Vidnesbyrd fra børneliv
Det er syv år siden, at Semeni begyndte at arbejde som fadderskabskoordinator i børnebyen i Dar es Salaam i Tanzania, og hendes begejstring for jobbet er bestemt ikke blevet mindre med årene.
Hun føler sig faktisk meget ydmyg over at skrive rapporter til børnenes faddere. Hun opfatter nemlig rapporterne som et slags vidnesbyrd, der foreviger alle de fine facetter af et børneliv.
”Det er en ære at få lov til at fortælle deres historier,” siger Semeni. Det er tydeligt, at hun bliver rørt over at videreformidle de mange små detaljer om børnenes hverdag, deres skolegang, kammerater og drømme.
”Det er en stor glæde for mig at fortælle om et barns liv og at dele fortællingen med en fadder, der bidrager positivt til barnets udvikling”
Børnene skal fortælle deres egne historier
Samtidig er det også et job, der kræver et vist overblik. Semeni skriver fadderrapporter for i alt 76 børn i alderen 1 til 20 år, og hun sørger for, at fadderne hører nyt fra børnene to gange om året.
For at indhente nyt om alle børnene, taler hun med børnene selv og typisk også deres SOS-mor og deres skolelærer. Vigtigst af alt er det dog at lade børnene fortælle deres egen historie, mener hun.
”Jeg kan godt lide at fokusere på børnenes selvstændighed og initiativer – f.eks. hvad de selv elsker at lave i hverdagen,” siger Semeni.
Genforening med biologiske familier giver nye arbejdsrutiner
Ofte er det ret ligetil for Semeni at mødes med børnene og deres SOS-mødre i børnebyen i Dar es Salaam. Hun kigger tit forbi i weekenderne, hvor børnene har fri og leger på børnebyens store grønne område.
Men de senere år er flere og flere børn flyttet ud af børnebyen for at blive genforenet med deres biologiske familier. Det er en del af SOS Børnebyernes ambition om, at flere børn vokser op med deres slægtninge. Foruden at få en tættere tilknytning til deres familier er det også gavnligt for børnene at opleve en hverdag i et helt almindeligt nabolag.
Genforeningen med familierne betyder, at 22 af de børn og unge, som Semeni skriver rapporter om, nu bor udenfor børnebyen. Mange af dem er teenagere på over 15 år, mens syv af børnene er i alderen 10-14 år.
Kollegaer hjælper, så alle hører nyt
Når Semeni vil høre nyt om børnenes liv, er det en lidt større opgave, end hvis de boede i børnebyen.
”De børn, der bor hos deres slægtninge i Dar es Salaam, kan jeg selv besøge på en enkelt dag. Men dem, der bor længere væk i f.eks. Dodoma (Tanzanias hovedstad, cirka 500 kilometer fra Dar es Salaam), kan jeg ikke besøge så ofte,” siger Semeni.
Derfor er hun i kontakt med kollegaer i SOS Børnebyerne, der arbejder på projekter rundt omkring i landet. Hvis Semeni ikke selv kan rejse ud til børnene, besøger medarbejderne de forskellige familier for at få en fornemmelse for, hvordan de har det.
Et barn har bedst af at vokse op hos sin biologiske familie, såfremt familien kan tage sig godt af barnet.
95% af børnene i familier, der får støtte gennem SOS Børnebyernes forebyggende indsatser, har fået forældre, der er aktivt involverede i deres liv.
Omkring 75% af de familier, der får støtte gennem SOS Børnebyernes forebyggende arbejde, bliver selvhjulpne.
Børnene bliver klogere på deres ophav
Når Semeni selv besøger børnene hjemme hos deres slægtninge – hvad enten det er i Dar es Salaam, Dodoma eller provinsbyen Morogoro – bliver hun bekræftet i, at genforeningen virker.
”Selvom det kan tage lidt tid for børnene at vænne sig til at bo uden for børnebyen, så kan jeg se, at de lærer meget om deres kulturelle identitet ved at være sammen med deres familie. De har også meget glæde af f.eks. at lege med deres kusiner og fætre,” siger Semeni.
Og selvom børnene bor længere væk end tidligere, modtager de skam stadig hilsner fra deres faddere, forsikrer hun.
”Vi sender alle brevene til dem via vores medarbejderne i de forskellige regioner, og børnene bliver altid så glade for at høre nyt fra deres faddere,” siger Semeni.
Kan jeg skrive til mit fadderbarn?
Hvis du vil skrive til dit fadderbarn, kan du læse mere om, hvordan det foregår lige her.