Semeni fortæller nyt fra børnenes hverdag: ”Det er en ære”

Genforening med biologiske familier giver nye arbejdsrutiner 

Ofte er det ret ligetil for Semeni at mødes med børnene og deres SOS-mødre i børnebyen i Dar es Salaam. Hun kigger tit forbi i weekenderne, hvor børnene har fri og leger på børnebyens store grønne område.  

Men de senere år er flere og flere børn flyttet ud af børnebyen for at blive genforenet med deres biologiske familier. Det er en del af SOS Børnebyernes ambition om, at flere børn vokser op med deres slægtninge. Foruden at få en tættere tilknytning til deres familier er det også gavnligt for børnene at opleve en hverdag i et helt almindeligt nabolag. 

Genforeningen med familierne betyder, at 22 af de børn og unge, som Semeni skriver rapporter om, nu bor udenfor børnebyen. Mange af dem er teenagere på over 15 år, mens syv af børnene er i alderen 10-14 år.  

Kollegaer hjælper, så alle hører nyt

Når Semeni vil høre nyt om børnenes liv, er det en lidt større opgave, end hvis de boede i børnebyen. 

”De børn, der bor hos deres slægtninge i Dar es Salaam, kan jeg selv besøge på en enkelt dag. Men dem, der bor længere væk i f.eks. Dodoma (Tanzanias hovedstad, cirka 500 kilometer fra Dar es Salaam), kan jeg ikke besøge så ofte,” siger Semeni. 

Derfor er hun i kontakt med kollegaer i SOS Børnebyerne, der arbejder på projekter rundt omkring i landet. Hvis Semeni ikke selv kan rejse ud til børnene, besøger medarbejderne de forskellige familier for at få en fornemmelse for, hvordan de har det. 

Børnene bliver klogere på deres ophav 

Når Semeni selv besøger børnene hjemme hos deres slægtninge – hvad enten det er i Dar es Salaam, Dodoma eller provinsbyen Morogoro – bliver hun bekræftet i, at genforeningen virker. 

”Selvom det kan tage lidt tid for børnene at vænne sig til at bo uden for børnebyen, så kan jeg se, at de lærer meget om deres kulturelle identitet ved at være sammen med deres familie. De har også meget glæde af f.eks. at lege med deres kusiner og fætre,” siger Semeni. 

Og selvom børnene bor længere væk end tidligere, modtager de skam stadig hilsner fra deres faddere, forsikrer hun. 

”Vi sender alle brevene til dem via vores medarbejderne i de forskellige regioner, og børnene bliver altid så glade for at høre nyt fra deres faddere,” siger Semeni.