Lyt til Rodgers’ afsnit her:

Rodgers: “It was quite somehow hard, but I just got myself into it, so there was no turning back. So, nothing ever came into my mind that I should go back home.”

Lasse Dein: Stemmen, du hører, er Rodgers. Rodgers vokser op hos sin mor, der er alene med fire børn. På jagt efter eventyr stikker Rodgers som 13-årig af hjemmefra og bor på gaden, hvor han overlever ved at gemme sig for politiet, tigge og sove på jorden. Rodgers vokser op uden en far – og senere bliver han det helt uventet selv. Spørgsmålet er, hvordan han håndterer de nye følelser som far, når han aldrig selv har haft en – og hvad gør han, når hans liv endnu en gang tager en urimelig hård drejning?

Over hele verden rammes unge af udfordringer med deres mentale sundhed. Jeg hedder Lasse Dein, og jeg har fået æren af at præsentere den her podcast. Du lytter til Lydløs – en podcastserie hvor fem unge fra Kenya fortæller deres historie.

Lasse Dein: De medvirkende kæmper med alt fra misbrug og overgreb til sorg og ensomhed. Men de har alle fået det bedre, efter de har mødt andre unge i samme situation som dem. De har mødt hinanden gennem projektet ‘Leave No Youth Behind’, der organiserer og støtter unge i Kenya, der har det svært. Projektet er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida.

SOS Børnebyerne har ringet til Rodgers, der har fortalt sin historie over telefonen. Bagefter har en skuespiller,  indtalt Rodgers historie på dansk. Det er dét, du skal høre nu. Inden du skal høre Rodgers historie, vil jeg bare sige, at der i afsnittet bliver talt om partnervold og om at miste et barn.

Rodgers: “These military guys have a lot of time, and they get free drinks, and…”

Skuespiller: Jeg ved at min far er fuld, da han kommer hjem fra sit arbejde på militærbasen. Han larmer så meget, at jeg vågner. Han tramper rundt. Råber. Jeg har set ham sådan mange gange før, og når han er sådan, så banker han min mor.

Rodgers: “It was night, maybe around 9 pm, when he came drunk and started fighting my mother.”

Skuespiller: Den aften, er det voldsommere, end det plejer at være. Min far vil have mad. Min mor har sat mad frem til ham, men det er ikke godt nok. ‘Hvorfor er min mad kold?’ råber han. Og så smider han det ud og begynder at tæske min mor.

Jeg er skrækslagen.

At overvære sådan en episode som 6-årig, et lille barn – det sidder stadig i mig i dag. Jeg kan huske hvert sekund.

Jeg hedder Rodgers, jeg er 28 år, jeg bor i Mombasa, Kenya, og det her er min historie. Jeg vokser op hos min mor, mens min far er fuld og fraværende. Det er svært for min mor. Og for mig. På et tidspunkt løber jeg hjemmefra og bor på gaden. Men det er langt fra det værste, der sker i mit liv. Det skal du høre om nu.

Rodgers: “My mom just one day woke us up, cleaned us up…”

Skuespiller: Jeg bliver vækket af min mor tidligt om morgenen. Det er to dage efter den aften, min far kommer fuld og rasende hjem og banker hende. Min mor giver min bror og mig tøj på og får fat på en taxa. Og så flytter vi fra min far.

Vi bor i min mors gamle landsby i en måned, før vi flytter hjem til min onkel, der bor her i Mombasa. Nu begynder en helt ny tilværelse for min bror og mig.

Rodgers: “She rented a single room, that’s where we stayed. Then opened a shop, and we used to live in that shop.”

Skuespiller: Min mor arbejder hårdt for at forsøge os. Non-stop. Hun fanger frisk fisk og hummer og sælger dem til hotellerne i strandkanten i Mombasa. Hun har ikke nogen uddannelse og har kun lært at være husmor, men det tjener man ikke penge på, og vi får ingen penge fra min far.

Hun lejer et lille butikslokale, hvor vi flytter ind. Om dagen arbejder hun i butikken, og om aftenen ruller vi madrasser ud og sover der. På et tidspunkt flytter mine to kusiner og min fætter ind hos os, fordi min onkel dør. Så nu bor vi seks mennesker i butikken.

Min mor er nødt til at arbejde endnu mere for at kunne forsørge os alle sammen, og da jeg er 10 år gammel, begynder hun at være væk hjemmefra 2-3 måneder ad gangen for at fange fisk og tørre og ryge dem ved havet, inden de skal sælges i butikken. Når min mor er væk, passer mine kusiner og fætter mig. De er store børn, ikke et lille barn som mig. Vi hygger os sammen, fortæller historier, fjoller og passer på hinanden. Men jeg savner min mor.

Rodgers: “I missed that mother’s care, but she was caring, only you know when you are a child you need a lot of attention.”

Skuespiller: Når min mor er væk, længes jeg efter hende. Jeg savner hendes omsorg. Hun er altid kærlig overfor os, og hvis vi er kede af det, lytter og trøster hun. Hun er der bare ikke så meget. Hun har for travlt med at sørge for os alle, så vi har et sted at sove og mad på bordet. Jeg bebrejder ikke min mor, hverken som barn eller nu, jeg savner bare at være sammen med hende.

Vi har næsten ingen kontakt med min far. En gang imellem ringer han, hvis han kan få adgang til en telefon. Men han besøger os aldrig, når han har orlov fra militæret. I stedet tager han til landsbyen, hvor vi plejede at bo. For der bor hans tre andre koner og mine halvsøskende. Jeg tror, jeg har 10 halvsøskende, og så min bror. Når jeg spørger min mor: ”Hvor er far?”, så siger hun bare “Han er på arbejde”. Jeg ser ham først igen mange år senere, da han er blevet ædru.

Indtil jeg bliver teenager er min verden meget lille. Den går fra vores lille hjem til skolen og tilbage igen. Jeg har altid været en god dreng. Altså helt overdrevet artig og lydig! Fulgt reglerne, lyttet til min mor. Men så møder jeg Robert.

Rodgers: “There was a friend of mine, who knew the streets very well. He was very sharp.”

Skuespiller: Robert og jeg hænger mere ud, især i ferierne tager vi på eventyr i Mombasa. Han viser mig alting. Stranden, slummen, markeder, smutveje gennem byen. Vi hænger ud på gaden med en masse andre børn, og vi bliver venner med dem. Jeg er 13 år, og jeg tilbringer mere og mere tid på gaden. Det virker bare så spændende og uforudsigeligt at være på gaden med de andre børn. Og vi passer godt på hinanden. Som en slags familie. En dag står jeg hjemme i min mors butik, og så tænker jeg “måske skal jeg bare gå”. Og så går jeg. Stikker af hjemmefra.

Rodgers: “I can remember, it was so cold. I was so anxious because it was the first time, I had fears because they say sometimes police would come in the night and take you away and beat you.”

Skuespiller: Den første nat på gaden er jeg ved at dø af skræk. Det er koldt, og jeg ligger på jorden rundt om et bål sammen med nogle andre børn. Min madras i butikken er langt væk nu. Jeg er bange for, at politiet finder mig – de andre børn siger, at politiet banker børn, der sover på gaden, og smider dem i fængsel. Lige dén nat er det ikke så fedt, at gaden er så spændende og uforudsigelig.

Jeg klarer mig ved at tigge. ”Please, auntie, please, I want food”. Nogle dage tigger jeg nok penge ind til tre måltider, nogle dage kun til et, nogle gange til ingenting. Når du bor på gaden, skal du være konstant på vagt. Især som barn. Fremmede kan være farlige. Nogle gange vil de give dig mad eller penge, og så pludselig vil de sige: ”Ej, vil du ikke med mig hjem?” og du er sådan: ”Nej, nej, nej”.

Rodgers: “It was quite somehow hard, but I just got myself into it, so there was no turning back. So, nothing ever came into my mind that I should go home.”

Skuespiller: Det er hårdt, men jeg er selv ude om det, så jeg kan ikke bare tage hjem til min mor igen. Jeg må leve med mit valg. Men jeg bliver også afhængig af alt det usikre. For eksempel får jeg et kick ud af at tigge. Når nogen pludselig giver mig en ekstra seddel i hånden, og jeg har penge, jeg kan bruge på lige det, jeg vil. Og jeg lærer hurtigt alle tricks til at overleve, og får mange venner blandt de andre børn.

Men at bo på gaden er også en lang bekymring. Hvornår kan jeg spise igen, hvad nu hvis jeg bliver syg, hvor skal jeg sove, hvad nu hvis det regner i nat? Der er ingen, der passer på dig eller holder af dig.

Efter fire måneder møder jeg Nestor. Han er socialrådgiver og arbejder på en kristen døgninstitution for drenge, der har boet på gaden. En lille, behåret mand, meget snakkesalig og meget omsorgsfuld. Han bekymrer sig oprigtigt om os børn i gadefamilien. Det er første gang, jeg møder en voksen mand, der rent faktisk går op i, hvordan børn har det.

Rodgers: “You know trusting someone in the street is hard, but with him I could trust him.”

Skuespiller: Når du bor på gaden, er det svært at stole på nogen, men jeg stoler på Nestor.

De andre børn siger, at på institutionen får man mad, går i skole, har sin egen seng, kommer på ture og den slags. Så jeg begynder at tale mere og mere med Nestor, og han synes, at jeg skal flytte ind på institutionen.

Rodgers: “It was so nice, baby, so nice that bed that day. Not like the other times where you would sleep in a cold place.”

Skuespiller: Sengen er SÅ behagelig. Så varm. Det er slet ikke som at sove på den kolde jord, som jeg er vant til. Jeg har takket ja til at flytte ind på institutionen, og jeg ligger øverst i en køjeseng på et værelse med nogle andre drenge.

Det er den første nat, jeg sover der. Alting er så spændende. Stedet er cool. Det ligger tæt på vandet, der er en playstation og et bibliotek med mørke træ-reoler fyldt med bøger, og så er der er masser plads udenfor, hvor vi kan spille fodbold på græsset mellem palmerne. Det gør vi især om aftenen, når vi ikke er i skole. De ansatte er venlige, og jeg kender mange af de andre drenge, der bor der, fra gaden. Jeg er glad.

Rodgers: “When we found her, she was busy. I think she was washing some clothes.”

Skuespiller: Min mor står udenfor i gårdhaven og vasker tøj. Da hun ser mig, bryder hun sammen. Vi har ikke set hinanden siden den dag, jeg løb hjemmefra, og hun aner ikke, hvor jeg har været, eller hvad der er sket. Hun har ledt og ledt efter mig og meldt mig savnet hos politiet.

Nu er jeg taget hjem til hende sammen med nogle ansatte fra institutionen. Hun græder og holder mig tæt ind til sig. Vi er begge to meget, meget glade for at se hinanden.

Min mor siger ja til, at jeg må bo på institutionen, så længe jeg gerne selv vil. Hun har stadigvæk alt for meget, hun skal tage sig af, men hun kommer så tit hun kan og besøger mig på institutionen.

Jeg bor på institutionen, til jeg bliver 18 år. Bagefter flytter jeg hjem til min mor igen, men institutionen bliver ved med at betale for min uddannelse.

Rodgers: “My son’s name is Reign.”

Skuespiller: Min søn hedder Reign. Han er født 11. marts 2023. Det var slet ikke planlagt, at jeg skal være far, men jeg elsker det. Det er den største lykke, jeg nogensinde har oplevet. Han er sådan et glad barn, holder sin egen kop og kalder mig ’Baba’. ”Baba, baba”… Vi ligner hinanden – hans hudtone er den præcis samme som min.

Han elsker at suge saften ud af et stykke ananas.

Reign lærer mig en masse om at være forælder. Det hele er nyt for mig, men én ting ved jeg: Jeg vil være en god far. Og jeg vil være en far, der er der hele tiden. Ikke ligesom min egen far… og min mor.  

Rodgers: “I realised he was not okay, his body temperature would shoot.”

Skuespiller: I begyndelsen af 2024 har Reign det ikke godt. Hans temperatur stiger voldsomt, og han græder om natten. Hans mor og jeg tager på hospitalet og til lægen med ham fem gange. De siger forskellige ting: ’Han er dehydreret’, så han får drop. ’Han har en infektion’, så han får medicin. ‘Han er ved at få tænder’…  men han får det ikke bedre.

Til sidst bliver han indlagt på det største hospital i Mombasa, og han er så syg, at han skal indlægges på intensiv. Men der er ikke plads på hospitalet, så jeg skal betale for, at han bliver indlagt på et andet hospital. Det er dyrt, og jeg har ikke den slags penge. En fyr, jeg arbejder for, hjælper mig, og det lykkes mig at skrabe pengene sammen. Men det er for sent.

Den dag hospitalet ringer og siger, at nu kan Reign blive overført, lige i det sekund trækker han vejret for sidste gang.

Rodgers: “He just breathed once, and that’s how he never breathed again.”

Skuespiller: Han trækker vejret én gang, og så trækker han aldrig vejret igen. Det er sådan, han dør. Jeg er der på hospitalet sammen med ham. Det er en lørdag.

Så ja, sidste år er et meget hårdt år. Efter jeg mister Reign, bliver jeg en del af Leave No Youth Behind. En socialrådgiver fra institutionen sætter mig i forbindelse med SOS Børnebyerne, der er ved at lave en undersøgelse blandt unge, der har været anbragt. Efterfølgende får jeg en mentor, og det hjælper mig med at håndtere min sorg. Jeg uddanner mig også til mental health champion. Det betyder, at jeg nu kan vejlede andre unge om mental sundhed, så de kan få det bedre.

Rodgers: “It is not easy, so I am planning to start a foundation on his behalf, so I can mentor young parents…”

Skuespiller: Det er ikke nemt at miste et barn, så jeg vil gerne bruge min viden og uddannelse fra Leave No Youth Behind til at grundlægge min egen organisation på vegne af Reign. På den måde kan jeg hjælpe andre unge forældre, der mister et barn. Med de rette værktøjer til at klare det mentalt, kan man komme igennem det kæmpe traume, det er.

Jeg arbejder stadigvæk med sorgen over at miste Reign. Jeg savner ham sådan. Når jeg ser andre bære rundt på en baby, ser jeg hans ansigt for mig. Jeg ser bare ham.

Jeg bar også altid Reign, når vi skulle noget. Tænk, hvis han levede, ville han være en stor dreng.

Rodgers: “Though it was a short one, it is something I felt proud of, of being a father.”

Skuespiller: Selvom det ikke varede så længe, var jeg meget stolt af at være far. Reigns far.

Lasse Dein: I afsnittet blev der talt om vold i hjemmet, hjemløshed og at miste et barn. Hvis du har brug for hjælp eller rådgivning i forbindelse med vold, kan du døgnet rundt ringe anonymt til Lev Uden Vold på 1888. Hvis du er i sorg over at have mistet et barn, kan du kontakte Landsforeningen Mistet Barn på 61 69 78 71. Du er aldrig alene.

Du har lyttet til Lydløs, der er produceret af Filt for SOS Børnebyerne med støtte fra Danida. Dette afsnit er indtalt af Christopher Nallo og tilrettelagt af Marie Vidø og Lisbeth Svalgaard, redaktør er Louise Witt-Hansen, og Hjalte Lehmann har stået for lyddesign. Jeg hedder Lasse Dein.