I Rwanda har coronapandemien den effekt, at familier, der lever i fattigdom, er blevet endnu fattigere. Det går hårdt ud over børnene, når deres forældre ikke kan få arbejde og dermed ikke kan forsørge familien. Konsekvenserne er, at der ikke er penge til at sende børnene i skole, komme til lægen og i værste fald få nok at spise.
Der er lang vej igen med at bekæmpe corona i Rwanda. Selv det står værre til i andre østafrikanske lande, har Rwanda endnu kun vaccineret under en femtedel af befolkningen mod corona. Rwandiske familier kæmper i forvejen med massiv fattigdom og traumer fra folkedrabet i 1994. Også her er børnene de første ofre, idet forældre med traumer fra folkedrabet, hverken mentalt eller økonomisk har overskud til at tage sig af dem, og tyer også oftere til vold overfor børnene.
Ved Danmarks Indsamling i 2021 indledtes indsamlingen til SOS Børnebyernes projekt, der skal hjælpe sårbare børn i Rwanda. Pengene fra dette års Danmarks Indsamling går til samme projekt, hvor familierne blandt andet bliver tilbudt adgang til mikrolån og faglig træning, så forældrene har bedre muligheder for at tjene penge, og dermed kan få råd til skolegang og lægehjælp.
”Projektet bliver implementeret i otte distrikter i Rwanda: Gasabo, Bugesera, Kayonza, Rwamagana, Gicumbi, Musanze, Nyamagabe og Huye,” siger Carolina Mieres, programansvarlig i SOS Børnebyerne.
”Vi har foretaget en grundig analyse af årsagerne til, at særligt sårbare børn har dårlig trivsel, og de årsager skal vi arbejde med i resten af projekttiden. Vi har ansat projektteamet og oprettet kontorer i de distrikter, projektet skal gennemføres i. Derudover er der skrevet projekt- og budgetplan og afholdt kick-off-møde med bl.a. repræsentanter fra Rwandas uddannelsesministerium, Sundhedsministerium, University of Rwanda og aktører i Rwandas civilsamfund”.
Projektet skal give de sårbare familier redskaber til både at kunne klare sig selv og kunne give deres børn den omsorg, de har brug for. Blandt andet bliver der oprettet samtalegrupper i lokalsamfundet, og forældre og børn modtager træning i børns rettigheder.
Læs mere om Danmarks Indsamling 2022