærheden og købe en polet, så vi kan få strøm igen.  

På vej tilbage fra butikken møder jeg en af vores naboer ude på opgangen. Jeg er på vej op ad trappen til vores lejlighed, men hun kalder på mig, og jeg stopper op. ’Samz, Samz, er du ok?’ bliver hun ved med at spørge mig. ’Ja’, svarer jeg undrende. ’Jeg er okay.’ Så tager hun sin telefon frem. Hun viser mig et billede på Facebook af en hvid bil, der har været i en ulykke. 

Samira: “The first thing I saw on the phone was a wrecked car, that had an accident.”  

Skuespiller: Halvdelen af bilen er totalsmadret, og dørene står åbne. Det er min mors vens bil, som vi nogle gange har kørt ture i Så jeg kan genkende bilen.. 

Samira: “My heart went dook, dook, dook, I was just shaking. And they said ‘Samira, your mother is dead.’ I got the information like that.” 

Skuespiller: Da jeg ser det billede af min mors hvide Converse-sko, ved jeg det med det samme: Min mor er død i ulykken. 

Samira: “I didn’t even go near the coffin. I didn’t want to see her in that position, let me say that.”    

Skuespiller: Jeg ville ikke se min mor i kisten.  Min familie har valgt at at hun skal have en hvid kjole på i kisten. De fjerner også hendes paryk og neglelak, og jeg hader, at når de gør det, for min mor kan ikke lide sit naturlige hår, og hun elsker rød neglelak.  

Min mor har altid været så glad for at se fin ud. Hun tegnede sine øjenbryn op med mørk farve, gik  med rød læbestift, store hoops og en sort eller blond paryk. Hun har altid hadet at gå i kjole, men lige den dag, hun bliver begravet, vælger hele min familie, alligevel at hun skal have kjole på i kisten. 

Samira: “So, I hated that moment. But I can’t tell them what to do, I am just a kid, I am just young.” 

Skuespiller: Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg er jo bare et barn. 

Til begravelsen er der en, der giver mig et billede af hende, jeg skal holde. Jeg kigger ikke på det billede. Jeg går heller ikke hen til kisten, da mine søstre krammer og kysser min døde mor farvel. De er jo for små til at sige fra eller helt forstå, hvad der sker, men jeg nægter at se hende, selvom folk prøver at presse mig til det. For jeg vil ikke acceptere det, der er sket. 

Da hun bliver begravet, græder alle rundt om hendes kiste. Jeg græder ikke. Jeg står bare og kigger på dem. 

Jeg er 14 år, og min mor er lige død. Fra den ene dag til den anden er hun væk, og mit liv er vendt på hovedet. Men der er ingen, der snakker med mig om det. Det er hårdt for mig at være alene med sorgen, for når du ikke har nogen at snakke med, er det hele bare indeni i dig. Jeg græder mig i søvn i mange år. Jeg vil ikke se døden i øjnene og fortæller mig selv, at min mor er rejst væk og ikke kommet hjem endnu.  

Efter begravelsen er min mormor og stedfar uenige om, hvor mine søstre skal bo. Han vil have, at de flytter hjem til ham i Kisumu, men hele deres liv er i Nairobi sammen med mig og min mormor. Jeg sidder i stuen og ser dem slås om min ene søster. Min stedfar hiver i hendes ene arm, min mormor i hendes anden. Det ender heldigvis med, at jeg og mine søstre flytter hjem til min mormor i hendes lille hus med tre værelser.  

Efter lidt tid begynder jeg på en kostskole, som min mors venner betaler for. På skolen går der kun børn fra ret velstillede familier, og næsten alle har både deres mor og far. Hos min mormor sover min søster og jeg i en køjeseng i køkkenet, og det er jeg ret flov over.  

Samira: “I also have to lie. I was the only person, who didn’t have both parents, but my friends never knew that.”

Skuespiller: Jeg lyver overfor mine venner på skolen om min mor. Jeg lyver min mor levende. Når vi kommer tilbage på skolen efter ferie, fortæller jeg for eksempel, at vi har været i Mombasa, og at min far bor i Uganda. I virkeligheden har jeg kun en stedfar, der er alkoholiker. 

Det er hårdt for mig at være i et miljø, hvor alle har penge. Hver dag køber mine venner mælk og brød, og jeg vil bare passe ind og spise det samme. Men mine lommepenge fra min mormor rækker kun til mælk og brød i en uge. Når jeg ikke har flere penge, bliver jeg aggressiv og vil ikke have noget med de andre at gøre. ”Hvorfor sulter du,” spørger mine venner. ”Hvorfor spiser du ikke brød som os andre?”. 

Jeg er lettet, da jeg efter et par år får lov til at flytte hjem til min onkel og begynde på en anden skole. Mine venner på kostskolen får aldrig at vide, at alt det om min mor er løgn. Jeg fortæller dem aldrig, at hun er død.  

Samira: “I came to accept the death of my mom around 2023. I was living here in Mombasa.”

Skuespiller: Det er først for to år siden, altså seks år efter, at min mor dør, at jeg endelig accepterer hendes død. Jeg er flyttet til Mombasa, er konverteret til Islam, blevet gift og har fået min søn.  

Nogle af mine venner fortæller mig om Leave no Youth Behind og projektets forskellige aktiviteter, der blandt andet styrker unges mentale sundhed. I et gruppemøde fortæller en pige om, at hun har forsøgt at begå selvmord ved at spise rottegift. Begge hendes forældre er døde, og hun føler sig helt alene. Rottegiften får hende til at kaste voldsomt op og vride sig i smerter, men hun overlever. Det ændrer hendes syn på livet. Hun indser, at hun skal leve, selvom hendes forældre ikke længere gør det.   

Samira: “The story of that girl really motivated me. And I was like for me, I’ve been dead all those years.”

Skuespiller: Det gruppemøde bliver et vendepunkt for mig. Det går op for mig, at mange mennesker hver eneste dag oplever urimeligt svære ting. Jeg er ikke alene, og det hjælper mig at møde nogen, jeg kan spejle mig i. Pigen får mig til at indse, at jeg kan græde mig i søvn hver nat, men det får jo ikke min mor til at komme tilbage. Og jeg har så meget at leve for – blandt andet min lille søn, der kravler rundt derhjemme, og mine søstre, der er 13 og 16 år nu.

Jeg ser sådan her på det: jeg har tre børn – en lille tumling og to teenagere. Mine søstre og jeg bor langt væk fra hinanden, men vi ringer tit sammen, og Leave No Youth Behind har lært mig så meget om at snakke med dem om, hvordan de har det. Jeg har også meldt dem ind i en organisation for unge piger. Den hedder Dreams.  

I dag er jeg via Leave no Youth Behind  også blevet mentor for fem andre kvinder. Det er mig, de kan ringe til og sige: ‘Samira, i dag har jeg det ikke så godt – kan du snakke?’. Så går vi en tur på stranden. Nogle gange siger jeg til dem: ‘Kom, lad os græde sammen’.  

Samira: “I wil just tell them: Let us cry together. Because it helps when you remove that burden.” 

Skuespiller: På den måde er vi sammen i sorgen og smerten. Og når vi græder sammen, kommer der et tidspunkt, hvor vi ikke rigtigt kan græde mere, og vi kigger på hinanden og smiler.  

Samira: ”When you cry together at least you ease each other’s pain.”

Skuespiller: Jeg vil være det safe space for andre, som jeg aldrig selv har haft. 

Gennem Leave no Youth Behind er jeg blevet uddannet negle- og vippetekniker. Jeg sælger også tøj som hijabs, jeg selv har designet. Og apropos tøj: Kan I huske, at jeg fortalte, at vi køber en masse tøj til jul? Et år køber min mor en vævet, pink sweater til sig selv. Da hun ikke længere kan passe den, giver hun den til mig. Jeg har stadigvæk den pink sweater. Den ligger i bunden af en kuffert under mine jeans. Jeg har ikke vasket den i otte år, fordi min hjerne fortæller mig, at den stadigvæk dufter af min mor. 

Når jeg er ked af det, dufter jeg til den.  

Samira: “Yeah. I’ve never even washed it for around 8 years, because my mind tells me that it still has that scent. When I am sad, I smell it.” 

Skuespiller: Jeg har endelig accepteret, at min mor er død, men sorgen vil altid være der. Den er en del af mig, og det er okay. 

Lasse Dein: I afsnittet blev der talt om sorg og selvmord. Hvis du har tanker om selvmord, så ring til Livslinien på 70 201 201. Hvis du er i sorg, kan du anonymt ringe til Det Nationale Sorgcenter på 70 20 99 03. Du er aldrig alene. 

Du har lyttet til Lydløs, der er produceret af Filt for SOS Børnebyerne med støtte fra Danida. Dette afsnit er indtalt af Christopher Nallo og tilrettelagt af Marie Vidø og Lisbeth Svalgaard, redaktør er Louise Witt-Hansen, og Hjalte Lehmann har stået for lyddesign. Jeg hedder Lasse Dein.