Læs Brian Sammys afsnit her:

Brian Sammy: “Okay…. I was young so I did not understand the situation. For me I thought I just went to my grandmother for a while and then I returned to my family.” 

Lasse Dein: Stemmen, du hører, er Brian Sammys. Som lille bliver han afleveret hos sin mormor uden at vide, hvor længe han skal være der. Han bor der i fem år. Brian Sammy bliver flyttet rundt fra sted til sted hele sin barndom, og hele sit liv har han savnet et sted at høre til. 

Over hele verden rammes unge af udfordringer med deres mentale sundhed. Jeg hedder Lasse Dein, og jeg har fået æren af at præsentere den her podcast. Du lytter til Lydløs – en podcastserie hvor fem unge fra Kenya fortæller deres historie.

Lasse Dein: De medvirkende kæmper med alt fra misbrug og overgreb til sorg og ensomhed. Men de har alle fået det bedre, efter de har mødt andre unge i samme situation som dem. De har mødt hinanden gennem projektet ‘Leave No Youth Behind’, der organiserer og støtter unge i Kenya, der har det svært. Projektet er et samarbejde mellem SOS Børnebyerne og Danida.

SOS Børnebyerne har ringet til Brian Sammy, der har fortalt sin historie over telefonen. Bagefter har en skuespiller, indtalt Brian Sammys historie på dansk. Det er dét, du skal høre nu. Inden vi hører Brian Sammys historie, vil jeg lige sige, at der i afsnittet bliver talt om stofmisbrug

Brian Sammy: “I would imagine beasts maybe grabbing for my life...” 

Skuespiller: Mørkets monstre rækker deres lange fangearme ud efter mig. Jeg lukker øjnene og ruller mig sammen i træsengen i min mormors hus. Jeg er fem år gammel. Jeg skal sove, men jeg er bange for mørket, og jeg savner min mor og far. Men de er der ikke, og jeg ved ikke, hvornår de kommer og henter mig igen.  

Der er ingen elektricitet i min mormors lille hus, der ligger i en landsby langt ude på landet. Så når det er mørkt, er det virkelig mørkt. 

Jeg føler mig helt alene, når jeg ligger der i sengen. 

Brian Sammy: “My name is Brian Sammy, I’m 26 years old, and this is my story.” 

Skuespiller: Okay. Jeg hedder Brian Sammy, jeg er 26 år og fra Kenya. Da jeg er fem år, bliver mine forældre skilt. Men det fortæller de mig ikke. De fortæller mig heller ikke, at jeg nu skal bo hos min mormor. Min mor afleverer mig der bare en dag. ‘Farvel, vi ses, mor skal på arbejde.’

Brian Sammy: “I was young, so I didn’t understand the situation.” 

Skuespiller: Jeg forstår ikke, hvad der foregår, og hver dag håber jeg, at mine forældre kommer og henter mig. Men det gør de ikke, opholdet bliver bare længere og længere og længere. Jeg savner min mor og far hver dag og har bare en følelse af, at vi burde være sammen. Være en familie.  

Nogle aftener kommer min mormor ikke hjem. Jeg tror, hun er på værtshus med sin kæreste. For ikke at være alene går jeg over gårdspladsen til min onkels hus og spørger, om jeg må sove hos hans familie. De siger altid ja, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke er en del af den familie. De har fem børn, og de er en enhed. Jeg har en følelse af, at hvis der sker noget, er jeg den sidste, der får hjælp.  

Brian Sammy: “Okay… so I lived with my grandmother til around year 10.”

Skuespiller: Jeg ender med at bo hos min mormor, til jeg er 10 år. Efterfølgende flytter jeg meget rundt. Jeg flytter lidt ind hos min mor igen, så tilbage til min mormor, derefter bor jeg hos min mors ven. Min far er flyttet sammen med sin anden kone og deres fælles børn, og man kan vist godt sige, at jeg ikke er en særlig stor prioritet i hans liv.  

At flytte så meget rundt har gjort mig rodløs. Lige siden jeg var fem år, har jeg været ensom og savnet ro og et sted at høre til. Det er den følelse, hele min historie kredser om.  

Brian Sammy: “I can say I was skinny and short.”  

Skuespiller: Okay. Jeg er lav, og jeg er spinkel og klart den mindste i min highschool-klasse. Derfor bliver jeg mobbet. Jeg er temmelig let at få øje på og et nemt offer for mine klassekammeraters slag og spark og drillerier om min højde. Jeg har brug for, at nogen passer på mig. 

Jeg kæmper mig derfor ind i en gruppe af drenge, der bliver mine venner. Der er nemlig det med mig, at jeg er lille, men jeg er også en af de dygtigste i min klasse. Og så er jeg stædig. Jeg gider ikke altid lytte til lærerne og nægter for eksempel at gå med det slips, der hører til min skoleuniform, eller klippe mit hår, selvom skolen kræver det. Det tiltaler de drenge, der bliver mine venner. 

Brian Sammy: “Physical description: tall, big, hostile, violent.”

Skuespiller: De er nogle høje, kraftige brød. De er voldelige, tager stoffer og laver ballade, men de har min ryg. Vi spiller Playstation og fodbold, vi ryger weed, og vi pjækker fra skole. Sammen får vi en dag alle i vores klasse til fuldstændig at ignorere vores swahili-lærer. Så står hun der og forsøger at undervise, men ingen i klassen reagerer.  

Brian Sammy: “There was this bully who came to me picking on me but didn’t know I had…”

Skuespiller: En anden dag vil en eller anden stor fyr banke mig i skolegården. Men en af mine venner kommer mig til undsætning og banker ham den anden ret voldsomt. Sagen ender hos skolens ledelse.  

Mine venner er en slags bodyguards for mig. At være en del af deres gruppe får mig til at føle mig stærk og i sikkerhed. 

Brian Sammy: “When you finish high school everybody went their own ways… in terms of location, careers, life situations. ” 

Skuespiller: Da vi fire år senere stopper i highschool, bliver mine venner og jeg spredt for alle vinde. Til at begynde med, prøver jeg at få vores gruppe til at blive ved med at holde sammen. Men jeg giver op efter lidt tid.  

Jeg får et job med at skovle sand op på ladet af lastbiler. Lastbilerne kommer ud til en sø for at hente sand, der skal køres ind til byerne og sælges der. En dag er der pludselig kaos, og jeg ser politiet midt ude i søen. Jeg ved ikke, hvorfor de er der, men de har skudt en. Vandet bliver rødt omkring kroppen, der ligger i søen.  

Så opdager jeg, at det er min ven, de har skudt, ham som jeg skovler sand sammen med hver dag. Politiet har skudt ham ved en fejltagelse.    

Mig og nogle af de andre, jeg arbejder sammen med, får min ven op af vandet, så vi kan køre ham på hospitalet. Men vi er nødt til at tømme en lastbil for sand, før der er plads til ham på ladet. Jeg skovler så hurtigt, jeg kan, mens sveden løber ned ad mit ansigt. Da vi endelig når til hospitalet, har min ven mistet en masse blod. Han overlever ikke. 

Dagen inden havde vi snakket om, at vi skulle købe en radio sammen, når vi havde sparet nok op. Nu er min ven død, og politiet er for længst stukket af.  

Jeg føler mig ikke tryg i det job længere. Jeg er nødt til at finde et andet sted at være. 

Brian Sammy: “So, I chose to volunteer there so that I can get food, and somewhere to sleep, someone to be with.” 

Skuespiller: Jeg arbejder også i et par måneder som frivillig på en institution i Mombasa, hvor jeg hjælper børnene med deres lektier, henter vand og laver mad. Den slags. Min mor er ude at rejse, og jeg er overladt til mig selv. Hun har givet mig lidt penge, men jeg har svært ved at administrere dem og livet alene. På institutionen får jeg mad og husly. Og nogen at være sammen med.  

Det er en rigtig god følelse at hjælpe børnene. Det er rart at mærke, at nogen har brug for mig og min hjælp. Det får mig til at føle mig mere fredfyldt.  

Brian Sammy: “I was refered by a friend. There was a program for young care leavers.” 

Skuespiller: Okay. En af mine venner præsenterer mig for Leave No Youth Behind, der støtter unge, der ligesom mig har været anbragt i pleje. Leave No Youth Behind har fokus på, at ingen af os skal være alene om for eksempel at få en uddannelse eller et job. Jeg lærer også at bearbejde mine traumer og følelser.  

Brian Sammy: “Sometimes it can be stress, sometimes doubt, sometimes fear…” 

Skuespiller: Det kan være stress, tvivl, fortidens smerte og vrede … At snakke med jævnaldrende i Leave No Youth Behind hjælper mig med at komme af med alt det mørke indeni.   

Brian Sammy: “So, I went to the community, talked to young people, how can we form a group and serve opportunities for the government and other partners.” 

Skuespiller: Jeg grundlægger også min egen organisation. Den hedder Community at Peace Youth Group. Jeg støtter unge i at skabe sig en bedre fremtid. Jeg grundlægger gruppen under corona, så det første, vi gør, er at skaffe mundbind til folk i vores nabolag. I dag holder vi for eksempel også debatmøder om, hvorfor fred er vigtigt i samfundet, og Leave No Youth Behind har inspireret mig til, at vi underviser i blandt andet mental og seksuel sundhed. Og så arrangerer vi fodboldturneringer – vi giver unge nogle positive aktiviteter, så de for eksempel holder sig væk fra gaden.  

Jeg hører hjemme i den her bevægelse, der styrker og løfter unge mennesker. Jeg har fundet min plads her.   

Brian Sammy:  “Again I am still knowing myself.”

Skuespiller: Jeg har det sådan… I løbet af de seneste par år, lærer jeg mig selv bedre at kende. I mange år efter, at jeg lå i mørket i min mormors seng, havde jeg svært ved at være alene. Det larmede i mit hoved, der var støj ind og ud af alle afkroge og hjørner. Da jeg røg weed, gav rusen mig en følelse af ro. Den ro har jeg lært at finde på andre måder i dag. Når tankerne løber løbsk, spiller jeg fodbold med mine venner eller svømmer en tur i havet en kilometer fra, hvor jeg bor. Der er palmetræer og hoteller langs kysten, og små kiosker der sælger vand og frugt. Normalt ligger der også et par både og vipper i vandkanten.  

Når jeg går op af vandet, er mine muskler brugt, og min energi skiftet.  Jeg føler mig… ja, nyvasket. Ren. Jeg har fornyet energi i både krop og sjæl. Jeg er alene, og der er ro i mit hoved.  

Lasse Dein: I afsnittet blev der talt om stofmisbrug. Hvis du har brug for hjælp i forbindelse med stof- eller alkoholmisbrug, kan du døgnet rundt ringe anonymt til Dansk Misbrugsbehandling på 70 10 03 03. Du er aldrig alene. 

Du har lyttet til Lydløs, der er produceret af Filt for SOS Børnebyerne med støtte fra Danida. Dette afsnit er indtalt af Christopher Nallo og tilrettelagt af Marie Vidø og Lisbeth Svalgaard, redaktør er Louise Witt-Hansen, og Hjalte Lehmann har stået for lyddesign. Jeg hedder Lasse Dein.