For 10-årige Kimberly blev det en skæbnesvanger dag, da den nådesløse orkan Matthew ramte Haiti. Orkanen jævnede byer med jorden og kostede over 800 mennesker livet. Blandt dem var Kimberlys mor og far. Nu fortæller hun om livet efter orkanen og hendes drømme for fremtiden.
Da Haiti i oktober 2016 blev ramt af den voldsomme orkan Matthew, var det med en kraft, der var mere end dobbelt så stor, som den værste orkan, der nogensinde har ramt Danmark.
Heldigvis kunne SOS Børnebyerne på grund af deres tilstedeværelse hurtigt træde til.
Og på trods af at mange af børnebyens bygninger og familiehuse var blevet ødelagt, blev der oprettet børnevenlige områder i børnebyens tre forsamlingshuse kort efter orkanen.
I det ene forsamlingshus var kun to af forsamlingshusets tre rum er brugbare. Det sidste mistede taget til orkanen.
I forsamlingshusene kunne de traumatiserede børn, der på den ene eller anden måde var berørt af katastrofen, komme. Nogle havde mistet deres hjem, andre familiemedlemmer, og ingen af dem havde siden orkanen haft en stabil og tryg hverdag.
Men i de børnevenlige områder kunne børnene for en stund glemme alt det forfærdelige, der er sket, og bare være legesyge børn igen.
I dag er næsten alle børnebyens bygninger helt genopbygget. Og selvom skolen mangler de sidste renoveringer, så har bygningerne været i brug længe.
10-årige Kimberly, der mistede sit hjem og sine forældre til orkanen, er en af de mange børn, der efter katastrofen har fundet stabilitet og håb på skolen.
I dag går Kimberly i 4. klasse, og hun elsker skolen. ”Jeg elsker alle fag. Men særligt matematik” fortæller hun.
Og den lille pige har store drømme for fremtiden:
”Når jeg bliver voksen, vil jeg være lærer. Jeg hjælper ofte mine venner i klassen, hvis de ikke forstår en opgave,” forklarer Kimberly. ”Jeg vil også gerne være sygeplejerske. Så kan jeg hjælpe de syge mennesker og give dem medicin.”
”Det er vigtigt for os at styrke børnene,” fortæller Volny Etienne, der er leder af SOS-børnebyen i Les Cayes.
”Børnene er landets fremtid og håb. Så når vi styrker dem og støtter dem til succes i livet, så fremmer vi samfundets udvikling.”
I løbet af de sidste år har også SOS Børnebyernes forbyggende arbejde udviklet sig. Udover de tre eksisterende forsamlingshuse er der blevet bygget to nye.
Fra disse fem sociale forsamlingshuse hjælper SOS Børnebyerne med langsigtet social støtte til de mange udsatte og katastroferamte mennesker. I alt 331 familier får hjælp og støtte.
“Først og fremmest er formålet at sikre, at børnene har det godt i deres biologiske familier ved at hjælpe dem med at få tilstrækkelige fysiske og psykiske ressourcer,” fortæller Volny, og fortsætter:
“Derfor arbejder vi for at give udsatte familier bedre muligheder for selv at tage sig af deres børn. Det gør vi ved at give dem de nødvendige færdigheder til at tage godt af deres børn, for eksempel gennem indtægtsskabende aktiviteter.”