Læs Emeldas afsnit her:

Emelda: “Every time I talked to myself, “but why? Why me?” And then I thought, how many, how many girls are out there, who’s dreams maybe have been shattered by this man.”

Lasse Dein: Stemmen, du hører, er Emeldas. En dag hvor hun er alene hjemme, kommer hendes søsters ven forbi og udsætter hende for et overgreb. Bagefter føler Emelda sig ikke længere tryg nogen steder, og hun kan ikke slippe spørgsmålet om, hvorfor det lige var hende, overgrebet gik ud over.

Over hele verden rammes unge af udfordringer med deres mentale sundhed. Jeg hedder Lasse Dein, og jeg har fået æren af at præsentere den her podcast. Du lytter til Lydløs – en podcastserie hvor fem unge fra Kenya fortæller deres historie.

Lasse Dein: De medvirkende kæmper med alt fra misbrug og overgreb til sorg og ensomhed. Men de har alle fået det bedre, efter de har mødt andre unge i samme situation som dem. De har mødt hinanden gennem projektet ‘Leave No Youth Behind’, der organiserer og støtter unge i Kenya, der har det svært. Projektet er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida.

SOS Børnebyerne har ringet til Emelda, der har fortalt sin historie over telefonen. Bagefter har en skuespiller,  indtalt Emeldas historie på dansk. Det er dét, du skal høre nu. Inden vi hører Emeldas historie, vil jeg lige sige, at der i afsnittet bliver talt om seksuelle overgreb.

Emelda: “This man he took his chance and said ‘Go and play, go and play” and I was like “No don’t go.'”

Skuespiller: Vær sød ikke at gå, tænker jeg, men mine nevøer gør som manden siger og går ud og leger. Jeg er bange og når at tænke alt muligt. Hvor godt forberedt er han? Måske vil han binde mig fast, så han kan gøre, hvad han vil med mig. Jeg fryser fuldstændigt.

Jeg går ind i mig selv. Tier stille. Jeg siger nej til ham, men han lytter ikke, og så er jeg stille. Min niece er stadig i huset sammen med mig – og ham. Og jeg skal også beskytte min niece fra at opdage, hvad der er, der sker.

Emelda: “Hi, my name is Emelda, I am 24 years old and this is my story.”

Skuespiller: Jeg hedder Emelda, jeg er 24 år gammel ,og det her er min historie.

Emelda: “Even in a room with a 100 people, you cannot leave without knowing me.”

Skuespiller: Selv hvis du er i et rum med 100 mennesker, så vil du ikke kunne gå derfra, uden at vide, hvem jeg er. Du ved det, når jeg er i nærheden! Siden jeg var barn, har jeg haft god energi, måske lidt for meget, men jeg har en ukuelig personlighed.

Og så alligevel. I 2020 føles det som om, at verden styrter sammen om mig. Jeg bliver udsat for et overgreb af en af min søsters venner, og det sender mig ud i mørket. Men jeg slår tilbage. Jeg giver ikke op uden kamp, uanset hvor mange gange jeg rammer bunden. Det skal du høre om nu.

Emelda: “I think I was too playful.”

Jeg var et helt utroligt fjollet barn og levede lidt i min egen verden. Vi boede på landet, og her er der ikke gas eller elektricitet, så jeg blev tit sendt ud for at hente brænde. Og på de ture glemte jeg tit, hvad det var jeg skulle, fordi jeg havde så travlt med at lege. Så kom jeg hjem uden brænde, og mine forældre gik helt amok. Men altså, jeg var jo bare et barn, så den næste dag glemte jeg det igen.

Emelda: “My mother, she tells us. Even right now that she never went to school. But she cannot allow her children not to go to school.”

Skuespiller: Min mor ville have at vi alle gik i skole – også mig og mine to søstre, selv om vi er piger. Min mor fik aldrig lov til at gå i skole selv, selv om hun er god til meget. Så hun knokler virkelig og arbejder nonstop på vores gård, så vi kan få en uddannelse. Hvis mine forældre ikke har nok til at betale skolen, så tager de derind og tilbyder lærerne majs og bønner mod, at vi kan blive ved med at følge undervisningen, indtil mine forældre har betalt. De sørger for, at vi bliver i skolen uanset hvad. Mine forældre er måske ret feministiske på den måde.

Som 17-årig bliver min søster gravid. Hun går stadig i skole, men i Kenya er normen, at hvis en pige bliver gravid, så skal hun forlade skolen. Jeg er nok 13-14 år på det tidspunkt, og jeg har allerede set flere piger og unge kvinder, der får et barn og så går alle deres drømme itu. Det er meget få, der kommer tilbage til skolen og får en uddannelse. Og jeg vil ikke have, eller rettere, jeg vil ikke tillade, at det også skal ske for min søster. Jeg siger til mine forældre “Det her må ikke ske!” Vi vinder – mig og min søster. Og det er dér min passion kommer fra. Fra dengang med min søster. Når kvinder ikke kender deres rettigheder, og ikke har information om hvor og hvordan de kan få hjælp, så er de meget mere udsatte for alt det lort, der kan ske for en kvinde.

Emelda: “I asked myself ‘How many young girls out there are being violated sexually because 1) they either do not have the information or 2) they don’t have the courage to say to the perpetrator “no I don’t want it, and I am not ok. How many?’”

Skuespiller: Efter gymnasiet flytter jeg til Mombasa for at studere og bo sammen med mine to søstre i min ældste søsters hus. Men ret kort efter, rammer covid19. Min ældste søster er ikke i landet på det tidspunkt, og på grund af lockdown kan hun ikke komme hjem. Så min søster og jeg er pludselige alene med mine søstres tre børn i huset. Det var hårdt, for min ældste søster er den, der har forsørget os, og nu er der pludselig ingen penge. Vi tager rengøringsjobs og arbejder i hendes butik, og kan lige få det til at hænge sammen med lidt penge fra min opsparing.

Min ældste søster har en god ven, der tit kommer forbi for at sige hej og give børnene chokolade eller sådan noget. En dag kommer han forbi, mens jeg er alene hjemme med børnene. Drengene leger udenfor, men min 5-årige niece er indenfor.

“Gå du bare ud og leg”, siger han til hende. For han ved godt, at hun er gammel nok til at kunne mærke, når noget er off. “Bare gå ud og leg”. Jeg bliver urolig, da han siger det. For det er ikke ham, der skal sige sådan noget til børnene. Min niece er tøvende, og jeg tror, at hun kun lige sætter sig udenfor huset.

Jeg går i survival mode. Jeg er bange for, hvor slemt det bliver, hvis jeg gør modstand. Vil han binde mig fast? Så jeg fryser. Jeg siger nej, men så er jeg stille.

Da han går, hamrer mit hjerte, og jeg hyperventilerer. Jeg ringer til min søster, men hun tager ikke telefonen. Hun ringer først tilbage senere.

Emelda: I was not feeling safe, remember my sister was not with me, she was not around, so this person still kept coming to the house, even after my sister telling him not to come to the house.

Skuespiller: Jeg ved, at han tror, at jeg ikke siger det til nogen, og at han bare kan komme igen i morgen eller en anden dag og gøre det samme igen. Han bliver ved med at komme forbi min søsters hus og snakke til mig. Sådan “Hej, hvordan går det? Undskyld for det der skete, det var ikke min mening, bla bla bla”. Seriøst, alle de løgne mænd fortæller sig selv og alle andre! Jeg svarer ham ikke. Sender bare onde blikke.

Han sender også beskeder til mig. Men de gør mig rasende. Beskederne er en blanding af undskyldninger og chit chat.

Han catcaller mig også på gaden. Råber alt muligt efter mig. Jeg svarer ikke. Jeg er så vred.

Han går også forbi min søsters butik, hvor jeg arbejder, flere gange om dagen. Nogle gange kommer han ind. Nogle gange siger han undskyld, andre gange vil han bare sætte penge ind på sit telefonabonnement. Til sidst er jeg bange for at være i butikken. Jeg vil ikke længere holde åbent til sent, fordi der ikke kommer så mange kunder. Hvad nu, hvis han kommer ind i butikken om aftenen og fanger mig der. Det er kun en lille butik, måske kan der være 2-3 mennesker ad gangen. Hvad nu, hvis han blokerer vejen, og jeg ikke kan komme ud?

Emelda: “Every time I talked to myself, I would ask myself, “Why? Why me?” And then I thought, how many, how many girls are out there, who’s dreams maybe have been shattered by this man.”

Skuespiller: “Hvorfor mig?” Det spørgsmål kører på repeat inde i mit hoved. Og jeg tror, det er, fordi at det faktisk ikke er første gang, at sådan noget her sker for mig.

Emelda: “When I was young, around maybe 10,11 taround 12, there was this cousin of mine…”

Skuespiller: Da jeg er 10 år cirka, begynder mine forældre at sende mig over til min fætter for at købe grøntsager fra hans jord. Det er altid mig, der bliver sendt over til ham, for han giver lidt ekstra med i kurven, når det er mig, der kommer.

Men der er også noget, der ikke føles rigtigt, når jeg er der. Uden at jeg helt forstår hvorfor, det føles sådan. Jeg er jo bare et barn. Jeg kan huske, at jeg en dag er der med en anden pige, som er endnu yngre end mig. Og han vil hele tiden røre os. Jeg har ikke engang bryster endnu, men han prøver at røre mine bryster og rører min numse. Han er klar til at have sex, hvis du forstår. Men jeg er et barn, jeg er nok ikke mere end 10 år, og på det tidspunkt har jeg ikke lært om kønsorganer eller sex endnu. Jeg fortæller først min mor det mange år senere.

Emelda: “After that I saw that house as a threat and not a place where someone can grow.”

Skuespiller: Efter overgrebet i min søsters hus, føler jeg mig ikke længere sikker der. Jeg vil hele tiden have døren låst. Og det, der var et hus med gode vibes og tryghed, føles ikke længere som et sted, hvor man kan leve og gro. Det føles som en trussel. Og hele tiden tænker jeg. “Hvorfor sker det her igen?” Jeg er jo voksen nu. Dengang med min fætter var jeg et barn, men nu er jeg jo voksen. Jeg er fuldstændigt modløs og ulykkelig. Min hjerne går i flugt-mode.

Jeg tænker på at flytte væk fra min søsters hus og bare forsvinde til et sted, jeg ikke engang selv kender. Eller tage hjem til mine forældre og bliver farmer. Måske kan jeg ikke klare mig i en storby? Jeg vil bare fjerne mig selv fra det hele.

Samtidig er jeg presset over, at jeg jo faktisk flyttede ind hos min søster for at studere. Men på grund af covid19 har jeg i stedet arbejdet, og min opsparing er blevet brugt på at holde familien kørende under lockdown. Men nu er vi på den anden side af corona, og jeg vil gerne i gang med at studere. Men hvordan skal jeg nogensinde kunne spare så meget op igen?

Jeg bliver sur på mig selv, sådan “Årh altså, Emelda! Hvorfor er du så fjollet, du er ikke et barn mere, hvorfor er du ikke mere målrettet?”

Jeg tænker på min søster. Hvordan hun klarede skolen, selv om det var svært. Nok også mere svært end det er for mig nu. Og så det går op for mig, at hvis jeg skal holde op med at spørge mig selv om, hvorfor det her sker for mig – og for så mange andre piger og kvinder – så må jeg hive mig selv op. Jeg har evnerne, jeg har erfaringen, jeg vil have papir på, at jeg også har viden.

Og jeg opdager, at jeg faktisk er ret målrettet. Det her er det, jeg vil. Jeg vil kæmpe for mig selv, fordi det er kampen værd.

Emelda: “You can find someone aged 24 years, they have 5 children, and the oldest may be 9. And that tells you, that girl gave birth at a very tender age, she was married at a very tender age.”

Skuespiller: Jeg melder mig ind i en organisation for kvinders rettigheder. Her hører jeg kvinder fortælle om at blive udsat for seksuelle overgreb af deres venner, deres fædre, deres fædres venner, deres onkler. Og jeg forstår endelig, at vi er tusinder af kvinder, der går og spørger os selv “hvorfor mig?” Og jeg forstår det ikke er på grund af noget, vi har gjort. Det er på grund af det, vi er. Svaret på det spørgsmål er: Fordi vi er kvinder.

I organisationen møder jeg en kvinde på 24, der har fem børn – den ældste er ni! Så kan du selv regne ud, hvornår hun blev gravid, gift og taget ud af skolen. Jeg møder kvinder, der fortæller om, hvordan de bliver skældt ud på fødeklinikkerne af sygeplejerskerne. “Hvis ikke du ved, hvordan du skal føde, så skulle du nok ikke være blevet gravid!”

Kvinders fortællinger gør mig mere motiveret. Jeg får et job som mentor i projektet ‘Leave No Youth Behind’. Jeg elsker det job!

Og i dag er jeg faktisk lige begyndt på college. På aftenskole, så jeg stadig kan arbejde som mentor. Jeg bliver motiveret af, at vi skaber forandringer sammen. Jeg får lov til at rådgive og støtte i så mange, mange liv; selv for dem, der tror, at det hele er slut, og der ikke er mere i livet for dem.

Emelda: “When I am at home by myself, I cannot wash plates or clothes without music, I can’t.  Sometimes gospel, sometimes rhumba from morning till evening.”

Skuespiller: Jeg er stadig et utroligt fjollet menneske. Jeg kan ikke sidde stille. Jeg skal altid høre musik. Rumba fra morgen til aften, så naboerne klager. Den del af mig kan forsvinde, når jeg ryger ned i mørket. Det gør jeg stadig. Hvis du ser mig mut, og jeg ikke ved at tale nogens øre af, så ved du, den er gal.

Emelda: “I lose that part of myself once in a while, but it is always with me. If you see me not having the good vibes, you know there is something eating my head.”

Skuespiller: Vi kvinder lever stadig i stor udsathed. Og dem, der gør os ondt, er oftest dem tæt på os. Vores venner, naboer, familiemedlemmer, kærester. Sådan er det for mange af os. Og så skal vi leve med skammen over noget, der ikke engang er vores skyld. Men piger og kvinders rettigheder er ikke længere til forhandling.

Min styrke i det her er alle de erfaringer, jeg har med mig. Min mors, min søsters, mine egne, mine veninders og andre kvinders. De er min styrke i det her. De har gjort mig til den, jeg er i dag.

Lasse Dein: I afsnittet blev der talt om seksuelle overgreb. Hvis du har brug for hjælp eller rådgivning, kan du døgnet rundt ringe anonymt til Lev Uden Vold på 1888. Du er aldrig alene. 

Du har lyttet til Lydløs, der er produceret af Filt for SOS Børnebyerne med støtte fra Danida. Dette afsnit er indtalt af Julie Brochorst Andersen og tilrettelagt af Marie Vidø og Lisbeth Svalgaard, redaktør er Louise Witt-Hansen, og Hjalte Lehmann har stået for lyddesign. Jeg hedder Lasse Dein.