Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form

Leg kan hele de dybeste sår

Når krig og katastrofe spolerer alt det trygge, sørger SOS Børnebyerne som noget af det første for børnevenlige områder med plads til leg. Det er vigtigt for bearbejdelsen af traumer, at børn for en stund bare kan være børn igen, siger børnepsykolog John Halse.

SOS-boern i Haiti Port Au Prince

I et forsamlingshus i Les Cayes i Haiti har SOS-medarbejder Nancy Toussaint samlet 50 børn i en stor cirkel. Kun to af forsamlingshusets tre rum er brugbare. Det sidste mistede taget til orkanen Matthew, der hærgede Haiti i oktober 2016. Selvtilliden skal plejes, inden legen begynder.

Nancy kalder børnene op et efter et, trækker dem tæt ind til sig og beder dem præsentere sig for resten af flokken. Hver eneste præsentation kvitteres med en entusiastisk klapsalve fra hele rundkredsen.

SOS Børnebyerne har været med til at oprette børnevenlige områder i tre forsamlingshuse som dette i Les Cayes efter orkanen. De traumatiserede børn, der kommer her, er på den ene eller anden måde berørt af katastrofen. Nogle har mistet deres hjem, andre familiemedlemmer, og ingen af dem har siden orkanen haft en stabil og tryg hverdag.

Men i de børnevenlige områder kan børnene for en stund glemme alt det forfærdelige, der er sket, og bare være legesyge børn igen.

 

Fakta

Børnevenlige områder

  • SOS Børnebyernes katastrofefond hjælper børn ramt af krig og katastrofer over hele verden. Katastrofefonden sikrer, at vi kan rykke hurtigt ud og yde livsnødvendig nødhjælp og oprette børnevenlige områder.
  • De seneste år har midlerne fra fonden blandt andet gjort det muligt at hjælpe børn og familier på flugt fra krigen i Syrien, uddele mad og vand til sultende børn i Etiopien samt give børn ramt af jordskælv i Nepal et nyt hjem.
  • Støt katastrofefonden her.

Traumatiserede børn har brug leg

Oprettelsen af børnevenlige områder er en central del af SOS Børnebyernes nødhjælpsindsat. Når et barn bliver revet ud af sine trygge omgivelser på grund af krig eller katastrofer, forsøger SOS Børnebyerne at gøre plads til leg midt i al kaos.

Legen er ifølge børnepsykolog John Halse barnets vigtigste værktøj til at bearbejde et traume:

”Børn leger, fordi de leger. Der er ingen motiver bag det. De gør det bare, og de kan fordybe sig så meget i det, at de glemmer tid og sted. For traumatiserede børn i krigszoner eller katastrofeområder giver legen et frirum til bare at være barn igen midt i kaos.”

I krig og katastrofe forsøger SOS Børnebyerne at skabe rammerne for, at børnene kan lege. Det kan være aktiviteter som et par timers skolegang om dagen, legestuer, rollespil, tegneværksted og fællessang.

Ifølge John Halse får børnenes oplevelser ofte en central plads i legen:

”Man ser ofte traumatiserede børn, der har oplevet krig, lege krig, og børn, der har sultet eller været såret, bringer den rolle ind i legen. Det er ikke noget, de reflekterer over bevidst, men det er alligevel med til at bearbejde oplevelserne.”

 

Børn leger, fordi de leger. Der er ingen motiver bag det. De gør det bare, og de kan fordybe sig så meget i det, at de glemmer tid og sted. For børn i krigszoner eller katastrofeområder giver legen et frirum til bare at være barn igen midt i kaos.

SOS-boern spiller fodbold Port-au-Prince i Haiti
Foto: Danielle Pereira

Et praktisk pusterum for voksne

Voksne med overskud er ofte en mangelvare i krisesituationer. Krige og katastrofers kølvand er for forældrenes vedkomne ofte fyldt med praktiske gøremål så som at finde et nyt hjem, genfinde familiemedlemmer, genoprette deres indtægtskilder og så videre. Derfor er det ifølge John Halse meget vigtigt, at børnene bliver mødt af voksne med overskud andre steder:

”Forældrenes eget overskud begrænser sig i disse situationer til overlevelse. Derfor er børnevenlige områder med folk som SOS-medarbejderne vigtige, da de hjælper med at tage hånd om de traumatiserede børn.”

Hjælp børn ramt af krig og katastrofer - støt SOS Børnebyernes katastrofefond

Giv et bidrag