
Mukesh holder meget af at mødes med børn og unge fra børnebyerne og skrive om deres liv.
Mukesh Kumar arbejder på SOS Børnebyernes hovedkontor i Indien. Her har han sammen med sit team ansvar for at skrive de fadderrapporter, der to gange om året bliver sendt til faddere blandt andet i Danmark.
Det er tydeligt, at opgaven med at beskrive børnenes udvikling og give faddere langt væk en fornemmelse for børnenes trivsel og udvikling er forbundet med en stor ansvarsfølelse hos Mukesh. Han holder meget af sit job, som han har besiddet de sidste 14 år:
”At være omkring børnene gør mig enormt glad, og jeg sætter pris på den tid, jeg tilbringer med dem. Jeg elsker at læse og skrive om deres fremskridt og fejre deres milepæle” siger han.
Rapporterne bliver til i fællesskab
Indien er et stort land og afstandene er gigantiske. Derfor kan Mukesh og hans team ikke nå at besøge alle Indiens 31 børnebyer og lave interviews med børnene og deres omsorgspersoner to gange om året. I de tilfælde er fadderskabskoordinatorerne på hovedkontoret i tæt dialog med de mennesker, der er omkring børnene i børnebyen hele tiden. Det kan være deres SOS-mødre, lærere og andet personale. Sådan bliver rapporterne til i fællesskab.
Rollen som fadderskabskoordinator giver, ifølge Mukesh selv, ham mulighed for at sikre, at fadderne modtager en fyldestgørende og tilfredsstillende opdatering i deres fadderrapporter. Han har i løbet af de sidste 14 år haft mulighed for at gå andre veje inden for SOS Børnebyerne i Indien, men båndet til børnene, deres drømme og evne til at overkomme en ofte svær start på livet, holder ham glad og tilfreds i sin stilling:
”Smilene på deres ansigter og de fremskridt, de gør, er det, der driver mig hver dag. Det betyder meget at være en lille del af deres liv”.
Læs meget mere her
Støt børn og unge
SOS Børnebyerne hjælper børn og unge verden over. Vi støtter familier, der lever under svære vilkår, og vi hjælper børn og unge, der har mistet deres forældres omsorg.
Sådan kan du støtte