”Det er vores pligt at hjælpe, når vi kan”
– Et helt særligt brev gjorde, at dessertkok og influencer Christel Pixi blev ambassadør for SOS Børnebyerne.
Hvorfor blev du fadder?
”Jeg har altid støttet velgørenhed, men at blive fadder gav virkelig mening for mig. At vide, at jeg bidrager til ét barn, er meget konkret, og jeg ved, at meget afhænger af de penge, jeg betaler. Selv når jeg har haft det hårdt økonomisk og har kigget på mine udgifter og tænkte: åhhh, har jeg aldrig kunnet få mig selv til at afmelde mig som fadder. Jeg har forpligtet mig – og i mine øjne er det vores pligt at hjælpe, når vi kan.”
For et par år siden stod der noget i et brev om dit første fadderbarn, der fik dig til at spærre øjnene op. Hvad stod der i det?
”Hun skrev, at hun var meget glad for at bage, og hun havde besluttet, at hun ville gå den vej professionelt og blive bager. Jeg blev så overrasket og tænkte: Hvad er oddsene for det? Det var jo også sådan, det begyndte for mig: At bage var min hobby, og nu lever jeg af det. Jeg tog et billede af brevet og lagde det ud på min instagram, og så kontaktede I mig med hensyn til at blive ambassadør. Det første, jeg tænkte, var: Vi skal bage sammen! Det håber jeg, vi kommer til en dag.”
Hvor tror du dit sociale engagement stammer fra?
”Min mor. Hun er et utroligt givende og rummeligt menneske. Hun har altid haft rigtigt lidt og var alene med min søster og mig, men vi har aldrig nogensinde mærket, at vi manglede noget – jeg bliver helt rørt, når jeg snakker om det. Min mor har lært mig, at man skal bestræbe sig på at være den bedste udgave af sig selv – også når det er svært. I dag arbejder hun som pædagog og har tredive års jubilæum lige om lidt. Hun har ligesom SOS-mødrene viet sit liv til at passe på vores andres børn. Hvis jeg kunne give min mor hele verden, ville jeg gøre det. ”
Foto: Alona Vibe
Titel: Influencer, dessertkok,
kogebogsforfatter og dj
Fadderskaber: Er nu fadder
til en dreng i Tanzania
”Vi er forbundne, også selvom at noget foregår langt væk”
– Nikolaj Koppel har set det i blikket på de SOS-mødre og -børn, han har mødt rundt omkring i verden: Det nytter noget, og kærligheden mellem mor og børn er ægte, overvældende og bundsolid.
Hvorfor støtter du SOS Børnebyerne?
”Jeg har blandt andet besøgt Tanzania og Rwanda og har selv set den helt konkrete forskel, SOS Børnebyerne gør. Man kan hjælpe på mange måder, men SOS Børnebyerne har med SOS-mødrene en helt særlig tilgang til arbejdet: Børnene får ikke kun tag over hovedet, rent vand, uddannelse og mad på bordet, der er også en emotionel del: De får en mor. På papiret tænker man: ’Hvordan kan SOS-mødre udfylde den rolle på troværdig vis? Men jeg kan huske fornemmelsen af at se ind i børnenes øjne, når de kigger på deres mødre, og se deres bånd. Det er fuldstændigt overvældende, så nære og solide, de relationer er.”
Hvordan har du set det bånd komme til udtryk?
”Blandt andet i helt almindelige situationer, som at man sidder og laver fis under aftensmaden og griner – fuldstændig som måltider i mange familier foregår herhjemme.”
Hvilke overvejelser har du i forhold til at være ambassadør for SOS Børnebyerne?
”Jeg og min familie bidrager dels økonomisk ved at være faddere, og hvis jeg derudover på min lille måde kan være med til at sprede budskabet, er det for mig helt oplagt at gøre. Jeg har jo set, at SOS Børnebyerne hjælper børn, der ellers ikke havde en chance for at klare sig.
Som fadder er det fantastisk at følge et fadderbarn fra det måske er fire år gammelt, hvor man med årene får en julehilsen og en statusrapport med snailmail, til at barnet bliver en voksen mand på 18- 19 år. Hvor er det vildt, at sådan en dreng – med de dårligste kort på hånden – når dertil.”
Foto: Podimo
Titel: Indholdsdirektør og medstifter af
podcasttjenesten Podimo, TV-vært og
musiker.
Fadderskaber: Nikolaj og hans familie
har været faddere i mange år og til flere
forskellige børn. Han har også flere
gange besøgt børnebyer – blandt andet
i 2013, da han sammen med Hella Joof
besøgte en børneby i Dar es-Salaam
Tanzania. Er i dag fadder for en
dreng i Amman i Jordan.
”Næstekærlighed er en muskel, der skal holdes i form”
– Da Christel Stjernebjerg blev mor til Buster, der er adopteret fra Sydafrika, satte det nogle tanker i gang om det smukke i at gøre alt, hvad vi kan, for at forløse alle børns potentiale. Derfor er hun ambassadør for SOS Børnebyerne.
Hvorfor har du sagt ja til at være ambassadør for SOS Børnebyerne?
”Helt instinktivt er mit svar, at det er fordi, vi har adopteret et barn. Der er ikke noget smukkere, end at det her lille menneske er blevet sat i verden, og vi så gør alt, hvad vi kan, for at forløse det potentiale, det barn besidder. Og det gælder også alle de børn, som SOS Børnebyerne hjælper. At adoptere har lært mig, at man skal hjælpe børn på deres præmisser. Man skal ikke komme med en plan og tro, at man ved bedst. At være adopteret betyder også at bære nogle traumer med sig – hvert barn har sin måde at respondere på de traumer på, og sammen skal man finde en vej i det. Jeg har også lært, at tilknytning ikke kan tages for givet, og at jeg skal blive ved med at insistere på nærhed, for eksempel via øjenkontakt, nærvær og såkaldt theraplay (relationsbaseret legeterapi, red.).”
Hvorfor er det vigtigt for dig at bruge din tid og stemme som ambassadør for os?
”Vi har brug for næstekærlighed, og i mine øjne er det en muskel, der skal holdes i form – ligesom det gælder med fysisk træning af kroppen. Man skal træne sig selv i hele tiden at tænke ud over sin egen næsetip. Det har jeg gjort tidligere, ved at jeg for eksempel i en periode sagde til mig selv, at jeg hver dag skulle gøre noget godt for andre – købe ’Hus forbi’, tømme mit skab og donere mit tøj og så videre. Det er et mindset, man skal opretholde.”
Du og din mand, komiker og tryllekunstner Rune Klan, har tidligere rejst i blandt andet Sydamerika og Zambia, hvor I har tryllet og lavet akrobatik med udsatte børn. Hvad giver det at kommunikere med kroppen på den måde?
”Det er et smukt sprog, der ikke kræver så meget forklaring. Bevægelse udløser endorfiner, og man bliver gladere af at være sammen. Trylleri og akrobatik er gode kommunikationsmidler til børn, der har det svært. Det kan få dem til at smile, og tryl får dem til at forundres.”
Foto: Privat
Titel: Koreograf, akrobat og artist
Fadderskaber: Er sammen
med sin mand fadder for en
pige i Burundi.
”SOS Børnebyerne står for blødheden, der nægter at lade tingene ske, uden at man gør en indsats”
– Jussi Adler-Olsen er vokset op på 1950’ernes sindssygehospitaler blandt indlagte, der med forfatterens egne ord var nedsmeltede af mangel på kærlighed. Det lærte ham, hvor vigtigt det er at have empati og omsorg for andre mennesker. Blandt andet derfor er han ambassadør for SOS Børnebyerne.
Hvorfor har du sagt ja til at være ambassadør for SOS Børnebyerne?
”Vi lever i en tid, hvor mange desværre kun ser sig selv. Så det handler om at værne om empati og omsorg – også for mennesker uden for ens nærmeste cirkel. Og omsorg er SOS Børnebyernes adelsmærke. Jeg beundrer, at der er mennesker, bl.a. mødrene i børnebyerne, som dedikerer deres liv til det. Hos SOS Børnebyerne har man overskuddet til at prøve at overbevise sin omverden, hvor vigtig den indsats er. Igen og igen og igen. SOS Børnebyerne er indbegrebet af en utrættelighed, som jeg beundrer vildt. Og så er der børnene. De børn, der mister deres forældre, den nære omsorg og intet andet har end gadens anarki. De er fuldstændigt uskyldige, men når det er allerværst, bliver de gjort skyldige. Børnesoldater, overfald, vold: Alt det, nogle børn bliver nødt til at ty til for overhovedet at kunne klare sig. SOS Børnebyerne står for blødheden, som nægter at lade tingene ske, uden at man gør en indsats. At de børn bliver samlet op, er fuldstændigt eventyrligt at tænke på.”
Du er en offentlig person. Hvilke overvejelser har du omkring at bruge din stemme?
”Jeg bruger min stemme på den måde hele tiden. Når jeg giver interviews rundt omkring i verden, er mit første emne altid magtmisbrug. Min far var psykiater, og jeg er vokset op på sindssygehospitaler sindssygehospitaler. De mennesker var nedsmeltede af mangel på kærlighed. Det var tilbage i 1950’erne i den mørke Middelalder i psykiatriens historie, og på de hospitaler var det ikke patienterne, jeg var bange for. Jeg var bange for lægerne. Det var dem, der havde magten. Det var dem, der bestemte, om folk kunne blive, om de skulle have elektrochok, om de skulle have det hvide snit. Min far var stik modsat de læger. Han havde øje for det sociale og så det enkelte individ. For mig var han symbolet på alt andet end magtmisbrug. Han brugte sin magt positivt. Lige siden har jeg selv forsøgt at leve efter det.”
Hvad lærte den opvækst dig om andre mennesker?
”Det lærte mig først og fremmest, hvor vigtigt empati er: At kunne holde en person i hånden, som bestemt ikke er vant til det. Jeg tror, at hvis omsorg, kærlighed og tryghed er det første, et såret menneske møder, får man kontant afregning af positivitet og glæde. Mange glemmer som sagt at åbne øjnene for, hvordan andre mennesker har det, men det gør SOS Børnebyerne netop så fantastisk i de forskellige samfund, hvor de hjælper børn.
Foto: Robin Skjoldborg
Titel: Forfatter
Fadderskaber: Er sammen med sin
kone Hanne byfadder for en børneby i
Kenya. Derudover støtter Jussi Adler
Olsen løbende SOS Børnebyerne
med donationer.
